Driverliv og strejftog i Giardini Naxos

Torsdag den 20. april 2006

Vejret er endnu flottere end i går. Da vi låser os ud, er rengøringsdamen i gang ved siden af. Hun hilser venligt: "Gut' Morgen", og jeg svarer med et: "Buon giorgno". Vi er jo ikke germanere.

"Oh, parla italiano!" siger hun overrasket; men før hun kommer for godt i gang, skynder jeg mig at sige, at jeg kun taler en smule, og så udveksler vi artigheder, som at jo tak, vi har det godt og hav en god dag og i lige måde.

Klokken halv ti er vi ved supermercato Sigma, som havde lukket i går. Her skal man ikke betale for havudsigt, og priserne er helt anderledes fornuftige end hos strandvejsrøveren. Vareudbuddet er også mange gange større. Det er her, de lokale handler.

Supermercato Sigma

Fra strandpromenaden går man op ad Via Dalmazia - lige ved hotel La Sirenetta og overfor statuen af den "blå havfrue" - og så ligger supermarkedet i Via Cosarsa, som er 3. vej på venstre hånd.

Udvalget af grøntsager her og i andre forretninger er imponerende: 4-5 forskellige slags tomater, zucchini med friske blomster, artiskokker, flere forskellige slags appelsiner, kæmpestore citroner med nopret skal, jordbær, bønner, hestebønner, salater, gigantiske røde pebre og meget andet. Alt sammen i en formidabel kvalitet.

(Note: Sigma lukkede i maj 2008. Vil man handle i et større supermarked i dag, skal man til byens udkant - f.eks. i Via Porticato.)

Vi slæber indkøbene hjem og slentrer så ad strandpromenaden et godt stykke ud forbi kirken med "penne-spiret". Vejret er strålende smukt med klar blå himmel, og håndværkerne, som renoverer huse mange steder, sveder bravt.

Mange af husene herude i Giardini trænger virkelig også til en kærlig hånd. Det er her, de fleste lokale bor, men mon ikke husene på strandpromenaden sættes i stand til turistformål?

Giardinis strandpromenade Den karakteristiske 'penne-kirke' i Giardini
Klik for større billede

Næsten alle huse har altaner med gelænder af smedejern. Der står potteplanter og blomster, og mange bruger altanen til at tørre vasketøj på.

Huse og altaner i Giardini Naxos Altaner i Giardini Naxos
Klik for større billede

Trafikken på strandvejen er tæt, og det er den også på den parallelle gade bagved, Corso Umberto I. Hvad laver alle disse mennesker mon en torsdag formiddag? Hvor kommer de fra? Hvor skal de hen? Skal de ikke arbejde? Som f.eks. de grønthandlere der kører rundt i forretningen.

Grønthandler med bil Mobil grønthandler
Klik for større billede

På Corso Umberto finder man de små specialforretninger, men her har vinden ikke frit spil, og trafikosen er tæt. Vi er varme efter spadsereturen og falder ind på Café Chantal. Det er godt at sidde i skyggen. Min cornetto er brandvarm, og jeg skolder næsten tungen, da jeg når ind til abrikosmarmelade-fyldet.

Gammelfar med grågult overskæg passer kassen. Han har en cardigan på og synes åbenbart ikke, der er varmt. Selv når vi synes, det er varmest, har mange sicilianere (især de ældre) en trøje eller jakke på. Jeg betaler, og vi udveksler artigt "arrividerci", og så er det hjem til siesta. På en altan i nærheden galer en hane tit og energisk, men hjemme på værelset overdøves den af bølgebruset.

Efter siestaen besøger vi den lokale Internetcafé, som ligger ganske nær hotellet. Det koster 2,5 € for en halv time, men før vi kan låne en PC, skal jeg legitimere mig og registreres. Jeg har en fotokopi af mit pas, som fotokopieres, og damen udfylder et skema med så mange oplysninger, at man skulle tro, jeg søgte politisk asyl.

Denne grad af kontrol har jeg ikke været ude for før - hverken i Rom eller Firenze, men det er måske en ny forordning rettet mod mafiosi, pædofile, terrorister og andre kanaljer.

Den gamle dame giver os et tip

På promenaden møder vi vores nabo, den gamle dame som ikke kunne låse sig ind i går. Hun og stokken får sig et solbeskinnet hvil på halvmuren over stranden. Vi hilser, og hun spør', om vi er danske. Hun kan åbenbart ikke genkende os.

Jeg sætter mig på halvmuren, og vi får en sludder. Hun er kommet her gennem mange år og elsker stedet. Først kom hun her med sin mand, som altid blev syg og lå i sengen, når de var på ferie, og efter han døde, rejste hun med en ven. "Men nu er alle døde - de er alle døde", siger hun sørgmodigt og støder stokken mod flisen.

