Home Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6

This page in English

Forord

Min far skrev sine erindringer i 2005 i en alder af 85. Han havde aldrig været en pennens mand, så jeg blev ret overrasket.

Da jeg begyndte at læse, blev jeg fanget af den underholdende og interessante historie. Født i 1920 voksede han op i Kærby ved Aalborg. Familien var stor og fattig. Han giftede sig med min mor, og efter krigen emigrerede de til Canada. Efter skilsmissen tog min mor til Danmark med børnene, og han blev i Canada til sin død i 2007.

Dette er hans historie med de billeder, han selv valgte. Han skrev på engelsk, og jeg har af fattig evne oversat til dansk og søgt at bibeholde hans tone og stil. Hvis du klikker på et af de små billeder, vil et større poppe op i et nyt vindue.

Den 30. december 2007, Eric Bentzen


Sven Nielsens erindringer

  Sven Nielsen 16 år gammel

Dette er et billede af mig, da jeg var 16. Ja jeg havde hår dengang, men på en eller anden måde forsvandt det meste af det senere i livet. Det hele begyndte, da jeg blev født, hvilket var en fejl, selvom min far aldrig indrømmede det. Han havde 10 børn, og han havde end ikke råd til ét. Han var meget klog og en fantastisk dygtig håndværker. Han kunne lave alt med sine hænder, men han havde ingen begreb om at tjene på det, og resultatet var, at vi var ekstremt fattige.

Min barndom i Danmark

Vores hus havde ikke toilet indendørs, man var nødt til at gå udenfor og bruge et das, et af dem med et hjerte skåret ud i døren. Som papir var der en gammel telefonbog skåret midt over bekvemt hængende på et rustent søm. Det var ikke et sted du ville se frem til at besøge; fuldt af fluer om sommeren, og isnende koldt om vinteren - for ikke at nævne duften. Så når du sov behageligt under dynen under en snestorm, skulle det være et nødstilfælde, før du tændte et stearinlys og vovede dig derud.

Køkkenet havde en vask med koldt rindende vand, som var det eneste sted, man kunne vaske sig om morgenen. Ingen nem opgave med 12 personer som stod op på samme tid. Vi delte alle det samme håndklæde; det var vådt, når det nåede den sidste person. Vi havde intet varmt vand i hele huset, men en gang om ugen gik vi på badeanstalt for at få et varmt brusebad. Her ville en kvinde i hvid kittel vaske os (som var nøgne) på ryggen med kradse høvlspåner og sæbe og så række os et hvidt tørt håndklæde. Sikken luksus.

  Vores hus, Villa Westa, i Kærby, Denmark. Klik for et større billede.

Morgenmad lavet på et gammelt træfyret komfur bestod af varm havregrød med mælk og kaffe. Vi fik aldrig appelsinjuice. I haven var der et indhegnet område med nogle få høns og en hane, som vækkede os ved daggry hver morgen. De lagde i gennemsnit fem æg om dagen, som blev handlet hos den lokale købmand til at hjælpe med at betale for mad. En gang imellem fangede min far en af kyllingerne og huggede hovedet af med en økse.

Jeg husker engang, en kylling løb to gange rundt om huggeblokken, hovedløs, før den faldt om. Min mor plukkede så fjerene med håndkraft. Det var et ubehageligt arbejde, men hun beklagede sig aldrig. Med 12 personer til at dele den stakkels kylling skulle jeg være heldig for at få en vinge eller halvdelen af halsen. Min bror Erhard havde nogle kaniner i haven som kæledyr, og lejlighedsvis endte en af dem på spisebordet.

Der var så koldt, hvor jeg sov ovenpå, at der nogle morgener var et tykt lag is på dynen fra min ånde. Til tider kom temperaturen i værelset under nul grader celsius. Så varmede vi en stor sten på komfuret, pakkede den ind i avispapir og lagde den i seng en time før vi gik til ro.

Fattigdom

  Nogle af børnene og mor

Når vi blev 6, skulle vi i folkeskolen, og da vi boede i byens udkant (Kærby) var det en spadseretur på to km. Timerne var fra 8 til 12, så hjem til middag og tilbage igen fra 2 til 5. Det blev til 8 km om dagen, ingen skolebus eller skolepatrulje dengang. Årsagen til middagen på to timer er, at det er normalt i Danmark at spise det tunge måltid om middagen og et lettere om aftenen. Til middag kogte min mor 10 pund kartofler, et stykke flæsk som mestendels var fedt og så noget sovs.

