Katakomberne i Siracusa

Onsdag den 13. maj 2015

Sidste år snakkede vi om at besøge Siracusas katakomber, men det blev ikke til noget, så nu skal det være.

Springvandet på Piazza Archimede

Vi spadserer ned til taxiholdepladsen før broerne til Siracusa, og chaufføren er omgående på pletten.

Starttaksten var vist 6,50, og han kører uden svinkeærinder til kirkeruinen, hvorunder der er ca. 10 km2 katakomber. Turen koster omkring 10,50.

Vi køber billetter 5 minutter i halv elleve, og den næste guidede tur er kl. 11. Vi venter i skyggen udenfor. Her er en lille have, og en mand er ved at rulle gul maling på murene og sig selv.

Turen starter præcis kl. 11, vi er en gruppe på ca. 13. Jeg bemærker, at guiden har en trøje over armen og tænker tilfreds på, at vi forudseende har taget jakker med i rygsækken.

Guiden fortæller på italiensk og engelsk, så vi fanger det meste, men ikke alt. San Giovanni katakomberne havde omkring 10.000 grave, som alle er tomme nu.

Sammenlignet med de katakomber, vi har besøgt i Rom, er gangene meget brede, og der er højt til loftet. Det hænger sikkert sammen med, at udgangspunktet var gamle, græske akvædukter. Der er en 5-6 gamle cisterner, og de blev lavet om til kapeller.

Her og der er der lys- og luftkanaler op til overfladen, og grækerne har vel også brugt dem som brønde.

Det er ikke fordi katakomberne ligger så mange meter under jordens overflade, men alligevel er der koldt - velsagtens omkring 8 grader - og vi er glade for jakkerne.

Bortset fra en enkelt dame med et sjal (og så guiden selvfølgelig) fryser de sommerklædte med anstand.

Guiden fortæller, at katakomberne også blev brugt som tilflugtssted under 2. Verdenskrigs bombardementer. Det gjorde de græske, underjordiske akvædukter i Napoli også.

De gamle grækere kunne det der med akvædukter, så det var ikke noget, romerne opfandt. De byggede bare de fleste over jorden.

Selvfølgelig har det været bøvlet at hugge sig vej i den underjordiske klippe, men det har samtidig givet byggematerialer, så helt tosset var det ikke, og man har sikkert haft slaver, som således kunne gøre nytte for kosten.

Den guidede tur tager en halv time, og det er rart at mærke varmen igen og putte jakkerne tilbage i rygsækken. Desværre måtte man ikke fotografere, og gruppen var så lille, at jeg heller ikke kunne snige mig til at tage et billede.

Vi spadserer de godt 3 (med omveje) kilometer hjem. Middagsheden er over os, så det gælder om at snige sig i skyggen.

Håndværkere

Når man har spist frokost, og middagsheden trækker i øjenlågene, er det rart at holde siesta, og vi ser ingen grund til et opgør med denne sydeuropæiske tradition.

Men i dag er det så som så med Ortigias ro, for håndværkere er i gang med at rejse stillads op ad muren til vores lejlighed, og samtidig bruger de flittigt en stensav nede på fortovet.

For at sige det uden omsvøb larmer de ad helvede til. Det forhindrer mig ikke i at lukke et øje, men søvn er umulig uden høreværn.

Det er ironisk at tænke på, at vi med ferien slipper for at være hjemme, mens håndværkere går amok i vores hus, og så er vi rejst ned til dette.

Okay, de bliver sikkert færdig med stilladset i morgen, og så kan man kun frygte, hvad de skal bruge det til.

Aften

Vejret er stadig pragtfuldt, og i det bløde aftenlys spadserer vi om til solnedgangssiden og får en aperitif på stedet ved siden af Cafe del Mar, hvor vinen koster en halv euro mere, men hvor den smager bedre, og der er mere i glasset.

Lampeskygge Aperitif Solen går ned på Sicilien
Klik for større billede

Herfra går vi på Osteria da Mariano. Der er langt færre gæster end i mandags, bortset fra udenfor hvor der er fyldt op ved de små, vippende borde.

Overtjeneren har fri i aften, og vi betjenes af en yngre, kvik fyr, som også kan lidt engelsk.

Vi bestiller antipasti med forskelligt fra havet og grillet dorado med appelsinsalat til hovedret.

Paolo siger et eller andet til ungtjeneren og peger på vores bord. Ungtjeneren siger, at det har vi bestilt til hovedretten, men gør så som ordret og stiller en tallerken med appelsinsalat, som vi sætter til livs, mens vi venter.

Antipastaen er 3 konkyliesnegle, friterede småfisk og rejer, babysprutter og blæksprutte i en god sur/sødsauce. Hertil for en gangs skyld en flaskevin til 13 euro, og den er ganske liflig med ferskenaroma.

Den grillede fisk er stor og flot, og vi nyder endnu en gang appelsinsalat som eneste tilbehør udover brødet. Vi får lov at holde pause, mens vi gør kål på det sidste af vinen, og så serveres husets dolce, den kandiserede, skarpe ingefær med sesamfrø i karamelflager ledsaget af en sød moscato.

Juventus og Real Madrid spiller, og fjernsyn og radio spiller med. Paolo spør', om vi vil have en grappa, og vi siger ikke nej tak. Grappaen er den sødlige variant, dvs. den smager ikke som afløbsrens, og den glider fint ned.

Vi tager afsked og går hjem. Et kort ophold på tagterrassen og så i seng. Jeg prøver at læse lidt, men øjenlågene vil ikke samarbejde.