Museet i Cefalů - Museo Mandralisca

Baron Enrico Piraino di Mandralisca (1809 - 1864) blev født i Cefalů på Sicilien, og han stiftede museet i Via Mandralisca 13 nær domkirken. Museet har åbent daglig fra 9-19.

Baronen har sikkert haft for mange penge og for lidt at lave. Han har i hvert fald brugt sin tid og en del penge på at samle de mange effekter, som i dag er udstillet på museet.

Billet til Museo Mandralisca

Han har haft et bredt interessefelt, for samlingerne omfatter kunst, oldsager (keramik), antikke mønter, udstoppede dyr og fugle, sneglehuse, konkylier og et bibliotek.

Vi gik let hen over sneglehusene og de udstoppede fugle, men møntsamlingen med mange gamle græske (sicilianske) mønter var ret imponerende. Baronen må virkelig have været om sig!

Gamle græske vaser og keramik kan også være flotte sager. En del af samlingen er fra de Lipariske Øer nord for Sicilien, hvor grækerne også slog sig ned, da de koloniserede Sicilien og det sydlige italienske fastland.

Kunstsamlingen er blandede bolsjer, men rummer dog ét værk, som frem for noget andet har gjort samlingen kendt, nemlig "Portræt af en ukendt mand" af den sicilianske maler, Antonello da Messina (1470).

Portræt af en ukendt mand

Portræt af en ukendt mand

Det siges, at Antonello opfandt "trekvart-portrættet" (eller hvad det nu hedder på kunstsprog), hvor man ser ansigtet sådan lidt skråt fra siden i stedet for i profil eller en face.

Efter jeg har læst om fyren, kan jeg forstå, at han vurderes som en temmelig betydningsfuld maler.

Portrættet fanger en skælmsk personlighed, og vi kunne godt lide det. Jeg kan også godt lide, at man kan finde den slags på mere ydmyge steder end Louvre o.l.

Da vi forlod museet, dryppede det, og mens vi ledte efter paraplyer, stoppede en gruppe amerikanske turister op i den smalle gade.

Guiden forklarede på texansk, at i dette lille museum befandt sig et maleri, som kunne få en hædersplads i verdens fornemste gallerier, og at det kun kostede en 5-6 euro at komme ind.

Når noget er så billigt, kan det umuligt være interessant, må de have tænkt, for de fortsatte alle.

Vi syntes nu, det var en ganske sjov og interessant oplevelse, og så gjorde det ikke spor, at billetten kun kostede 5 euro.

Baronen ligger i øvrigt begravet i Palermo.