Mikes om tidernes ugunst

Mandag eftermiddag ser jeg Mikes skrå over "plænen" iført shorts, stråhat og solbriller. Vi skal af sted i morgen, så jeg kan lige så godt få det med betalingen ud af verden.

Havudsigt fra Seaview Studios Seaview Studios
Seaview Studios. Klik for større villede.

Jeg går ned og banker på den lave dør. Mikes lukker op og byder mig indenfor. Vi klarer det med betalingen, ni nætter à 35 euro, og får så en sludder.

Jeg spørger, om Anna stadig er i Australien, og det er hun. Hun døjer med armene efter mange års hårdt arbejde. Hun får nu forskellige behandlinger og kan så være sammen med børnene.

Så denne sommer er det Mikes og kusinerne, der holder Seaview kørende i stedet for Anna. For Mikes er det nærmest ferie, men om 14 dage er det slut; så tager han tilbage til Australien for at arbejde.

Vi får os en lang snak om tidernes ugunst, og skønt Mikes taler om forholdene i Grækenland og Australien, lyder hans synspunkter som et ekko fra Danmark.

Det hårde arbejdsliv

Mikes arbejder som kranfører i offentligt byggeri, og det er hårdt. Ofte er det seks dage om ugen langt ude i den australske bush, og tempoet er dræbende.

Kan man ikke følge med, eller er man uvillig til overarbejde, er det ud af klappen, og det kan være svært at følge med, når man som Mikes er 56 og har fysiske skavanker efter et langt arbejdsliv.

Han og Anna har knoklet både i Australien og Grækenland i mange år. Fra de var otte år gamle, arbejdede de, når de ikke var i skole.

Og så er der skatten i Australien - sidste år betalte han 45 % i skat af det, han tjente.

"Og hvorfor?" - spørger Mikes og giver selv svaret, som han ser det:

"Det er alle de irakere, libanesere og tyrkere. De gider ikke arbejde, men de får børn, og så skal vi betale deres børnepenge over skatten."

Det ødelægger også de unge mennesker. De ser, hvor let det er ikke at lave noget og bare hæve checken, og så siger de: "Hvorfor skulle vi arbejde, når det er så nemt?"

"Det går den forkerte vej, og hvis ikke vi passer på, står der 10 kinesere, som vil lave mit arbejde for en brøkdel. Så det gælder om at dukke nakken, knokle og ikke brokke sig, for ellers får du sparket, og hvem vil så hyre en mand i min alder?"

Mikes og jeg er lige gamle: 56.

Om den græske regering

Bitterheden mod den græske regering er også stor. Den hæver pensionsalderen, men hvordan skal sådan nogen som ham holde, til de bliver 70? Mange af hans jævnaldrende er allerede døde, siger han og tager sig til hjertet.

Mikes' holdning er klar: En pensionsalder på 70 kan gå for dem, der altid har siddet på deres flade røv og ikke lavet en skid, men folk med fysisk arbejde er slidt op eller døde, inden de bliver 70.

Mikes har problemer med det ene knæ og tager nogle skridt i den lille stue for at vise, hvordan han nogle gange må halte smertefuldt op ad trapperne. Han er også blevet døv på højre øre af larmen på byggepladserne.

"Hvordan skal man bruge ørepropper og kunne høre walkie-talkien på samme tid?"

Da Mikes var ung, havde han op til tre jobs i Australien på én gang. Det kan han ikke klare mere, og han er glad for, at han og Anna byggede Seaview, da de havde lagt lidt penge til side. Det er en lille sikkerhed i alderdommen.

For hvem ved, hvad den korrupte regering finder på næste gang? Måske de helt fjerner folkepensionen! "De har allerede skåret folk ned i løn til noget, de ikke kan leve for," siger Mikes.

Men han har alligevel et godt humør og et muntert smil. Trods skavankerne er han ikke sådan at slå ud. Hans forældre bor på Kalymnos, og i morgen tidlig skal han køre faderen til hospitalet.

"Hvis ikke vi ses, så lad bare nøglerne sidde i døren, og I er velkommen tilbage any time!" - slutter Mikes, og vi stikker på næven.

Efterspil

Dagen efter ankommer Mikes med færgen, som skal sejle os til Kalymnos. Stående på molen griber han Helles kuffert i et snuptag og løfter den op over rælingen. Det kunne jeg ikke have gjort.

Han bobler af godt humør, og vi tager afsked endnu en gang. Vi er altid velkomne, forsikrer han. "Maybe next year?"

Ja, måske. Telendos går i blodet.