Til stationen i Siracusa

Lørdag den 16. maj 2015

Vi spadserer til stationen for at købe billetter til på mandag. Så skal vi ikke stå og trippe mandag morgen, hvis der er kø.

Sukkenes Bro i Ortigia
Mod Piazza Duomo

I fjor gjorde vi det samme, men da gik vi - ahem - noget af en omvej, så denne gang har jeg forberedt mig med Google Maps, der også kan fortælle, at der er 2,1 km fra hjemmet i Via Salomone til stationen.

Det er ikke meget, men vi får alligevel varmen. Billetsalget er åbent, men det er nemmere at kommunikere med automaten. Den har fået et nyt og høfligere program, for hvor den i fjor sagde: "Pay NOW!" siger den i år noget i retning af: "Please insert money by the green lights."

Turen tilbage er endnu varmere, selvom vi går i adstadigt tempo. Over broen drejer vi til venstre og går på markedet. Vi køber et par humpler pecorino og får dem vakuumpakket til hjemturen.

I en sidegade til markedet nyder vi en espresso og vand. 3 € er en rimelig pris. Delikatesseforhandleren i Via Cavour har lukket søndag, og da det er det eneste sted, vi har set kandiseret ingefær, er det nu, der skal handles.

I vinduet kan vi se, at ingefær hedder "zenzero," men damen forstår mig ikke, bare fordi jeg lægger trykket på anden stavelse i stedet for første. Gudskelov kan man da stadig pege.

Det er endnu for tidligt at spise frokost på Do' Scogghiu, så vi går ned til marinaen og får endnu en kaffe. Her er dejlig svalt, så vi får dampet helt af, før vi indfinder os på spaghetteriaet.

Frokost på Do' Scogghiu

Blikfang Spaghetteria do Scogghiu

Vi er de første kunder, men det gør ikke noget. Helle får spaghetti carbonara og jeg Norma. Tre ældre sicilianere indfinder sig og bænkes ved bordet, hvor værten residerer. De indfødte bruger ikke menukort, men krydsforhører tjeneren og sammenstykker menuen i dialog.

Vi har en mistanke om, at de koger spaghettien lidt blødere til turister som os, men ellers er det godt som altid. En citronsorbet giver friskhed i mundhulen, og vi går hjem.

Foran domkirken sidder knægten som sædvanlig og spiller harmonika, og et brudepar danser foran kirken. Det må være varmt. Solen står så højt, at skyggen kravler i ly under skoene.

Vi passerer letsindigt gennem gyden med Osteria da Mariano. Paolo vinker og vil trække os indenfor, men jeg afværger frokost og bugudspiler nr. 2 ved at sige: "Ci vediamo sta sera" - vi ses i aften. "Alle otto?" spør' Paolo, og jeg svarer "Si". Så er der bestilt bord.

Hjemme er det siestatid, derefter tagterrassedrivetid, indtil det bliver aperitiftid. Vi går forbi de overfyldte affaldscontainerne, hvor man kan sortere, og derfra direkte til Cafe del Mar.

Aften

Himmel og hav, Siracusa

Der er overskyet, så det er ikke en aften til at beundre solnedgang, men vi har e-bøgerne med og er på Da Mariano kl. 8.

Appetitten er ikke voldsom, men vi klarer en antipasta og så polpette af babyfisk. Det er ikke fiskefrikadeller af fars, men fint snittet fiskekød. Det er en let og overkommelig sag, og nu kan jeg skrive "babyspiser" på mit CV.

Ved et af nabobordene sidder en enlig, asiatisk kvinde med en flaske aqua naturale og en tallerken med store rejer. Hun er rank, og med kniv og gaffel befrier hun elegant rejerne for deres rustning. Ingen fedtede fingre her!

Før hun går, fylder hun en medbragt vandflaske til randen fra flasken, hun ikke har tømt.

En finsk familie med et spædbarn og en pige på 4-5 år gør deres entré. De er ikke voldsomt larmende, men dominerer alligevel og forstyrrer i nogen grad freden.

Efter den obligatoriske kandiserede ingefær og sesam i karamel slutter vi af med limoncello.

Da Mariano har nok outsourcet limoncellofremstillingen til en lokal citronsnedker, for den har skarpere smag og duft af citronolie end de fleste kommercielle produkter, der ofte er lidt for søde.

Vi tager afsked og går hjem.