Sidste dag på Telendos

Sidste dag før vi skal videre til Kos. Jeg vågnede kvart over fire og har ikke sovet rigtigt siden. Øv!

Kl. 7:15 støder jeg til Helle ude på balkonen. Det blæser igen i dag, og der er lidt koldt. Man bliver hurtigt forvænnet. Der skal mere end én kande græsk kaffe til, hvis jeg skal blive mig selv i dag.

Betaling og valutaforvirring

Før vores formiddagsspadseretur går vi til Annas hus for at betale. Så skal vi ikke tænke på det i morgen. Anna taler i telefon, så jeg holder mig høfligt på afstand og simulerer interesse for den visne vegetation.

Klik for større foto.

Anna bliver hurtigt færdig med sin samtale. Det var manden i Australien, fortæller hun. Han har søgt arbejde i tre måneder, og nu har han fået en stilling som kranfører. Hun byder os indenfor i det lille køkken. Der er et lille bord, og vi får en stol hver, mens Anna bliver stående.

Vi udveksler høfligheder og siger nej tak til kaffe - vi har jo lige fået morgenmad. Jeg disker op med fem af de store sedler. Vi har brugt aircooleren, og 12 gange 40 euro giver 480.

Anna kigger på sedlerne og spørger, om det er engelske penge. Jeg siger: "Nej, det er euro" og læser så: "Danmarks Nationalbank" - øh, jeg er kommer til at tage fem danske hundredekronesedler i stedet for euro. Det er altså også de der nye sedler!

Jeg spæner tilbage til lejligheden, bytter sedlerne til lokal valuta og vender tilbage. Helle og Anna pludrer, og der står et glas med noget, som mest af alt minder om lunken risengrød med kaneldrys. Det er lidt vammelt, men vi spiser tappert.

Anna roder inde ved siden af for at finde den tyver, jeg skal have tilbage, og så dukker hun op med gaver. Helle får et fint lærredsnet med olivenmotiv og et diskret "Telendos" påtrykt. Jeg får en rosenkrans - sådan en græske mænd nulrer og slynger i den ene hånd dagen lang.

Anna fortæller, at hun medio oktober tager ud til sin mand i Australien. Det er for besværligt at bo på Telendos om vinteren. Der er koldt og blæsende, og uden for sæsonen skal man helt til Pothia for at købe ind. Der bor kun en 20 - 30 stykker om vinteren, og det er mest fiskere.

Hun fortæller også, at der er strejke i Athen, men ved ikke, hvem der strejker. Skidt, hvis de strejker i lufthavnen, vender vi tilbage, siger vi.

Vi går ud til bystranden og sætter os i skygge på halvmuren, men det bliver hurtigt for koldt for Helle, der sidder i vindsiden, så vi lister tilbage til familiestedet og får en cola. Resten af dagen går med ingenting, hvilket for mit vedkommende er Plutarchs Cæsar-biografi.

Sidste aften på George's Restaurant

Ved sekstiden får vi lyst til at røre os (!) og spadserer en tur før ouzoen på Odysseia. Der er en anelse overskyet, så solen får ikke farverne til at spille helt så højt som normalt.

Nikos har dækket vores yndlingsbord. Vi har smugkigget på tavlen med Today's Special, og jeg når at sige til Nikos, at vi gerne vil have kyllinge-/porresuppe.

"Ah, nu har du ødelagt det hele!" siger Nikos med forstilt ærgrelse.

Han har åbenbart sat sig for, at han nok skal bestemme. Menuen er for turister og den slags! Han kommer dog med kyllinge-porresuppe, så det var nok hans plan alligevel. En lækker flødefed kyllingesuppe med masser af kylling, porrer og champignons. Mums, den smager godt!

Til hovedret kommer han med en enkelt udseende ret: klumper af (utrolig mørt) oksekød i en kraftig sauce. Vi kan ikke rigtigt identificere nogle krydderier bortset fra hvidløg - det hele er simret sammen til en smagsmæssig syntese. Hertil serveres kartofler og ikke andet. Helt enkelt.

Der er selvfølgelig meget mere, end vi kan spise, og da Nikos rydder af, spørger jeg ham igen, hvornår han lærer at servere børneportioner. Det gør ham dog ikke noget, at vi ikke kan spise op - han er glad, bare vi kan li' det.

Foran os sidder et dansk ægtepar. Jeg kan godt kalde dem ældre, for de er ældre end os. Herren er ikke tilfreds med sin grillede sværdfisk. Han synes ikke, den er gennemstegt over det hele.

Han surmuler, mens konen trøster og tager affære, så han får en ny. Det kræver megen tålmodighed fra konens side at lokke ham ud af skumlekrogen, men det lykkes vist til sidst.

Nikos stiller uopfordret en dessert foran dem, og den glider fint ned, kan jeg se. Herren spørger, om de kan få et par græsk kaffe, selvom de har betalt, og det kan de selvfølgelig.

Isen får vi også at smage. Den er lækker og smager kraftigt af pebermyntegele og pebermynte-chokoladestykker. Jeg havde frygtet en af Nikos' cremekagebomber og er lettet - isen glider uhindret ned, og det gør ingen skade, at der nu også er kommet kaffe og Metaxa.

Nikos slår sig ned, og vi sludrer. Hvis han kunne, ville han tage til Australien den dag i morgen. Han længes efter lønarbejdet, hvor han har fri, når han har fri. Der skal kun et par stimulerende spørgeord til at få ham til at fortælle om arbejdet i Australien, og ind imellem må konen råbe: "Nikos!", når han forsømmer sine pligter.

Da jeg fortæller, at det er sidste aften, vil Nikos ikke høre tale om regning. Han troede, vi først rejste på lørdag, fordi vi ankom en lørdag. Jeg siger: "Please!" med et bedende tonefald og får lov til at slippe en tyver. Nikos spørger, hvornår vi skal af sted og siger, at det er bedst, hvis han bestiller taxien.

Hjemme på balkonen sidder jeg en stund og nyder fuldmånen og stjernerne. Der er tyrkisk inspireret jammermusik henne fra On the Rocks, som har græsk aften. Folk falder for det med "Spis alt hvad du kan". Vi betaler langt mindre end tyve euro hos Nikos og kan alligevel ikke spise op.

Godnat.