Regnvejr i Rom

Før vi går ud, betaler jeg kontant for værelset. Så skal jeg ikke passe på pengene, til vi rejser!

På nationalmuseet

Mosaik på nationalmuseet
Klik for større foto

Det begynder at regne i samme øjeblik, vi træder ud. Vi var advaret, og paraplyerne er med, men vi dropper alligevel at tage en bus til centrum og går i stedet hen om hjørnet til nationalmuseet i Palazzo Massimo. Det er perfekt museumsvejr, og vi havde alligevel ingen planer om at troppe op på Peterspladsen, selvom det er påske.

Dørene åbnes kl. 9, netop som vi stiller os i venteposition. Vi var her for tre år siden, men der er masser at kigge på. Det er ganske utroligt, hvad de har af samlinger på italienske museer, men de skal jo også bare stikke en spade i jorden for at finde forarbejdet marmor. Det er et mirakel, at de fik bygget Roms metro.

Vi prøver at undgå en tysk gruppe, som har en meget højttalende guide. Den italienske pige, som guider en italiensk gruppe, er anderledes opmærksom på, at der er andre gæster.

Efter et par timer har vi set os mætte på skulpturer, mosaikker m.m. og sejler hjem under paraplyerne. Uden for hotellerne står gadehandlere med paraplyer, men der er ikke gang i salget - folk har selv.

De nye joggingsko

Helle har haft sine nye joggingsko på. De var indkøbt netop med henblik på megen spadseren, men efter to timer på museum har skoene gnavet vabler på hælene, og for første gang får vi brug for vabelplastre. Vabler er det sidste, man har brug for i de ømme fødders by.

Man kan så let lade sig snyde, når man prøver sko. Det er som med briller: først efter timers brug mærker man, om de klemmer. Tag kun velafprøvet fodtøj med på ferie!

Frokost på Chicco di Grano

Efter 1½ time på værelset knurrer maven og kræver frokost. Det er absolut ikke vejr til at sidde ude, så der er fyldt godt op indendørs de fleste steder.

Den lille Taverna Urbana har ikke plads, og til sidst havner vi på Chicco di Grano i Via degli Zingari 6 (på hjørnet af Via del Boschetto ved Piazza d. Madonna dei Monti). Her er til gengæld masser af plads inden døre - restauranten er meget større, end man kan se udefra.

Der tages pænt imod, og vi får nogle lange slanke plasticposer til paraplyerne, så de ikke drypper over det hele - smart!

Vi bestiller bruschette med tomat og dernæst pasta. Jeg får spaghetti carbonara, og Helle får pappardelle med vildsvine-sugo. Husets hvidvin er behagelig og frisk.

Det er rigtig godt, og betjeningen er høflig og effektiv. Mens vi sidder der, fyldes den store restaurant op med en blanding af turister og lokale. De sidste borger for kvaliteten. Regningen lyder på 32,50 euro for bruschette, pasta, vin og vand.

Siesta og aften

Efter frokosten får vi en gedigen siesta. Jeg har sovet la-la i nat, og går ud som et lys indtil kl. 17. Det regner stadig, men bevæbnet med paraplyerne går vi en tur i kvarteret og fordriver nogen tid på en lokal bar. Vabelplastrene sikrer Helles førlighed, men super er det ikke.

Ovnstegt lam
Klik for større foto

Lidt over otte går vi til Chicco di Grano, hvor vi fik frokost. Vi bestiller bruschette og ovnstegt lam. Lammet er velkrydret med rosmarin og hvidløg, og vi deler en salat til. I Italien kan man bestille, som man vil. Ingen løfter et øjenbryn, hvis man f.eks. bestiller flere enkeltretter og siger, at man gerne vil dele.

Tjenerne har meget travlt, for der er mange gæster, men de er opmærksomme, hurtige og effektive. Et udmærket sted. Vi slutter af med macedonia (frugt) og is, og så skal vi også lige smage en grappa.

Posedamen

En gammel posedame sidder på sofaen i hotellets reception. Hun snakker uafbrudt i et fornærmet tonefald, mens hun roder i sin portemonnæ. Hun snakker så hurtigt, at jeg intet forstår, men det er umuligt at misforstå den kvindelige receptionist, da hun siger, at nu vil hun tilkalde politiet.

Vi stiger ind i elevatoren og hører ikke slutningen på historien - eller begyndelsen for den sags skyld.