Botanisk have og Palatinerhøjen

Vi havde egentlig planlagt at krydse rundt i kvarteret omkring den spanske trappe og Piazza del Popolo, men tanken om heden i Roms bymidte er ikke specielt tiltrækkende. Især Helle har det hårdt med varmen, der forværrer hendes hudallergi.

Indgangen til Botanisk Have

I stedet tager vi til Trastevere og spadserer til Botanisk Have, hvor vi finder bøgerne frem på en skyggefuld bænk. Entré til haven er 2,07 Euro. Flere steder oplever man disse underligt skæve beløb, som giver en masse bøvl med byttepenge. De må være et levn fra dengang, man skiftede fra Lire til Euro, hvor man har "oversat" prisen direkte uden at runde op eller ned.

Haven er tydeligvis et populært mål for barnepiger og mødre med småbørn. Børn under 6 år kommer gratis ind. Der kommer også et hold fra den lokale åndssvageforsorg. Formiddagen går fredeligt med at læse, til vi ved middagstid slentrer ned på Trastevere og får en forfriskning lige overfor det lokale museum. Her sidder folk og lader livet gå. Man læser, konverserer eller bare sidder.

Aften i kvarteret

Eftermiddagen tilbringes med afslapning og videre læsning på værelset. Trasteveres tummel en lørdag aften drager ikke; så hellere en pizza her i kvarteret. Rundt om hjørnet, nede på pladsen forbi delikatesseforretningen, har vi fra bussen set et pizzeria med borde udenfor.

Skønt der er mange turister, er der plads nok, og vi får anvist et bord, hvor vi sidder på bænke og har dårlig plads. Der er ét menukort på engelsk, som intet siger om, hvad der er på de forskellige pizzaer. Det er derimod tydeligt, at priserne er temmelig høje. Violinistens fileri og harmonikaens akkompagnement er mere hysterisk end romantisk. Vi rejser os som på tælling og går, før det udarter sig.

Vi går de 100 meter tilbage til L'Angelo di Napoli, hvor vi spiste forleden. Der er plads nok ude, men der er stadig temmelig varmt, og gadestøjen er voldsom, så vi fortrækker til det airconditionerede baglokale.

Vi får en glimrende pizza, og meget sympatisk er husets rødvin afkølet, så karaflen dugger. Der er mange gæster - flest lokale. De dygtige tjenere har meget travlt, men klarer beundringsværdigt professionelt at være travle og omsorgsfulde på én og samme tid. Et glimt i øjet og en kvik bemærkning mangler heller ikke. Til dessert får vi lækker italiensk is. Mums!

Caffé Fantini har lukket, så vi får os en pint på baren overfor, Druid's Rock. Et lidt snusket sted uden spor af hygge. Anmelderen tildeler knap en halv amfora.

Aftensang

Hjemme i køjen hører jeg sang i det fjerne. Vinduerne lydisolerer godt, og det er ikke nemt at høre, hvorfra tonerne kommer. Det viser sig at være tyskerne i hotellets gårdhave. Det er åbenbart et sangkor, for vi får flerstemmige lieder, og det lyder rigtig godt! De slutter af med "Gute Nacht, gute Nacht..." og går så virkelig i seng.

Søndag den 15. juni

Nu synger tyskerne minsandten igen! De har taget opstilling i gården udenfor morgenmads-salen. Hvis de synger tak for morgenmad, er det nok at drive det lidt vidt. Den er bestemt ikke noget at takke for.

Palatinerhøjen

Vi tager metroen til Colosseum og går direkte op på Palatinerhøjen. Planen er ikke at studere ruiner, men at finde et skyggefuldt sted, gerne hvor det lufter, og så slappe af med bøgerne. I en god time er der fuglesang og idyl i pinjetræernes skygge. Løfter du blikket fra bogen, er der en herlig udsigt over Roms tage med Peterskirkens kuppel i det fjerne.

