Botanisk Have m.m.

Helle vil se, om der er noget, som frister over evne på smykke- og tøjfronten, og det er selvfølgelig bedst uden mig på slæb.

Fra botanisk have i Puerto de la Cruz

Så vi deler os: Helle tager på udkig, og jeg tager en taxi til botanisk have.

Starttaksten er 3,15, og taxameteret står på 4,10, da vi når frem. Der er strengt taget ikke længere, end man kan gå, men det er op ad bakke hele vejen, og jeg opsøger ikke strabadser, hvis jeg kan slippe så billigt.

Botanisk Have er et fredfyldt sted med fuglekvidder, men jeg synes ikke, der er så mange blomster, som der plejer at være. Hvad grunden er, har jeg ingen anelse om.

En kvinde spørger, om jeg vil tage et billede af hende med samme baggrund som på billedet til højre. Jeg fumler lidt med hendes smartfon, men det bliver garanteret bedre end med selfiestang.

Jeg slår mig ned på en bænk og læser i den medbragte e-bog, drysser lidt mere rundt i den skyggefulde have og går så nedad gennem bydelen La Paz.

La Paz

Tyroler-bar i La Paz

Vejret er pragtfuldt med sol og blå himmel, og Teides tinde er skyfri som på et postkort. Det er dog i modlys, så jeg tager ingen billeder.

Der er mange tyskere i La Paz (og i byen som helhed), og der er mange skilte på tysk: Ølstuer, restauranter, læger, frisører og hvad ved jeg.

Der er også hoteller på vejen, hvor forbipasserende kan se pool-området med glinsende Fleisch på solsenge.

Ved trappen, som fører ned til supermarkedet og "det nedre" Puerto de la Cruz, gør jeg holdt ved den lille cafe og får en espresso. Her er delvis skygge og delvis sol - dejlig varmt.

Sammen igen

For trappens fod ringer jeg til Helle. Hun sidder i den lille park ved kirken og har ikke fundet noget, der fristede over evne. Vi aftaler at mødes på Caffe Amanusa.

Her får vi en cola før hjemturen. Resten af dagen, til det bliver aften, går med ingenting på altanen bortset fra min afstikker til receptionen for at tjekke e-mail. Det bruger jeg nu ikke meget tid på - forbindelsen er ulidelig langsom.

Der er heller ingen nyheder af interesse. Støjberg vil igen annoncere i Mellemøsten, og noget politi har brugt ordet "sigøjnere" i stedet for romaer. Stor ståhej.

Nu er der mig bekendt andre stammer end romaerne, så man også komme galt af sted, hvis man er politi-sk korrekt.

Vi spadserer langs promenaden ned til Visanta. Stikket til de øretelefoner, Helle har købt, er for lille og passer hverken til telefonen eller computeren. Hun får dem byttet, men ak: da de nye pakkes ud, er ledningen for kort.

Pasta

De kaldte det focaccia

Vi slår os ned på Caffe Amanusa og får et glas hvidvin, før vi går på Compostolana for at få pasta. Helle vil dog have forret; hun har ikke fået frokost og er sulten.

Hun bestiller focacciabrød med tomat. Ind kommer en pizzastor, tynd skive brød, som ikke har meget med focaccia at gøre. Den er grotesk stor.

Jeg bestiller hvidløgsbrød, som viser sig at være to tynde skiver tør toast med en svag aroma af hvidløg. Jeg spiser den ene skive og lader den anden ligge.

Pastaen er udmærket. Helle får carbonara, som dog har været lidt for varm, da æggemassen blev rørt i (klumper). Min spaghetti bolognese er fin, og der er rigeligt med sugo.

Helle slutter af med kokosis og Disarronno (mandellikør), mens jeg får kaffe og Carlos I.

Jeg betaler med kort, bare for at prøve, og det virker.