Onsdag den 16. maj 2012

Markedet i Siracusa

Espresso på tagterrassen kl. 7. De eneste lyde er pibende mursejlere og syngende fugle. Termometeret siger 17 grader. Man kan se en stump hav og et virvar af hustage. Adskillige huse forfalder med huller i taget og gabende vinduesåbninger.

Der er en lille gratisbus på Ortigia, men der står ingen og venter ved stoppestedet, og vi kan ikke huske minuttallene. Så vi spadserer til Piazza Duomo og derfra ad en omvej til markedet, der ligger tæt på broerne til fastlandet.

Omvejen fører os forbi en stribe gamle palazzi. I disse imposante huse residerede magten, den herskende klasse. Det er uvist, hvem der bor der i dag, men forfaldet er tydeligt flere steder: Facader skaller af, og der er revner her og der.

Sprøde grønne asparges Fisk på markedet i Siracusa Blæksprutter
Klik for større foto

Markedet er en eksplosion af farver og lyd. Fiskehandlerne skråler deres tilbud ud og forsøger at overdøve hinanden. Hvorfor gå på akvarium, når man kan se et bredt udsnit af Middelhavets sortiment her?

Der er små fisk og store fisk, muslinger som spytter vandstråler og snegle, som prøver at stikke af med hus og hjem. Ved nogle boder renser de søpindsvin, som skulle være en delikatesse, hvis man kan lide jod. Østers til 8,5 euro kiloet er billigere end venusmuslinger, mens lokale blåmuslinger fås for 2,5 euro/kg.

Boderne bugner af friske grøntsager. Der er dynger af tomater i mange sorter, spæde bønner og sprøde asparges, der er kirsebær og jordbær, og der er grøntsager, vi ikke kender.

Vi stopper ved en bod, hvor indehaveren er ved at løse verdenssituationen efter Berlusconi. Da han snapper efter luft, fanger jeg hans opmærksomhed. Han griber en pose, men da jeg beder om 6 stilktomater, smider han den hånligt fra sig og vender tilbage til verdenssituationen. Her sælges ikke stykvis!

En venlig dame intervenerer på mine vegne og reformulerer min bestilling til et halvt kilo, og kilo er et sprog, manden forstår. Jeg får godt og vel et halvt kilo og må slippe den fyrstelige sum af 80 cent.

Længere henne indfanges vi af ostemanden, vi skal smage hans sicilianske pecorino. Jeg syntes bestemt, han sagde noget med "cavallo," men om den er lavet på hoppemælk, eller om han blot beskrev donorfårets lykkelige opvækst på familiegården, står hen i det uvisse.

Osten har en fyldig og aromatisk smag, som lever længe i mundhulen. Vi lader os lokke, og jeg prøver ikke at prutte om prisen - stykket er så rigeligt 8 euro værd.

På tilbageturen passerer vi resterne af det gamle Apollontempel, og i Via Cavour handler vi lidt i supermarkedet. Nu er jeg træt i fødderne og dikterer retræte til hjemmet, hvor der skal slappes af.

Herunder en kort video med det gamle græske Apollontempel i Siracusa fra dengang byen var en stormagt.

Hos Teresa i Via S. Teresa

Hos Teresa i Via S. Teresa

Koste på altaner

Senere går vi en tur langs vandet. Uvist af hvilken grund har Café del Mar lukket, så vi slår os ned hos Teresa i Via S. Teresa. Hun er Michelinmandens kvindelige pendant og driver en lille restaurant med 3-4 borde, som står på gaden op ad muren til en nedlagt kirke.

Der er tydelige spor af nedfalden puds fra muren samt indtørret duelort, som vel kommer fra taget. Vi får en karaffel hvidvin og vand, og på et tidspunkt rammes mit vandglas af noget unævneligt fra højderne.

Jeg lægger tobakspungen oven på vinglasset for at undgå en værre skæbne, og vi tømmer karaflen akkompagneret af to skravlede misser, som miaver til hinanden, og tonerne fra Mozarts klaverkoncert nr. 21, som flyder ud fra Teresas lille butik.

Af og til kommer Teresa ud fra butikken, scanner bordene for nye gæster og skælder ud på de biler, som kører gennem hendes restaurant.

På Osteria Mariano

Gyden med Osteria Mariano

Værten sidder ved et bord uden for døren og nipper til nogle oliven og andet godt. Han rejser sig, giver hånd og slår ud med armen. Vi deler to slags pasta, penne med pistacie-pesto (må det være) og penne i en ricottabaseret sauce med mandelmel.

Da pastaen er sat til livs indledes forhandlingerne om hovedretten. Vi spørger til fisk, og tjeneren remser op, at vi kan få sværdfisk, sardiner, blæksprutte, dorado eller polpo (mixed). Vi vælger dorado, og på tjenerens forslag skal fisken grilles.

Da fisken ankommer, er tjeneren fuld af hændervridende undskyldninger. Kokken, det fjols, har dampet fisken i havvand i stedet for at grille den, men det er vældig godt, og er det i orden?

Dorado dampet i havvand

Det er helt i orden, og fisken er rigtig lækker: Smagfuld, med slip-let-ben og så ligger den i en salt, tomatiseret sauce med cherrytomater, kapers og oliven. Mums!

Bedst som vi bagefter sidder og fordøjer husets dolce (sesamkaramellen og den kandiserede ingefær), dumper tjeneren i forbifarten en overskåret cornetto med creme. Det var ikke, hvad vi trængte mest til, men man har vel skam i livet, som kan fortrænges og give plads.

Som sonoffer springer vi kaffen og grappaen over.