Et græsk driverliv man godt kunne vænne sig til

En ven på vejen
Klik for større foto

Morgenturen går til den sydlige halvø og den lille sandstrand, som ligger herude.

Det er groft sand med småsten. Vandet er lavt, og der er sandbund det første par meter. For at komme ud, hvor der er dybt nok til at svømme, skal man over stenbund. Vi bliver inde på soppedybde.

På vejen tilbage til "byen" ved middagstid hilser vi på øens æsel, og på havnefrontens restauranter sidder der turister med kaffe, cola eller øl. Snart får restauranterne frokosttravlt.

Vi går hjem og driver den af resten af dagen. Dette liv kunne man godt vænne sig til.

Solnedgang

Solnedgang
Klik for større foto

Hen under aften spadserer vi til udsigtspunktet over Hohlaka Beach. Flere end os har samme idé, og solnedgangen er da også smuk i dag.

Vi sætter os i første parket på havnefrontens største bar og flerdobler omsætningen ved at bestille to ouzo. Jeg tror i øvrigt, han har havnefrontens flotteste toiletter.

6. aften på George's Restaurant

Nikos fortalte i går, at familien ville komme hjem i dag, og vi ved, at de er kommet, for i eftermiddags kunne vi fra balkonen høre en kvindestemme, der højt råbte: "Maria!"

Der er mange gæster i aften og kun to ledige borde. Sønnen hjælper til med at servere. Han er åbenbart vendt hjem, indtil skolen starter. Der er indtil flere stamgæster i aften.

Vi får en delikat kyllinge-porresuppe. Jeg tror, der er lidt citronsaft i til at balancere fløden og kyllingefedtet.

Helles hovedret er ruller af kyllingekød med fyld af bl.a. champignon og bacon. For at vi ikke altid skal have det samme, har jeg bestilt spareribs. Dagens tilbehør er blomkål, kogte gulerodsskiver og groftskårne hjemmelavede pommes frites, som ikke er oliedrukne.

Mine spareribs er møre og fine, men jeg er ikke begejstret for den barbecuesovs, som generøst er øst hen over. Jeg synes, den overdøver alt. Nogen synes sikkert, det er mums, og sådan er smag og behag så forskellig.

Helles kyllingeruller er lækre, men der er meget mere, end hun kan spise. Hjemme ville portionen være nok til os begge i to dage.

Nikos får sig en sludder med stamkunderne, før de smutter. Han trives, nu han er væk fra komfuret. Som sædvanlig sætter han sig en stund hos den ældre svensker ved bordet til højre i 1. række. Svenskeren liver synligt op ved samtalen. Måske er han lidt ensom.

Da det bliver vores tur til at sige godnat, får jeg lov at betale for mad og vin (26 euro). Jeg siger: "På gensyn i morgen," og Nikos svarer: "Og glem ikke, at i morgen er min omgang!"

Vi spadserer hjem. Der er stille og stjerneklart, og på den østlige himmel hænger den lysende stjerne, vi har bemærket siden ankomsten til Leros for snart to uger siden.

Den er oppe før alle andre stjerner, og det må bestemt være en planet; men hvilken?