Ruiner på Palatinerhøjen Skyggefuld fred på Palatin

Farnese pavillonerne Forum set fra Palatin

Mod Forum fra Palatinerhøjen Pinjetræ på Palatin

Efter endnu en halv time myldrer det med pludrende turister, og da solen samtidig er ved at vriste sig fri af pinjernes greb, går vi via Forum tilbage til metroen. I Terminis store boghandel finder jeg Colin Dexters sidste inspector Morse, den hvor Morse effektivt afslutter serien med at dø.

Derefter spørger vi på turistkontoret, om de har noget om Frascati. Det har de ikke. I det hele taget har de næsten intet, bortset fra kort over Rom og nogle brochurer om kommende operaer. Men den flinke dame fortæller, at Frascati er et dejligt sted. Det ved hun positivt, for hun bor der nemlig selv!

Jeg spørger hende, hvilket bynavn, der står på stationen, og hun svarer en kende forbavset, at der da står "Frascati", at det er togets endestation, og at man bare skal gå op af trapperne udenfor stationen - så er man i Frascatis centrum.

Vi takker. Vi ved positivt, at der står "Albano" på skiltet, men ellers passer beskrivelsen perfekt. Albano er altså Frascati!

Efter at have fulgt Helle hjem til siestaen, går jeg ned på Internetcaféen. Vejrudsigten lover tordenbyger i aften, så vi må hellere tage paraplyerne med. Det skal sørme også gøre godt at få renset luften.

På vejen hjem lyder der pludselig smuk salmesang. Jeg tror et øjeblik, at det igen er tyskerne, der synger i hotellets gård, men så går det op for mig, at sangen toner ud af en åben dør i huset lidt længere fremme.

På skiltet udenfor står, at det er den kristne evangeliske kirke, og den pragtfulde mandsstemme, som fører an, må være kirkesangeren. Et klaver akkompagnerer. Jeg ryger en pibe tobak, mens jeg som manden på risten nyder salmesangen. Så tager præsten fat på at messe, og jeg fortsætter min gang mod hotellet.

Aften i Trastevere

På vej til bussen overhaler vi et asiatisk par, som går tæt omslynget med armene om hinanden.

"De må være på bryllupsrejse", siger jeg.
"Ja, ingen der har været gift et par år, vil gå sådan i denne varme!" svarer Helle.

Vi forventede egentlig, at vinbaren ville være lukket søndag, men nej. Der er åbent, og både bedste-mamma og vovsen er der. Bedste har fået kjole på i dag. Det er søndag.

Eric, fred og Frascati

Det synes knap så varmt i aften, hvilket er rart, og det myldrer med mennesker. Sine steder er det næsten ikke til at komme frem for gadehandlere, der stiller deres borde op overalt, eller - i mangel på borde - breder tæpper ud på brostenene i den smalle gade.

En ny gademusikant, som vi ikke har set/hørt før, spiller violin, og knægten gør det godt. Han er tydeligvis klassisk skolet. Synd, at han ikke har en bedre violin. På dette område gør vi gerne vores til, at kun de stærkeste overlever, så han får en velfortjent skilling.

På La Villetta i Via del buco er der fyldt godt op. Vi får et bord udenfor, hvor jeg må ryge. Her er vi omringet af lokale, der nyder aftenen. Smagsprøver byttes på kryds og på tværs. Helle får igen spaghetti carbonara, som er rigtig god her, og jeg får penne i tomatsovs med ærter og bacon. Som anden ret har Helle bestilt saltimbocca alla romana, og jeg vil prøve kalvehalerne. Halerne er imidlertid udsolgt (jeg så og lugtede de sidste blive båret forbi for lidt siden!), så i stedet vælger jeg osso buco. Alt er meget lækkert.

Selvom vi er mætte til bristepunktet, vil vi ikke snyde os selv for dessert. Citronsorbet til Helle og en trøffelis ("nero" = sort) til mig. Trøffelisen er rund, rullet i kakao og med en skal af chokoladeis, så den vitterlig ligner en sort trøffel. Åh, italiensk is! Der er nogle fabrikanter hjemme i Danmark, som burde tage på studieophold!