Udflugt til Alcantara og Randazzo

Søndag den 23. april 2006

Op kl. 6.30 - vi skal på tur i dag, og bussen henter os klokken 8. De sidste unge mennesker er ikke gået hjem fra lørdagens festligheder endnu, og buschaufføren må dytte hårdt og længe for at få fjernet en personbil, som henslængt holder i vejen.

Udover den norske guide, som har vagten, er der fire andre Startour-piger med "i civil". De skal nok lære turen, for der tages flittigt notater undervejs.

Gole dell'Alcantara

Gole dell'Alcantara
Etna
Grøntsager på markedet i Randazzo
Pølser og andre lækkerier på markedet i Randazzo

Vi kører gennem den smukke Alcantaradal og gør holdt ved slugten, Gole dell'Alcantara. For 3 € hver får vi lov at kravle ned i slugten til det kolde vand, som fosser ned fra bjergene. Iført våddragt og hjelm kan man følge vandet et stykke op gennem slugten, hvis man har den slags lyster, og for de botanisk interesserede er der mange skilte, som forklarer og beskriver den lokale flora. Heldigvis kan man tage en elevator op.

De fleste får sig en forfriskning i stedets cafeteria, og så går turen videre mod Randazzo, en by for Etnas fod, hvor der hver søndag afholdes et stort marked. Vejret er usædvanlig klart i dag, og der tages et foto-stop på vejen, hvor der er frit udsyn til Etna.

Marked i Randazzo

Randazzo er en gammel by som aldrig er blevet ramt af Etnas lavastrømme, og når man ser de mange størknede lavafloder udenfor byen, er det intet mindre end et mirakel.

Søndagsmarkedet er stort - meget stort. Her sælges grøntsager, frugt, ost, slagtervarer, tøj, sko, tasker, smykker, isenkram og sikkert meget mere, som vi ikke ser.

Der er masser af mennesker, og det er næsten ikke til at komme frem eller tilbage. Jeg kan ikke udstå den slags og bliver lettere klaustrofobisk. Bortset fra madvarerne er det meste, af det som falbydes, sikkert også noget ragelse, men her er det måske min klaustrofobi, som gør mig negativ.

Helle ville gerne endevende samtlige boder, men mærker min stigende desperation og følger solidarisk med på en spadseretur gennem byens historiske centrum, hvor ældre kirkegængere promenerer i deres stiveste puds.

Et hornorkester i røde uniformer marcherer gennem gaderne henrykt anført af den rødhårede "landsbytosse". Foran kirken demonstrerer et hold karate-puslinger med gule bælter slag og parader, og tilskuerne, som sikkert er familie, klapper loyalt, mens forestillingen filmes til lokal TV.

Tilbage på markedet køber vi et par bananer, og damen undrer sig meget over, at vi kun skal have to, når der nu er tilbud på en mellemstor klase. Ved en af slagterboderne bliver det også til et stykke pancetta, den gode italienske bacon der ikke er pumpet med vand, og hvad ved jeg.

Oste m.m. på markedet i Randazzo Udsigt fra piazza i Randazzo Kirke i Randazzo
Klik for større billede

Vi går tilbage til bussen, og lidt efter lidt kommer de øvrige passagerer dryssende. Der snakkes ivrigt om, hvad man har købt.

Vinsmagning hos Torrepalino

Ikke langt fra Randazzo besøger vi kooperativet Torrepalino, hvor man fremstiller Etna-vine: hvid, rød, rosé og spumante.

Bønderne kommer med deres druer, som vejes og får målt sukkerindholdet. Druerne strippes med moderne maskiner og gæres i store rustfri ståltanke i kælderen, som er gravet ud i de game lavalag. Vi bliver vist rundt på den ret store virksomhed, og vi skulle have taget jakker på, for der er hundekoldt i kældrene og på lageret.

Smagningen er fornem med et lækkert opbud af brød, oste, pølser, oliven, soltørrede tomater m.m. Jeg kan godt lide deres hvide vine, som er friske med god syre, men deres røde vine er for syretunge for min smag og mangler krop.

Deres bedste rødvin koster 10-15 € (alt efter årgang) uden fordyrende mellemled, og det er den slet ikke værd - for 75 kr. kan man få langt bedre vin hjemme i Superbrugsen. For at vise vores gode vilje køber vi dog en hvid til 5 €, som altanen hjemme i Naxos nok skal få has på.

Det må være vin fra dette kooperativ, oberst Piemonte omtaler som Siciliens bedste i Jan Guillous roman "Øje for øje", hvor helten Hamilton laver ravage på Sicilien (Modtryk, 4. udgave, 1. oplag 2000, p. 375). Smag og behag.

Mandelkager i Linguaglossa

Sidste korte holdt gøres i Linguaglossa, hvor vi smager nogle temmelig søde mandelkager hos en lokal bager. De smager noget i retning af vores hjemlige kransekage, men er sødere.

