Rejsen til Siracusa 2013

Ferien er kun få timer gammel, og vejret er allerede meget bedre. Sådan!

Vi skal til Siracusa på Sicilien. Turen går fra Aalborg via København til Rom og derfra videre til Catania.

Vi er omringet af en familie med verbal roskildesyge i flyet til København, men på turen til Rom er der ro. Vi får bagagen, tjekker ind ved Alitalia i terminal 1 og går gennem security for anden gang i dag.

Kontrollen virker lemfældig - fx vil ingen se mit boarding pass, men måske ser jeg bare for harmløs ud.

Der er tid til en pastafrokost, og 17:30 lander vi i Catania. Jeg havde glædet mig til indflyvningen med udsigt til Etna, men vi sidder i den forkerte side og ser først vulkanen, da flyet taxier ind mod terminalen.

Ankomst til Sicilien

I ankomsthallen venter Peppe med et stort skilt: "Bentzen". Udlejeren i Siracusa arrangerer taxikørsel fra lufthavnen for 60 €, og de penge er givet godt ud. Rutebil til Siracusa og taxi fra stationen ville koste omkring 40 € og tage væsentlig længere tid.

Peppe taler udmærket engelsk og fortæller, at vi skal bo et af de allerbedste steder i Siracusa, nemlig i den gamle by på øen Ortigia. "Det ved vi," siger jeg. "Vi har været der to gange før." (Se: Siracusa 2011 og 2012)

Det gør Peppe glad. Han er stolt af sin by, og det bedste er, når folk vender tilbage. Peppe holder en konstant fart på 120 på den glimrende motorvej, men på indfaldsvejen til Siracusa falder hastigheden til sneglefart pga. myldretid.

Tagterrasse
Klik for større foto

Efter en god time er vi fremme, og Massimo venter i lejligheden. Det er 3. gang vi lejer en lejlighed af Lilla og Massimo i Via Salomone 4, og denne gang har vi valgt den største og bedste.

Der er elevator, og lejligheden ("Prestige") er super med god plads og en dejlig stor tagterrasse, hvor der mageligt kan sidde 6 personer. Prisen er 75 €/dag, og det er særdeles rimeligt. Mere info om lejlighederne her.

Osteria da Mariano

Osteria Mariano

Lige om hjørnet ligger gyden, Vicolo Zuccala, med Osteria da Mariano, vores foretrukne spisested.

Det er en stor restaurant med mange rum, maden er lokal og til rimelige priser, og den bedste anbefaling er vel, at den besøges af mange lokale. Det tager lidt tid, før vi får bord, for de har travlt.

I samme lokale bænkes 11 solbrændte og vejrbidte mænd, som kunne være lokale. Helle gætter på, at det er et old boys hold, og det er nok godt bud.

Vi får siciliansk antipasti og dernæst supermøre lammekoteletter. Siden sidste år er der kommet et par unge tjenere, som taler lidt engelsk, men det går okay på italiensk.

Vi er rejsetrætte, og der går ikke mange sekunder, fra mit hoved rører puden, til jeg falder i søvn.