Siciliansk klipning m.m.

Tirsdag den 12. maj 2015

Vi har en plan i dag: Vi vil til "fastlandet" og ose. Helle kunne finde på at købe noget musik, og jeg kunne bruge en tætningsring til espressokanden derhjemme - den slags reservedele er ikke nemme at opdrive i Danmark.

Vi hopper på den lille bus, som nu kører igen efter et par års pause. Denne gang mod betaling. Det er ikke indlysende, hvordan billetautomaten fungerer, men en venlig sicilianer hjælper mig.

Bussen er en af dem, der bare kører i ring på Ortigia og ikke over broen til Siracusa. Man skal vist være indfødt for at se forskel på dem, så vi kommer af et stoppested for sent, men der er ikke langt at spadsere.

Arbejdsløsheden må være stor, for bilerne kører næppe arbejdskørsel allesammen, og der er dæleme mange, trafikken er hidsig.

Her skulle man være parkeringsvagt på provisionsløn! Som det ses nedenunder, er fodgængerfelter ikke fredede.

Siciliansk parkering Dødsannoncer i Siracusa
Klik for større billede

Vi går nogle kilometer, og der er et hav af barer, cafeer, tøjbutikker, taskebutikker og så dem, der køber guld ("Compro oro"), men ikke skyggen af hverken isenkræmmer eller musikforretning, så vi returnerer over broen til den gamle by.

I går fandt vi en frisør i nærheden af marinaen, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at få tæmmet lokkerne, men først damper vi af med kaffe og vand på en restaurant. Her er dejlig svalt i skyggen. En skoleklasse får is og er som en sæk lopper. Da de går, lægger tjeneren dug på bordene, hvor de sad.

Klipning i Siracusa

Jeg går ind til frisøren, og Helle går hjem. En kunde er under behandling, så jeg sætter mig i venteposition.

Frisøren er max 1,70 høj, tæt af bygning og har en pastaprominent bue om livet. Ansigtet er furet. Han er mindst 65, men bruger ikke briller.

Han sludrer ivrigt med den ældre herre i stolen, men jeg fatter ikke et kvæk undtaget "euro" og så nogle tal. Det må være siciliansk, italiensk er det ikke.

Det bliver min tur. Porcelænshylden med den indbyggede vask under spejlet flyder med frisørværktøj, så jeg lægger kameraet på gulvet, ind mod væggen, og sætter mig.

Jeg undskylder mit dårlige italienske og forklarer, at jeg kun skal klippes, og at det er ca. en måned siden sidst. Jeg forklarer også, at når jeg tager brillerne af, kan jeg intet se, hvorpå han med to fingre spørger, hvor meget der skal af og foreslår "normale?".

Jeg gentager "normale" og siger, at han skal gøre, som han synes. Derpå tager jeg brillerne af og lægger min skæbne i de erfarne hænder.

Han bruger maskine til det grove i nakken og siderne og går derefter over til at bruge saks. Det går stærkt og rutineret. Jeg synes jo egentlig, at lyset er okay, men han roterer hele tiden stolen, så han kan arbejde i lysindfaldet fra døren og vinduet.

Det ville helt sikkert hjælpe med briller. Uden briller er der for lidt lys, når man når hans alder.

I dagens anledning får barberkniven nyt blad. Han befugter huden under hårgrænsen i nakken og under bakkenbarterne, og med en sprød, raspende lyd fjernes de ultrakorte stubbe, som maskinen ikke kunne tage.

Han lægger en beskyttende hånd for mine øjne og befugter håret let med en spray, før han med børste og hårtørrer former skulpturen. Det er vigtigt med fylde de rette steder, og skilningen får særlig opmærksomhed.

Han holder et firkantet spejl op, så jeg kan se mig selv i nakken, og siger: "Classico!". Jeg kunne nu nynne "Du gamle måne," men siger "Perfetto," og det var det.

En blød barberkost fjerner de sidste hår fra ansigt og nakke, og så er vi færdige. Jeg slipper med 10 euro og forlader salonen med et "arrivederci". Det kan jo være, jeg kommer tilbage om et år eller to.

Spaghettifrokost

Klokken er lidt i 12. Det er egentlig for tidligt til frokost, men der er ikke langt til det gode spaghetteria, Do Scogghiu, så jeg ringer til Helle og spørger, om hun er med på den idé. Det er hun, og vi mødes på domkirkepladsen.

Spaghetteria do Scogghiu

Herfra er der ikke langt, og i betragtning af tidspunktet er det ikke overraskende, at vi er de første gæster. Vi bestiller spaghetti "Modo nostro" ("vores måde") som er med en flødeagtig sauce med aubergine, pancetta (tørsaltet bacon) og kapers. Den er hverken farvestrålende eller fotogen, men den smager pokkers godt.

Tjeneren spørger, om han ikke har set os før. Jeg svarer, at det var i 2011, da han arbejdede på Da Mariano, selvom det måske er mere sandsynligt, at han husker os fra Do Scogghiu fra 2012-2014. Hvem ved.

Senere hører jeg ham snakke om det med en kollega i køkkenet, han er sikkert forundret over sin gode hukommelse.

Et selskab på 8 franskmænd kommer ind. De spørger, om der er et bord til 8 (huit), hvilket tjeneren besvarer ved at række fem fingre i vejret og sige "huit". Kosteligt.

Det er et underholdende show at overvære dem bestille. Tjeneren kan kun italiensk og en lille bitte smule engelsk, franskmændene kun fransk og en meget lille bitte smule engelsk.

Vi slutter af med citronsorbet, og da stedet underligt nok ikke serverer kaffe, beder vi om regningen og går hjem.

Siesta og aften på Vin d'assasain

Vi flader ud i skyggen på terrassen, og ved sekstiden går vi ned på promenaden. Cafe del Mar har lukket, så vi sætter os ved naboen, og det er ikke et dårligt skifte. Ganske vist koster vinen en halv euro mere per glas, men der er mere af den, og den smager meget bedre.

Solen går ned, og det er smukt. I aftenmørket slentrer vi hen til Osteria da Mariano, men ak og vé, der er lukket. De plejer ellers at have åbent alle ugens dage, og vi havde stort set planlagt menuen.

I stedet går vi hen til den franske bistro, det er ikke langt. De har plads. Menukortet er skrevet med kridt på en bærbar tavle, forretter på den ene side, hovedretter på den anden. Det er sikkert meget chickt, men det er dæleme svært at læse deres kragetæer.

Helle får forårsruller med gedeost og honning til forret, jeg en crêpe med grøntsagsfyld og lidt pancetta i tern. Til hovedret får Helle en ribeye med roquefort-sauce og jeg en entrecote med pebersauce. Hverken originalt eller italiensk, men kødet er af en god kvalitet og perfekt stegt.

Vi er stopmætte og slutter af med en sød og mild grappa til mig og en limoncello til Helle. Efter lokale forhold er det ikke billigt. Vi kommer af med 88 et eller andet - det kunne man spise for to gange hos Da Mariano, men der er regningen selvfølgelig også bare en håndskrevet lap papir.