Tirsdag den 21. september 2010

At lave ingenting er slet ikke kedeligt

Jeg gad ikke tage en morgendukkert i dag. Medvirkende hertil var, at der blæser en frisk vind. Det er rart, nu hvor solen har fået magt, men i morges var det for koldt.

Parti fra havnen på Telendos Fiskerskur og nationalstolthed
Klik for større foto

Vi sætter os på bystrandens halvmur med et tamarisktræ som ryglæn og læser. En kollega ringer og undskylder, men lokummet brænder: der er problemer med at starte den store cementovn.

Problemet kan have flere årsager, og det er ikke nemt at analysere pr. telefon, men jeg giver et par bud, og så må vi håbe, der er gevinst.

Vi dapper hen til George's og får et par colaer siddende i stole, som er mageligere end halvmuren. En smut ind om minimarkedet og så hjem til en rengjort lejlighed.

Vi fordriver tiden på balkonen, og ved firetiden er jeg nede for at bade. Aftentur på strandpromenaden og så en ouzo på Oddysseia.

Fuldmånen stiger op over Kalymnos' bjerge og gør mørket blåligt. På den anden side, i Myrties, kører en bil med blinkende gule lygter systematisk fra vej til vej. Det må være en saltbil, bliver vi enige om. De har nok varslet under 23 grader i nat.

Grillet fisk og skak hos George's

Der er velbesøgt hos George's, og vores bord er reserveret. Der står "Today's Catch" på menuen, og Nikos kommer ud med to fisk på et fad med is: flotte, fede og sølvglinsende. Jeg foreslår, at vi får dem med salat til, men med salat tænker Nikos på forret og foreslår i stedet små blæksprutter fyldt med ris, krabbe o.a.

Det lyder og smager godt. Oversiden af min calimari er dog stegt/grillet så meget, at den er fuldstændig umulig at skære - som viskelæder.

Grillet fisk
Klik for større foto

Fiskene er perfekt grillet og meget lækre. Det er nogle ordentlige krabater, som fylder det meste af den store tallerken. Hertil serveres kartofler, som vi ikke gør større indhug i, samt store grønne bønner og gulerodsskiver. Selvfølgelig er der også en halv citron til hver.

Ved et nabobord sidder to tyskere og spiller skak. De tager sig meget god tid, og det ser venskabeligt ud med snak om stillingen ind imellem. Før hovedretten driver nysgerrigheden mig hen for at kigge, og de spørger, hvad jeg mener om stillingen.

Hvid har klar fordel i det opståede slutspil, men de spiller begge upræcist, selvom de virker som habile klubspillere. Vi ser ikke slutningen, som i sandhed er langtidsstegt, men hvid har stadig gevinst. Det gik nok med fælles hjælp, og jeg tøjlede min lyst til at gribe ind.

Vi får noget der minder om ris a la mande til dessert og så kaffe plus stjerner. Regningen inkl. de to colaer fra i formiddags lyder på 28 euro.

Der er stjerneklart. Vi har ikke rigtig lavet noget i dag, men at lave ingenting er slet ikke kedeligt.