Hun spørger, om vi har fundet et godt sted at spise, og anbefaler en taverna i nærheden, hvor hun som regel selv spiser. Vi tager afsked og slentrer videre. På en bar får vi et glas hvidvin, men det er blæst op og trækker koldt, så vi går hjem.

Taverna Naxos da Angelo

Taverna Naxos da Angelo

Kl. 20 protesterer Helles bændelorm, så vi går det korte stykke hen til Taverna Naxos da Angelo, som den gamle dame anbefalede.

Hun sidder der faktisk selv med en halvspist pizza, da vi træder ind. Vi får et bord i den nedre region nær køkkenet. Menukortet er kun på italiensk, hvilket vi tolker positivt. Først senere opdager vi, at de faktisk også har et engelsk menukort.

Helle bestiller spaghetti con ragu (kødsovs) og derefter grillet tun. Jeg bestiller minestrone og til hovedret en grillet controfilletto, hvad det så end måtte være. Som contorni, tilbehør, får vi mixed salat og pommes frites. Helle er med på rødvin til sin tun, og jeg bestiller en af de dyrere (11 €) flaskevine, en Corvo D.O.C. Man kan få lokal karaffelvin, som er væsentligt billigere.

Tjeneren skriver koncentreret på sin blok, og det giver ham dybe panderynker. Han er meget korrekt, men stiv og ganske uden smil. Han er med garanti søn af huset, for oppe ved pizzaovnen står en yngre klon, og vi døber dem fjantet og ganske urimeligt Quasi og Modo.

De må slægte moderen på, for krofatter Angelo, der trisser rundt og hygger om gæsterne, ligner dem slet ikke og er smilende og venlig. På væggene hænger der professionelle og smukke fotos fra området, og fra køkkenet lyder støj og hektisk aktivitet.

Minestronen er formidabel med den duft og aroma, som kun friskkogt suppe har. Helles spaghetti er perfekt kogt, og ragu'en (kødsovsen) er koncentreret velsmag. Blandt gæsterne er der både turister og lokale.

En familie har medbragt en harmonika, som trakteres af en ung mand med fipskæg og viltert hår, samt en tamburin, som onkel (eller hvad han nu er) tager sig af. De spiller godt, og der er ikke noget med tiggergang i pausen.

Jeg får min grillede filletto og Helle sin tun; mørt og velsmagende. Den unge mand har spillet sig varm, og vores ældre nabo hjælpes ned ad trappen, så hun kan komme tættere på musikken. Stokken parkeres, og hun får sig en dans med den unge pige, der må være harmonikaspillerens søster eller kæreste.

Også i Giardini Naxos er der tamiler, som sælger langstilkede roser, og den gamle dame køber et eksemplar. Hun har kun en tyver og får kredit. Et stykke tid efter kommer en ny blomstersælger, og da hun stadig kun har en tyver, skrider værten, Angelo, ind og betaler, før blomstersælgeren bliver ubehagelig.

På et tidspunkt går den gamle dame og jeg ud for at ryge. Tjeneren stiller uopfordret en stol ud på fortovet, så madame kan sidde. Hun bemærker, at spillemanden er en sympatisk ung mand, og jeg svarer, at pigen, hun dansede med, da også er meget sød. "Nå - var det pigen, jeg dansede med?", svarer hun, og jeg bekræftes i min mistanke om, at det er så som så med korttidshukommelsen.

Omhyggeligt lader hun cigaretten brænde ud og putter filteret i en lille dåse med låg og forklarer, at det er for ikke at svine fortovet til. Tamilen, som gav kredit, kommer hen og spørger håbefuldt, om det er min mor, og går skuffet bort.

Vi får is. Der er intet som italiensk is! Helle får tartufo (trøffel), mens jeg får jordbær, da tjeneren har meddelt, at Macedonia (frugtsalat) er finito. Efterhånden er de eneste gæster den sicilianske familie, en enlig herre, den gamle dame og så os.

Musikken spiller, og vi runder af med kaffe, mandelvin og grappa, mens den enlige herre, som har en vis lighed med Omar Sharif, synger sentimentale italienske sange. Til afsked skænker Angelo et glas af husets specialitet, en mørk sød vin som dufter af mandler og rosiner.

Vi skal hjem og må hellere tage den game dame med. Jeg spør' Angelo, om hun har betalt. Han bekræfter og fortæller, at hun er stamgæst, hvorpå han spørger, om vi også bor på Pamar. Jeg gætter på, at han ellers ville have sørget for eskorte. Som det er, følges vi ad: jeg tripper arm i arm med den gamle, og Helle tager sig af stokken.

Vinden har lagt sig, og med jakkerne på er det slet ikke for koldt at sidde en stund på altanen. Aftenen er blæksort og stjerneklar. I bugten sejler en jolle rundt med en kraftig projektør rettet mod vandet. Gad vide hvilke fisk man blusser her?