Klosteret i Cefalù

Ved domkirken i Cefalù er der et kloster, som stammer tilbage fra 1160 - 1170, hvor normannerne regerede på Sicilien. Indgangen er til venstre for domkirken, når man ser denne forfra.

Søndag den 16. maj 2010 begynder kirkeklokkerne at ringe kl. 7:35, så man skulle tro, at der var ildløs, men de stopper brat igen. Det blæser så kraftigt, at de fleste mursejlere er grounded, og havet larmer voldsk.

Klosteret åbner kl. 10, men er lukket da vi kommer kl. 10:10. Vi står lidt ubeslutsomme og glor, og så kommer en mand og låser op. Det koster 3 euro pr. person at komme ind.

Klostergården

Nu havde vi ikke læst noget om stedet først, så vi forventede os alt fra klosterkolde munkeceller til urtehave, bibliotek og vinkælder, og derfor blev vi skuffede.

Det eneste, man kan se, er nemlig en firkantet klostergård med højt græs og en halvvissen palme i midten. Klostergården har engang været omkranset af en søjlegang, men i dag er der kun søjlegang på de to sider.

Det seværdige er åbenbart søjlernes kapitæler. De er udhuggede med relieffer, der forestiller Adam og Eva, Noah, der fylder arken, krokodiller der bider griffer i rumpen og lignende opbyggelige motiver.

Der er bestemt elegance over buerne mellem søjlerne, og det er sikkert guf for kendere, men for kulturelle barbarer som os er det rent "gab!"

Fotografering er forbudt, men jeg tager alligevel ovenstående billede for at få lidt for pengene.

Jeg har ikke dårlig samvittighed, for i Italien er "forbudt" et elastisk begreb. Hvis man mener det alvorligt, skal det mindst være "meget forbudt". Vi vælger at betragte de 6 euro som en donation til restaureringen og går igen.

I et hjørne af gården lå en død due. Måske har den kedet sig ihjel. Hvis du vil læse en seriøs og passende respektfuld artikel om klosteret, er der en på Best of Sicily (på engelsk).