Onsdag den 15. september 2010

Store badedag

Solen slipper Kalymnos' bjergtoppe og kaster sin kærlighed på Telendos. Jeg drikker den sidste kaffe og går til stranden nord for "byen", hvor promenaden kantes af tamarisktræer og en halvmur.

Stranden ved Telendos' by
Klik for større foto

Vi var ikke ude at bade sidste år på Telendos. Vores sarte fodsåler kunne ikke forliges med stenene, men nu har vi købt badesko. Nu skal det være!

Jeg sætter mig på promenadens halvmur og misser ud over strædet mellem Telendos og Kalymnos. Der er en blå dis, og vandet glitrer i modlyset. Lidt ude vipper en forankret sejlbåd med rødt skrog, og en knaldgul gummibåd gynger som en ælling ved agterstavnen.

Vandet er roligt med små bølger. Jeg får badeskoene på og brillerne af. Uden briller er alt konturløst, så jeg går forsigtigt ud i vandet, der som altid føles køligt ved første kontakt. Det når hurtigt til midt på lårene - passende svømmedybde i ukendt farvand.

Jeg står lidt og lader som om, jeg kan nyde udsigten uden briller. Viljen skal lige mobiliseres, før jeg dykker ned. Jeg har stranden for mig selv, men nogen kunne jo kigge.

Det forventede chok udebliver. Dette er ikke Vesterhavet, hvor hudens sensorer lammes, og man uvilkårligt snapper efter vejret. Nej, vandet føles lunt med det samme. Favnende.

Det er skønt! Jeg svømmer frem og tilbage og smager saltet på læberne. Vandet er meget salt. Det svier i øjnene, så salt er det. Jeg føler mig ét med elementerne og kunne ligge længe på ryggen som en havodder og føle suget fra den blå-blå himmel.

Men jeg vil ikke forurolige Helle ved at blive for længe væk. Forfrisket går jeg hjem og skyller mig i letsaltet vand fra bruseren, og så er det tid til morgenmad.

Den morgendukkert kunne godt blive et ritual.

Fortiden på havbunden

Ved firetiden går jeg derned igen, og denne gang har jeg lokket Helle med. Det har været en frydefuld dag med flittig dyrkelse af dovenskaben. Telefonen vækkede mig fra siestaen, og da jeg satte mig ud på balkonen kl. 14:30, var der 37,5 grader i skyggen, så man kan godt trænge til at blive svalet af.

Før et kraftigt jordskælv i 500-tallet var Kalymnos og Telendos landfaste, og hvor strædet er i dag, var der dengang en driftig by. Det skriver en antik historiker, og i turistlekturen står, at man på dage med klart vand kan se rester af både huse og søjler.

Det ligger mig fjernt at antyde, at turistindustrien drysser eventyrstøv ud over deres beskrivelser, men selvom vandet er krystalklart, ser vi ikke andet end tang, sand og natursten.

Det kunne ellers have været spændende at finde en Medusa med tanghår eller bare et lillebitte potteskår, men det arkæologiske held er ikke med os. Det kan jo også være, at vi bader uden for den gamle bymur. Hvor den så end var.

Den er nok ikke så nem at finde i dag efter ca. 1500 år, og trods ihærdig søgning har jeg ikke fundet nogen beretning med substans om undervandsarkæologiske fund eller observationer i strædet mellem Kalymnos og Telendos.

Jeg vil læse den med stor interesse, når den dukker op, og det gør den jo nok, for der er ingen grund til at betvivle, at der var et meget voldsomt jordskælv i år 554 eller deromkring.

Vi tørrer vandet af os og børster sandet af tæerne. Vi fandt ingen oldtidslevn og så alligevel. Sandet og vandet er ældre end menneskeheden. Et molekyle i dråben på min næsetip har måske flydt i Kleopetras tårer eller i Sokrates' bæger med skarntydesaft.

Det kan ikke afvises. Historien er nærværende overalt og er ikke kun monumenter.

Grisefest

På George's Restaurant vælger vi bord i 2. parket. Jeg føler mig lidt kuldskær og har taget trøje på. I dag prøver Nikos ikke at camouflere flaskevinen ved at hælde den på karaffel, men sætter bare flasken på bordet. Det er en græsk rødvin lavet på Shiraz og Grenache; pudsigt nok på klar flaske.

Friterede fetaboller
Klik for større foto

Vi bestiller friterede fetaboller til forret. Til hovedret bestiller Helle svinekød i timian og honningsauce, mens jeg falder for en flæskeroulade med kylling og bacon i svampesauce.

Et læs turister kommer ind med færgen, og en af dem spørger Nikos om vej til "On the Rocks". Nikos peger og siger, at de bare skal følge promenaden. Det er nemt at vise vej, når der kun er én vej.

Der er græsk aften med mad og musik på On the Rocks. Spis hvad du kan for 20 euro. Det er ikke dyrt, men hvis jeg skulle spise for 20 euro på George's, skulle jeg til udpumpning.

Fetafritterne er lækre, og det er hovedretterne også, men der er langt mere, end vi kan spise. Min flæskeroulade er så stor, at der hjemme ville være aftensmad til os begge i to dage.

Ved bordet foran os sidder et ældre tysk ægtepar. Det er vores nye naboer. Ikke bare på Georges' Restaurant, men også på Seaview. De får også grisefest, men er bedre til at sætte til livs end os.

På et tidspunkt spørger de Nikos om bussen til Pothia. Nikos ved, hvorfra den kører, men kender ikke tiderne. Her er Deres udsendte så i stand til at assistere.

Nikos ryster på hovedet, da han ser de ikke spor sørgelige rester på vores tallerkner, og beslutter egenrådigt, at han vil pakke det ind, så vi kan få det til frokost i morgen. Vi orker ikke at protestere. Vi ved, at det ville være omsonst.

Nikos kommer uopfordret med to store stykker chokoladekage (støn!), kaffe og Metaxa. Jeg er glad for, at min krops forsvarsmekanismer sagde stop i tide, da den stod på gris.

Regningen lyder på 28 euro, og med tanke på Nikos' jongleren med tal i går lægger jeg 32 og siger, at 30 minus 2 giver 28.

Nikos i Australien

Nikos har lyst til at snakke og slår sig ned. Jeg spørger ham, hvad han arbejder med, når han er i Australien om vinteren, og han fortæller, at han arbejder i byggeindustrien. Han er sjakbajs for et team af grækere, der støber beton - typisk fundamenter.

Egentlig er han træt af det hårde arbejde med restauranten på Telendos. Det er knoklen fra tidlig morgen til sen aften, og der er knap tid til familieliv. Men der er ikke noget alternativ; regningerne skal jo betales.

Jeg spørger, hvorfor han ikke bare arbejder heltids i Australien, og han forklarer, at det har skattemæssige årsager. Hvis han kun er der i 7 måneder, slipper han med at betale 2 - 3000 i skat, mens han måske skulle betale 20.000, hvis han var der hele året.

Det er jo en begrundelse, der er til at forstå, men det er barsk, at man skal rejse til den anden side af kloden for at klare dagen og vejen.

Vi slentrer hjem og sætter os på balkonen. Der lyder græsk musik i det fjerne. Det må være fra den græske aften på On the Rocks. Musikken er lidt sørgmodig og har noget tyrkisk jammer over sig. Der er ikke meget Zorba-sprudlen og glæde, skønt det jo nok er det, de fleste turister forventer.

Vi lukker døren til den græske aften og går til ro.