Da vi steg ud af bussen og gik over gaden til bageren, holdt en bil tilbage og blev ramt bagi af en anden bil. Nu står de og diskuterer. Ham, der blev ramt, forsøger vist at tørre nogle gamle buler af på den nye synder, men det hopper den anden ikke på: han kører forsigtigt helt op mod kofangeren for at demonstrere, at han umuligt kan have lavet de andre buler, og springer derpå ud og fotograferer situationen. Hav altid et kamera i bilen!

Da vi når Taormina, er de fire ekstra-guider, som ikke er på arbejde, klattet i søvn, og det er flere af de øvrige passagerer også.

Eftermiddag og aften i Giardini Naxos

Hjemme i Giardini Naxos er strandpromenaden fyldt med lokale, som spiser is, går tur og snakker med naboer og bekendte. Helle tager sig en siesta, mens jeg går ned på Internetcaféen. Jeg er hjemme kvart over fem og sætter mig ud på altanen.

Nu er strandpromenaden et sandt mylder af mennesker, og især overfor isforretningerne er halvmuren tæt besat. Biler og motorcykler kører forbi i en lind strøm. Det er en meget smuk dag, og der er næsten havblik. Alligevel er der småkøligt på altanen, som er i skygge på denne tid af dagen.

Vi slapper af i lejligheden, og jeg bladrer lidt i Startours informationsbrochure. En reklame for en restaurant siger bl.a. (og jeg oversætter fra engelsk):

"Typisk fiskerestaurant vi serverer frisk fisk hver dag, forskellige fisk og skaldyr og sågar levende hummer."

Tak skal du ha' - levende hummer slår sushi med flere længder!

Den gamle dame igen

Klokken otte forlader vi lejligheden for at gå hen på Taverna Naxos. Nede på gaden kommer jeg i tvivl, om jeg huskede at låse døren, så jeg tager elevatoren op igen.

Døren er selvfølgelig låst, men nu står den gamle dame og spør', om jeg vil låse hendes dør - lyset er lidt dunkelt, og hun døjer med at finde nøglehullet. Jo det kan jeg da godt - jeg er skam ekspert i at låse døre - men jeg spør' alligevel, om hun nu er sikker på, at hun vil have låst?

Først på ugen var der jo to dage i træk, hvor låsen drillede, så hun ikke kunne komme ind, og der måtte ringes efter hjælp. Netop derfor har hun ikke låst døren siden. Det har hun tydeligvis glemt alt om.

Hun spørger koket, om jeg ved, hvor gammel hun er? Jeg er ikke i humør til at flirte og gætter på 83, hvilket hun lidt surt retter til 84. Det var heller ikke pænt af mig at ramme så tæt på. Hun er dog ikke mere fornærmet, end at hun lader mig holde dørene, så vi kan følges ad ned på gaden.

Aften på Taverna Naxos

På Taverna Naxos er vi blandt de første gæster, og det er også en god strategi i dag, for i løbet af en halv time er der fyldt op med primært lokale gæster. Helles appetit er ikke voldsom, og hun bestiller nudelsuppe og grillet tun. Jeg bestiller minestrone og kalveruller, som er en anden siciliansk specialitet. Hertil salat, vand og en karaffel lokal hvidvin.

Nudelsuppen serveres med revet parmesan til at drysse med. Helle siger, at suppen er lidt tam, men i orden. Minestronen er en himmerigsmundfuld og tyk af grøntsager, aroma og velsmag.

Helle får serveret to skiver sværdfisk, og da tjeneren umiddelbart efter kommer forbi, fanger jeg hans opmærksomhed og siger, at vi havde bestilt tun. "È tonno" siger han afmålt og haster videre.

Vel er det ej tun - det er og bliver sværdfisk - men da vi ikke har medbragt udstyr til DNA-analyse, resignerer vi, inden maden bliver kold. Sværdfisk smager jo også udmærket. Mine kalveruller er tynde skiver kalvekød rullet om en sart krydret fars. De smager glimrende, men får ikke så mange stjerner som minestronen.

Hvidvinen er en oplevelse i særklasse: den er uklar og hvinende sur, og det kunne være den, De Gyldne Løver havde i tankerne, da de skrev omkvædet med "Det smager som rævepis og terpentin, men det er billigt og…"

Skulle du falde ind på det udmærkede Taverna Naxos, anbefaler jeg kraftigt, at du holder dig til flaskevin! [Note 2013: Vi har senere smagt husets hvide igen, og da var den okay, så måske var det bare en uheldig årgang, vi fik i 2006.]

Vi trænger hverken til kaffe eller dessert og slipper med 32,7 €, netop som gademusikanterne med den falske guitar stiller sig truende op. Hjemme åbner vi Torrepalinos Etna-vin, og ovenpå Angelos fæle fusel er det ren nektar.