Sidste dag i Ortigia

Søndag den 17. maj 2015

Vejrudsigten lover byger og torden, og morgenhimlen er da også grå og svanger. Men der falder ikke en dråbe hele dagen. Solen bryder igennem i glimt og får efterhånden mere og mere magt.

Vejret er faktisk fortrinligt til tagterrassedriveri, og bortset fra en tur til købmanden bevæger vi os ikke ud før hen under aften. Der bliver læst nogle sider i e-bøgerne, og vi pakker det, som kan pakkes inden mandag morgen.

Ved 18:30-tiden slentrer vi over ti Lungomare Alfeo. Cafe del Mar har lukket, så vi prøver lykken på Lavatoia, som vi forlod forleden pga. sløv service. I dag går det bedre, der er ny besætning.

Tirader på flamsk

Ved nabobordet sidder et ægtepar i 50'erne, og konen bebrejder manden for mange ting på et gurglende sprog, som må være flamsk af en art. Manden får på puklen i én lang tirade. Du må, du skal, du må, du skal, også selvom ...".

Hvad det er, han må og skal selvom, forstår vi ikke, men det er ikke så lidt og ville kræve flere A4-sider. Han sidder som en klippe, og lader det regne.

På et tidspunkt siger jeg til Helle: "Giv hende da noget mere vin ..." og minsandten om ikke han gør det. De får endnu et glas rødvin, men det kalder ikke smilet frem, tværtimod begynder hun at græde.

Måske fortjener han møgfaldet, hvem ved, men det er pinligt med den slags for åbent tæppe, og en fandens måde at bruge ferien på.

Afsked med Da Mariano

Paolo byder os velkommen på Osteria da Mariano, og vi får et godt bord indenfor. Vi bestiller pasta. Penne med ricottasauce (?) og mandeldrys samt spaghetti med ansjos og brødkrumme, en specialitet fra Siracusa.

Til hovedret skal Helle have lammekoteletter, og jeg fennikelpølse. Hertil en insalata mista og en appelsinsalat.

Italienernes måde at bestille mad på og sammensætte, som man ønsker, overgår alt. Man kan gøre fuldstændig, som man vil, menuen er kulinariske legoklodser. Vi deler fx de to slags pasta, og vi deler salaten.

Fra kl. 21 og frem bliver der rigtig travlt. Det myldrer ind med kunder, og andre venter ude i gyden for at få bord. Tjenerne løber, og hvordan må det ikke være i køkkenet?

Vi får husets dolce, og på et tidspunkt lykkes det også at bestille to limoncello og en regning. Travlheden til trods bliver der tid til at tage afsked med Paolo, og den søde, unge pige råber: "Alla prossima!".

Hjem i seng - i morgen skal vi tidligt op, for turen går videre til Giardini Naxos.