Daseferie og grillet fiskLige som det bliver min tur til at gå i bad, svigter strømmen. Godt jeg nåede at få kaffe! Jeg økonomiserer med de sidste dråber varmt vand, og da jeg har skyllet mig i næsten koldt vand med svigtende tryk, kommer strømmen tilbage. Vi gentager morgenturen fra i går til øens nordlige side. Vinden er frisk, og solen har endnu ikke formået at brænde skyerne væk. Hist og her ser man rester af mure eller fundamenter, som må være menneskeskabte, men at gå så vidt som at kalde dem ruiner er nok en smykkende overdrivelse. Ved titiden bryder solen igennem, og vi vender snuden hjemefter. Der er strømsvigt igen, men elektriciteten vender tilbage kl. 10:30, hvilket aircooleren annoncerer med et "Biip".
Vi driver den af resten af dagen indtil 18:45, hvor det er tid at gå til udsigtspunktet for at se solnedgangen. Der ligger dog tætte skyer i horisonten, så solen gør ikke meget væsen af sig. Grillet fisk hos George'sNikos står i køkkenet i dag og har en venlig skotte, John, til at servere. Sønnen skal starte på en videregående uddannelse (elingeniør) på fastlandet, så hele familien undtaget Nikos er rejst for at få knægten indlogeret, hvor han skal bo de næste 3 - 4 år. Vi bestiller en karaffel med husets hvide, taramosalata (rognsalat) til forret og sea bass (havaborre) til hovedret. Det hjemmebagte brød og rognsalaten kommer forholdsvis hurtigt. Taramo'en er god. Til brødet er der en letflydende ansjos/hvidløgspasta med pikant smag. Der er pænt besøgt, og Nikos har travlt i køkkenet, som normalt er konens domæne. Nikos dukker op en gang imellem og virker stresset. Han vil helt klart hellere gå og hygge om gæsterne og er ikke i træning bag komfuret. Det er nok disse omstændigheder, som gør, at der går temmelig lang tid, inden vores grillede fisk står på bordet. Fiskene er store, flotte og velsmagende, men de er grillet lidt til den tørre side, og det var nok aldrig sket med mor i køkkenet. En fiskesuppe serveret ved et af nabobordene bekræfter min mistanke om, at vi nok fik en luksusudgave i går, men suppen glider fint ned, kan jeg se. Den lille rød-hvide killing fiser rundt og vækker moderfølelser hos damerne, og John prøver forgæves at skræmme en lavstammet hund væk. Den fjerner sig, men vender tilbage, så snart John er ude af syne. Vi bestiller græsk kaffe og siger til John, at Nikos ved, hvordan vi vil ha' den ("Nikos knows"). Det er sort til mig og med en smule sukker til Helle - eller "small sugar", som vi har hørt et par gange. Kaffen ledsages uopfordret af to store Metaxa. Nikos knows. Travlheden stilner af, og Nikos får tid til at sludre med gæsterne. Vi får en rudimentær regning, hvor der ikke figurerer drikkevarer. Jeg runder op til et kompromisbeløb ("drikkepenge til John"), og så har ingen tabt ansigt. Hjemme nyder vi en stund på balkonen og kigger stjerner. Hvor er her stille!
|
