Søndag den 20. maj 2012

Slentretur i Siracusa og kontaktbesvær

Formiddagsturen går langs vandet fra Fonte Aretusa til marinaen. Et mellemstort krydstogtskib ligger ved kajen, og bikere er samlet til træf. Hvor deres motorcykler dog larmer!

Vi følger vejen op langs ruinerne af det gamle Apollontempel. Udgravningen er ikke så dyb, højst et par meter, og vi sammenligner med det antikke Rom, som ligger langt dybere under mange meters affald.

Videoen nedenfor er et sammenklip fra Siracusas små gader, hvor du ikke møder så mange turister. Hvis du har en hurtig forbindelse, kan du med fordel klikke på det lille "tandhjul" i bundbjælken, vælge en højere opløsning og se videoen i fuld skærm.

På vej ud mod øens sydspids, hvor vi bor, gør vi afstikkere ad de små gader. Her hænger mindeplakater for afdøde familiemedlemmer. Vi ser også en hyggelig gyde med velholdte huse og tænker, at her ville være godt at bo, til vi ser det ildevarslende gadenavn: "Vicolo Ildebrando".

Altan med vasketøj Mindeplakat Skilt med gadenavnet Vicolo Ildebrando
Klik for større foto

Vi følger kystvejen, til vi er nær hjemmet, og går så tværs over øen, her hvor den er smallest. Målet er Café del Mar med espresso og havudsigt. La vita è bella!

Kontaktbesvær

I morgen skal vi videre til Giardini Naxos, så jeg ringer til Lorrie, vores værtinde, for at aftale det praktiske omkring ankomsten. En italiensk robotstemme fortæller, at nummeret ikke eksisterer eller er utilgængeligt.

Jeg slår det først hen. Lorrie kan jo være i kirke eller sådan noget, men da jeg prøver senere med samme resultat, bliver jeg en anelse bekymret - vi har jo betalt forud! På nettet finder jeg hendes fastnetnummer, men det svarer hun heller ikke på. Jeg indtaler en besked og sender også en e-mail.

Nogle timer senere modtager jeg en SMS. Lorrie vil hente os på stationen kl. 12:30 og undskylder det med telefonen. Det går nu op for mig, at det ikke var et telefonproblem, men et nummerproblem: Der var en tastefejl i det mobilnummer, hun havde sendt mig.

Solnedgang over Porto Grande
Klik for større foto

Senere grovpakker vi og går så ned og nyder en aperitivo på Café del Mar. Selvom der er overskyet i dag, er der lunt og lækkert uden vind. Vi nyder at sidde i stilhed og glo ud over vandet og på de turister, som defilerer forbi.

Den synkende sol sender sine stråler gennem skydækket og highlighter sejlbådene i Porto Grande. Smukt.

Sidste aften på Osteria Mariano

Vi bydes hjerteligt velkommen hos Mariano. Den sidste aftensmad i Siracusa bliver antipasta og spaghetti med havets frugter. Indtil flere turister (førstegangsgæster) snakker om husets specialdessert (sesamkaramellen og den kandiserede ingefær) og den vin, som serveres til.

Vi kunne godt fortælle, at vinen er en Moscato, men lad dem nu bare gætte og snakke. Mens vi venter på regningen, tager vi et ekstra glas. Det smager jo godt.

I morgen går turen videre til Giardini Naxos oppe nordpå, og hvis du vil med, kan du klikke her.