Endnu en stille dag på Telendos

Ha! Mit kaffevand når lige at komme i kog, før strømmen svigter. Det må blive en god dag!

Efter det kraftige blæsevejr i går, hvor alt kliprede og klaprede, skoddede vi vindue og dør til, og det gav ro i nat. Der er en frisk vind nu, men den har ikke længere kulingstyrke.

Telendos ligger badet i morgensol, mens Myrties og Massouri ligger i bjergskygge på den anden side af strædet.

Fra udsigtspunktet over Hohlaka Beach
Fra den kristne nekropolis
Gederne æder ikke alt
Klik for større foto

Morgenturen går til den træbevoksede halvø på Telendos' sydspids. Hohlaka Beach ligger i læ i dag, og vores naboer sidder på stranden og læser. Vi går dog ikke ned ad den stejle trappe til stranden, men følger højderyggen mod syd, hvor der er en flot udsigt og svimlende fald ned til havet.

Den gamle kristne nekropolis må være de få spredte og faldefærdige stenhytter. Havde det ikke været for skiltet, kunne det have været hytter, som kunne give ly til hyrder og geder.

Halvøens spids er lukket fra med et ståltrådshegn. Det er nok snarere for at holde styr på gederne end for at forhindre os adgang. En buk står ved lågen, og vi ser ingen grund til at bevæge os ind på hans territorium.

Overalt på øen, hvor der ikke er plantet træer (fyr/pinje/oliven/tamarisk), er der lav strid vegetation i totter og buske. Der er mange tidsellignende planter, og jeg formoder, at de overlevende vækster er dem, gederne ikke vil æde. Survival of the fittest og ikke et ondt ord om Darwin.

På havnefronten sætter vi os i skyggen af et træ, og Helle bliver ven med en ung flot fyr af en hankat, som snart falder i søvn i hendes favn. Så er vi ligesom nødt til at blive siddende lidt.

Der er en del passagerer med færgen kl. 11 og heriblandt en flok klatrere, som er nemt genkendelige på deres oppakning med reb og hjelme.

Jeg forstår ikke, hvorfor de kommer så sent. Solen vil være på sit højeste, før de er fremme ved de klippevægge, de vil lege fluer på, men hvis de klatrer på de nordvendte klippevægge, er der selvfølgelig skygge.

Vi siger hej til Nikos, da vi passerer George's Restaurant og går hjem. Resten af dagen går med driverliv.

5. aften på George's Restaurant

Familien er stadig på fastlandet, og skotten John serverer igen, mens Nikos står i køkkenet.

Vi bestiller flamberet ost til Helle og tomatsuppe til mig. Derefter oksekød med gigantbønner i tomatsauce med vin og rosmarin. Hertil husets røde + vand.

John misforstår og tror, vi vil have ouzo. Han spør', om det skal være med is, og jeg, der jo tænker på vand, svarer: "Bare en flaske." En herlig misforståelse, som John heldigvis fanger.

Den ældre svensker sidder på sin vante plads i 1. parket til højre. Der står et skilt med "Reserveret" på hans bord. Han har været her hver aften bortset fra i går, hvor det måske blæste for meget - han tager færgen herover. Helle mener at kunne huske ham fra sidste år, og han kunne godt være typen, der vender tilbage år efter år.

Et hold klatrere kommer med deres rygsække. Det er dem, der ankom med færgen i formiddags, og de ser helskindede ud. Endnu et hold klatrere støder til, så de nu er 14, og der arrangeres et stort bord nærmest huset.

Nikos flamberer osten Oksekød med limabønner
Klik for større foto

Helles ost flamberes med stort ceremoniel af Nikos. Osten er i et støbejernsfad på en stor bakke, og Nikos har tilstrækkelig flamberings-ouzo, til at jeg når at tage et billede.

Osten er god, lyder meldingen fra Helle, og jeg får en smagsprøve. Osten er mozzarella-agtig og smager egentlig ikke af så meget, og det er nok derfor den dryppes med citronsaft og flamberes i ouzo.

Tomatsuppen er god og rigelig, og vi får hver et stort hvidløgsbrød. Hovedretten serveres i en lertøjspotte med låg. Det er klumper af, åh, så mørt oksekød med limabønner i en kraftig tomatsauce med vin og rosmarin. Kødet går i stykker, blot man pirker lidt med gaflen, og bønnerne har suget velsmag fra den gode sauce.

Nikos har en dame til hjælp i køkkenet, men han og John har alligevel meget travlt pga. de mange gæster. Vi bestiller græsk kaffe, og den ankommer i to tempi: først Metaxa, og senere (da køkkenet får tid) kaffen.

John kommer forbi og sætter to store stykker chokoladekage: "Nikos siger, at I ikke bliver fede af den." Pyha, det var ikke lige det, jeg trængte mest til, men for skams skyld får jeg presset det meste ned.

Klatrerne får også Metaxa på huset, og det ene hold løber for at nå færgen 22:30. Der var nu ingen grund til at løbe - færgemanden sejler ikke, så længe han kan se, at der er folk på vej.

Jeg be'r om regningen, og Nikos sætter sig udmattet ved vores bord. Han er hærget af kampen i køkkenet og har pletter på skjorten.

Han glæder sig meget til i morgen, hvor familien kommer hjem, og fortæller længselsfuldt, at hans plads er blandt gæsterne og ikke bag komfuret. Nikos tæller sammen, og vi får allernådigst lov at betale en rudimentær regning uden drikkevarer.