Gensyn med markedet i Siracusa

Den sicilianske sol er fuldt restitueret i dag og lever op til enhver reklame.

Vi vil gense markedet, dette farvestrålende orgie af grøntsager, frugt, fisk, skaldyr, ost, krydderier og hvad ved jeg, som holder til i en gade mellem havet og ruinerne af Apollontemplet.

Ifølge Massimo kører den lille gratisbus ikke mere, eller kun når det passer chaufføren, men det er ikke længere, end at vi sagtens kan gå. Større er Ortigia altså heller ikke.

Vi går frem og tilbage gennem markedet et par gange. Vi kan ikke se os mætte, og der er et leben og en råben, som du kan få et indtryk af på den video, jeg optog sidste år.

Auberginer Spatola Sværdfisk
Klik for større billede

Vi køber kirsebær til 3 €/kg, smagsbombetomater til 1,5 €/kg, en melon og brød. Et par uger senere ser jeg tyrkiske kirsebær til 120 kr./kg hos en dansk grønthandler. Suk!

Kvaliteten og priserne på markedet i Siracusa kan vi kun drømme om i DK. Man får en ubændig lyst til at købe vildt ind og lave mad i lange baner, men vi behersker os.

På øens modsatte kyst ligger marinaen, og vi går langs havet til Fonte Aretusa og derfra hjem. På vejen ser vi et af milliardærskibene på nær hold. Jeg gad godt plaske Middelhavet tyndt på sådan en skude.

Fonte Aretusa Yacht
Klik for større billede

Ud på eftermiddagen slentrer vi en tur i byens gader. Solvarmen kryber ind i hver en hudfold. Uanset hvilken rute vi tilfældigt vælger for sådanne ture, ender de som regel på Cafe del Mar med udsigt over havet.

Et italiensk par slår sig ned ved nabobordet. Hun bærer store solbriller og har påklistrede negleforlængere med mønster. De ligner kløer, men det er måske også meningen.

Fisk dampet i havvand - all'aqua di mare

Nær hjemmet ligger en ristorante med det prætentiøse navn, Ambasciata d'Ortigia, "Ortigias ambassade".

Den ser ikke så tosset ud og omtales pænt på Tripadvisor, så den får en chance. Det skal ikke nødvendigvis være Osteria da Mariano hver gang.

Menukortet er med små snirklede bogstaver i kursiv og er meget svært at læse uden lup. Den kvindelige tjener tror vist, at vores tøven skyldes sprogvanskeligheder og tilbyder sin hjælp på italiensk.

Der er ingen problemer med at bestille siciliansk antipasti, hvidvin og vand, men da jeg spørger til dagens fisk, må jeg alligevel give op over for de italienske artsbetegnelser bortset fra "spigola" (havaborre).

I hast arrangeres et fad med dagens fangst, og så er det bare at pege. Kokken bærer hygiejneturban, og vi høster et anerkendende nik, da jeg beder om at få fisken tilberedt all'aqua di mare.

Fisk dampet i havvand

Helle får spigola og jeg orata, som de fleste måske kender som dorado. Fisken er perfekt og rigtig lækker. Det med havvand skal man ikke tage bogstaveligt; kokken løb næppe de 50 meter med en spand, og det er nok bare meget salt vand.

Antipastoen var okay, men Osteria Marianos synes nu mere autentisk, når den absolut skal have prædikatet "siciliansk".

Prislejet var højere end hos Mariano, men med kassebon forventer jeg også, at de betaler skat. Der var intet at udsætte på måltidet, men vi føler os bedre tilpas hos Mariano, hvor maden får lov at tale for sig selv, og man ikke smisker for gæsterne.

Den gamle by er stille om aftenen, og man lader sig nemt fortrylle, når man går hjem ad de smalle gader.