Klaverkoncert i Siracusa

Flygel
Klik for større foto

Rundt omkring i byen er der plakater, som bebuder ASAM's musikarrangementer. ASAM står for Associazione Siracusana Amici della Musica og har eksisteret i 54 år.

Søndag den 30. april er der klaverkoncert i en nedlagt biograf i Via G. Torres, kun fem minutters gang fra hjemmet, og det er fint med en kulturel forret, før vi finder en restaurant.

Når jeg siger nedlagt biograf, er det ikke kun fordi, det ligner en nedlagt biograf - på programsedlen står der: "Salone Carabelli (ex cinema lux)".

Det koster 10 € at komme ind, det halve hvis du er under 26 eller over 65. Det er der nogen, der er - der er vel ca. 50 publikummer.

Italienere evner at være skødesløst velklædte og elegante, og det skal nok passe, at de er det folk i Europa, som bruger den største procentdel af lønnen på tøj.

Klaverkoncert

De formår også at signalere noget om sig selv med valget af påklædning. Det gør vi vel alle, men med forskellig grad af bevidsthed og kunnen.

For eksempel er der den italienske herre på ca. 65 med korte, grå skægstubbe. Han er iført mørke bukser, kort, brun læderjakke og blåt halstørklæde samt alpehue i samme blå farve. Han sender kraftige signaler om "kunstnermiljø".

Publikum er mest lokale, og mange kender hinanden, må man slutte af de mange kindkys. Vi er dog ikke de eneste turister. Jeg hører nogle amerikanere, og et asiatisk par foran sidder, som var de siamesiske tvillinger og salen biografmørk.

Pianisten er Daniele Costa, en ung fyr på 20-21 år. Han er fra Catania, begyndte at spille som otteårig og har allerede præsteret en hel masse iflg. hans musikalske CV på det lille program.

Første del er Beethovens Sonata in do minore, op. 111 nr. 32, anden del Schumanns op. 13 sluttende med Allegro brillante. Måske det siger dig noget.

Jeg husker ikke at have hørt nogen af delene før. Jeg sidder med en fornemmelse af, at den unge mand har valgt nogle meget svære stykker for at demonstrere sin tekniske kunnen, men det kan være uretfærdigt at indtolke hans unge alder.

De siamesiske tvillinger går før ekstranummeret. Ekstranummeret annonceres ikke, men er meget smukt. Debussys "Regn" eller noget i den retning tror jeg, men min musikalske database har mange og store huller.

Der er krummer i den knægt, og ifølge det lille program spiller han også violin på højt plan.

Jeg kan godt lide tanken om, at unge mennesker får mulighed for at bruge deres talent, hvis de vil, og især da når det kan være berigende for alle os middelmådige.

Koncerten slutter ca. 20:30, og man skulle tro, at det var planlagt til den bedste spisetid.

Næste koncert er den 7. maj, men da er vi rejst videre.

Vi går rundt om hjørnet. Tjeneren på Osteria Casa di Carlo står i døren, og restauranten er næsten tom. Alligevel spørger jeg, om de har et bord til to. Det har de.