Forretninger og shopping i Puerto de la Cruz

Det er billigt at handle i Puerto de la Cruz på Tenerife, og er man shopaholic, kan man få sin lyst styret og få udgifterne til at slå til.

På vores første spadseretur til centrum ser vi, at læderhandleren i Calle de Zamora stadig har ophørsudsalg med 50 % rabat på mange varer.

Læderhandleren er ikke den eneste med ophørsudsalg. Nogle smykkebutikker har det også, og når det sådan står på i flere år, er det vel fordi, de ikke kan få udsolgt trods rabatter på 40 og 50 %.

Men vi skal ikke gøre grin. I Aalborg var der engang en skindjakke-forretning, som havde ophørsudsalg flere år i træk, før den endelig lukkede.

De kanariske Øer er begunstiget med lav moms, og tingene ER billige hernede. Supermarkederne er velassorterede med varer af god kvalitet, og hver gang vi betaler ved kassen, forbløffes vi over, hvor billigt det er.

Gågade med palmer
Klik for større foto

De lokale synes dog næppe, at det er særlig billigt. Deres løn er jo "tilpasset prisniveauet," og som i resten af Spanien er arbejdsløsheden stor. Hvis man gad, kunne man med fordel tage herned med næsten tomme kufferter og fylde dem med nyt tøj til Tenerife-priser. Det gør vi nu ikke, og i det hele taget gør vi det ikke i shopping; men derfor kan man da godt kigge.

Jeg køber dog det kvantum tobak, man må indføre til Danmark, og sparer en mindre formue. Al elektronik er også billig hernede, og der er rigtig mange forretninger, som sælger kameraer, computere og anden elektronik.

Normalt køber jeg ikke den slags i udlandet, for det er besværligt, hvis det havarerer, når man er kommet hjem. Denne gang gør jeg dog en undtagelse: Jeg køber en e-bogslæser og sparer fyrstelige 150 kr.

For små 100 kr. køber jeg også et hukommelseskort med 16 GB, så nu har jeg plads til at slæbe omkring 30.000 bøger med på kommende ferier. E-bogslæseren fungerer endnu, så jeg har ikke fortrudt, selvom jeg er langt fra at have 30.000 e-bøger.

Men det er godt at vide, at uanset hvor mange bøger, jeg putter i læseren, forbliver vægten 200 gram.