Første dag i Siracusa

Søndag den 10. maj

Du milde, hvor har jeg sovet godt!

Morgenkaffe på tagterrassen
Klik for større foto

Klokken er 8, og jeg sidder på tagterrassen med frisklavet espressokaffe. Godt jeg tog bønner med hjemmefra.

En stillits jubler, spurve pipper, duer kurrer og mursejlere piber, men ellers er her stille, og vejret er pragtfuldt.

Parasollen kommer op. Kl. 8:10 er der 28,6° i solen, og snart efter siger termometeret 30°. Det er noget, der dur!

Ved halv ellevetiden slentrer vi over domkirkepladsen og ned til supermarkedet i Via Cavour. Vi skal have brød og et par andre fornødenheder.

På vejen går vi gennem gyden, hvor Osteria da Mariano ligger, og overtjeneren hilser hjerteligt. Det er så som så med konversationen, for han kan ikke engelsk, og mit italienske er ikke på konversationsniveau. Jeg skal også lige varmes op.

Hos den lille købmand nærmere hjemmet køber vi 1½ liter vand og 2 liter vino locale for i alt 4 €. Det er ikke dyrt, men vinen i plastikflasken bliver med garanti heller aldrig anmeldt i Berlingske.

Mens vi ekspederes, står to betjente tålmodigt og venter på at få lavet en frisklavet panino med skinke og ost.

Hjem igen, ud på terrassen. I dag skal der ikke ske det store. Rejsen og strabadserne sidder stadig i kroppen.

Massimo kommer forbi og skifter et par pærer på terrassen. Det havde han nu ikke behøvet for vores skyld, men han og Lilla vil bare gøre det så godt som muligt.

Efter frokost holder vi en lang siesta, slapper af på terrassen og går så en tur. Det er lige til at overkomme.

Solnedgang over Siracusa

Der har været lidt tordenbulder og et par dråber, men vejret er klaret op igen, og på Cafe del Mar er der varmt i solen, som er på vej ned.

En hærskare af mennesker går mod øens sydspids, der er vist Luciaprocession, men det er senere end sidste år. Vi sidder så godt, at vi ikke gider følge med.

Osteria da Mariano

Ved ottetiden går vi ned på Osteria da Mariano, hvor vi bydes velkommen af Paolo. "Hvordan har I det?" "Tak, vi har det godt" osv. Småsnak på et sprog vi ikke mestrer.

Gyden med Osteria da Mariano i Siracusa

Om Paolo er ejer eller over-overtjener, står os ikke helt klart, men han svæver over vandene, byder stamgæster velkommen og hans bukselommer er restaurantens pengeskab. Han hjælper kun med at servere, når der er allermest travlt.

Vi får et bord, og tjeneren spørger straks: "Aqua - con gas o naturale?" Hvis man ikke skal have øl, er vand en selvfølge.

Vi får stedets antipasti ("due"), deler en spaghetti ("uno per due") med havets frugter og får derefter små lammekoteletter ("due") med appelsinsalat ("uno per due"). Hertil en karaffel ("mezzo" = ½) af husets solbrændte røde.

Det forvirrer mange, at man ikke automatisk får serveret tilbehør (contorni) til fx en bøf, men skal bestille det særskilt. Men det italienske system er bare genialt: Gæsterne kan sammensætte måltidet, ganske som de ønsker, og det er helt almindeligt at dele retter som i vores bestilling ovenfor.

Efter husets dessert (kandiseret ingefær og sesamfrø i karamelflager samt en sød moscato) beder jeg om limoncello.

Ind kommer en lille karaffel med en limoncello, som smager himmelsk. Den er knap så sød som de fleste købe-limoncelloer og smager mere af citronolie (skal).

Jeg spørger Paolo, om det er husets egen, og han svarer, at den er fra Siracusa. Vi tager mere end ét glas, betaler 50 euro + drikkepenge og går så hjem.

Det er relativt tidligt, men jeg er træt og går i seng. I samme øjeblik jeg lægger hovedet på puden, starter et fyrværkeri med bulder og brag. Det er nok afslutningen på Santa Lucia-processionen, men jeg orker ikke stå op.