Sicilien 2011, fredag den 20. maj

Sidste dag i Siracusa

Det er sidste dag i Siracusa. I går var en dovnedag, hvor vi bare nød livet uden at foretage os andet end at slentre rundt, drive og spise. Dette bliver endnu én af slagsen, og i morgen går turen videre med tog til Giardini Naxos.

I banken

Vindue i Siracusa
Klik for større foto

Første mål er banken på Piazza Archimede. Vi vil have vekslet nogle af vores tyvere til mindre sedler, for mange tjenere og ekspedienter jamrer sig, når de skal op med byttepenge.

Store Bededag er næppe helligdag i Italien, for banken er åben. Et skilt på glasdøren forkynder "No cash", men mon ikke det kun er uden for åbningstiden? Man kan sgu' da ikke drive bank uden penge!

Jeg trækker et nummer. Der er en 3-4 stykker før mig, og det går ikke hurtigt. Jeg står midt i lokalet og føler mig videoovervåget. I et kontor ude bagved sidder en mand og stempler papirer med et rytmisk tjok-tjok, tjok-tjok, tjok-tjok.

Omsider bliver det min tur, og jeg skruer smilet på, da jeg beder om at få vekslet mine tyvere til tiere og femmere. Damen bogfører omhyggeligt transaktionen på sin skærm og tager så et bjerg af femmere op af skuffen.

Hun har kun femmere, siger hun. Jeg er lige ved at spørge, om tiere er ved en anden kasse, men behersker mig - femmere er perfekt. Hun lægger sedlerne parvis på skranken og tæller højt: Dieci, venti, trenta osv. til cento (hundrede).

Jeg siger: "Grazie mille!" og mens jeg maser seddelbundtet ned i tegnebogen, siger jeg konverserende, at det ofte er et problem med byttepenge. Hun lyser op, sender et smil tilbage og siger: "Yes, difficult change!".

Videre

Supermarkedet i Via Cavour sælger et par fornødenheder og giver tilbage på en tyver. Fra marinaen slentrer vi langs vandet ud på den anden side af Fonte Aretusa.

Det sker ikke så sjældent, at folk spørger mig, om jeg vil tage et billede af dem med deres kamera. Det er nok mit spejlreflekskamera, der udsender kompetente vibrationer.

Denne gang er det tre sicilianske teenagepiger, der gerne vil fotograferes sammen på kajkanten, og de fniser, da jeg besvarer deres "Thank you" med et smilende "Prego," som er italiensk for velbekom.

Helle ved Fonte Aretusa
Klik for større foto

Man kunne besøge akvariet ved Fonte Aretusa, men når man har været på markedet, har man vist set de fisk, der er. Vejret er skønt. Der er varmt uden at være for varmt, brisen er som et kærtegn, himlen er blå og havet ligeså. Hvor er det smukt!

Vi sidder op mod en time på Cafè del Mar med hjernebølgerne i alfa-mode. Vi har det skønt i parasollens skygge, mens vi skuer ud over havet og betragter turisterne, som defilerer forbi. Derefter hjem til frokost.

Vi går nedenom sydspidsen og op ad Via Salomone, og her hilser vi på overtjeneren fra Osteria da Mariano. Han er ved at låse en yderdør og bor her åbenbart. Han er i hvid arbejdsskjorte - frokostgæsterne kalder.

Aftentur

Efter siestaen grovpakker vi og går aftentur. På Cafè del Mar får den venlige tjener lov at servere en aperitivo. Vi går hen til Osteria da Mariano for sidste gang. Velkomsten er hjertelig, og det anviste bord er fjernt fra dørens træk. Måske fordi vi reserverede i går.

Vi bestiller antipasti og lam med appelsinsalat. En ung mand i hvid skjorte og sort vest ser lidt fortabt ud. Han må være ny tjenerelev, for han er glad, når han får noget at bestille, og skærer brød med stor entusiasme.

Mariano svæver over vandene. Mens jeg er ude at ryge, lægger han en hånd på Helles skulder og siger stolt til nogle andre gæster, at det er fjerde gang, vi er her i denne uge. Helle retter det til femte, selvom "cinque" [tjinque] er svært at udtale. Det udløser et ekstra skulderklem.

Husets dolce (karamel med sesamfrø og kandiseret ingefær) kommer på bordet. Vi får opklaret, at den søde ledsagevin er en moscato. Senere sætter overtjeneren grappaflasken på bordet med ordene: "Self service". Så, nu skal vi vist hjem!

En sidste stille stund i mørket på tagterrassen og så i seng. Jeg sætter telefonen til at ringe 5:45. I morgen går turen nordpå til Giardini Naxos.

Afslutning

Det har været nogle afslappede dage i Siracusa, og det har vi nydt. Historisk er det en fascinerende by, men det er jeg gået let hen over i min beretning.

Vi er sprunget over adskillige seværdigheder som katakomberne, det græske teater m.m., men vi skulle jo gerne have lidt til gode næste gang.

Ikke sandt?