Jeg havde 7 brødre og 2 søstre. Der var aldrig penge til tøj. I skolen blev vi drillet af de andre børn pga. vores fattige udseende. Jeg havde lange sorte strømper, hullede af slid, og slidte korte bukser. Vi var de eneste på hele skolen, som ikke havde lange bukser om vinteren. Jeg fik ikke mit første par, før jeg fyldte 14, og det var et par, min bror Villy havde haft i årevis. Mine skosåler havde store huller, så vand og sne sivede ind til det, der var tilbage af mine strømper. Jeg havde aldrig en jakke eller vindjakke, før jeg blev 16, kun en slidt trøje med huller til at holde mig varm.

Som børn fik vi aldrig lommepenge, som de gør i dag, så en dag regnede jeg ud, hvordan jeg kunne tjene penge. I mine træsko gik jeg hen til fremmede, så på dem med sørgmodige øjne og spurgte, om de ville give mig penge til mad? Jeg er sulten! Hvordan kan nogen sige nej til et femårigt barn som tigger mad? Det virkede fint, indtil en af dem spurgte, hvem jeg var, og efterfølgende ringede til min far, som blev rasende og sagde til mig: "Hvordan kan du kaste skam over din familie på den måde? Det gør du aldrig mere!" Det var enden på mit første forretningseventyr.

Vi får en ny lærer

Lærerne i skolen var meget strenge. Engang fik vi en ny lærer. Han brugte hele den første time på at fortælle os, hvor grusom han var. Han viste os et øre, som han hævdede at have rykket af en dreng, der ikke opførte sig ordentligt, og han bankede spanskrøret i katederet og skreg med høj stemme, at han ville bruge det på enhver, som skejede ud. Vi sad alle meget stille og skræmte. Han fik den respekt, han ønskede at opnå.

Hvad en gammel Ford T. kan bruges til

Ude i haven havde vi en gammel Ford T. Motoren blev bragt op til vores sommerhus ved Vesterhavet. Den blev brugt til at oplade et batteri, så vi kunne have elektrisk lys. Bagakslen var begravet i haven med et hjul stikkende op, og min bror Erhard havde monteret et tungt bræt på det med en stol i hver ende. Det fungerede som en hjemmelavet karrusel til stor morskab for børnene i nabolaget. Bilens førerhus, komplet med sæder og gardiner, blev brugt som romantisk tilflugtssted og bød på dejligt privatliv.

  Jernbanen passerede lige forbi vores hus

I haven var der også en trapez, på hvilken vi brugte mange timer med at lave akrobatiske øvelser, og nogle af os blev helt dygtige til det. Bilens køler var begravet 6 fod nede med et kabel tilsluttet. Det brugte jeg som jordantenne til min hjemmelavede krystalradio.

Affald blev begravet i haven, men det havde vi ikke meget af, eftersom alt papir eller pap blev brændt i komfuret, alt organisk blev komposteret. Min mor gemte de gamle brugte kaffebønner, ristede dem på en pande og brugte dem igen. Hvis der var andet affald, blev kyllingerne fodret med det.

Som børn kunne vi gøre stort set, hvad vi havde lyst til. Der var ingen til at disciplinere os, med det resultat at vi kunne blive ude så længe vi ønskede, og det gjorde vi. Min far sagde:

"De kommer hjem, når de bliver sultne".

Han havde ret, så vi lærte at sætte vores egne grænser. Ind imellem gik vi dog for langt, som da vi brugte en lang tynd pind, satte en klump ler på enden, svang den som en pisk og sendte leret med stor fart mod alt som rørte sig. En dag ramte vi en konduktør på toget, og snart efter kom to store betjente til vores hus og fortalte os i utvetydige vendinger, at det skulle vi ikke gøre igen. Jernbanen passerede lige forbi vores hus. Vi havde det skægt med at putte småting på sporet, som en mønt eller en lille sten, og så se toget køre over dem. Vi var dog forsigtige med ikke at afspore toget. En vintermorgen besluttede vi at tage på skitur, men det blev sent med at komme på stationen, så vi signalerede til toget lige udenfor huset, og det stoppede og tog os med.

Jeg prøver at købe et ur

En dag, da jeg var fem år gammel, tog jeg ind til byen og gik rundt. I en smykkebutiks vindue så jeg et dameur i guld med et prismærke, som sagde 25. - Jeg gik ind og sagde, at jeg gerne ville købe det ur i vinduet, damen sagde ok men havde jeg pengene? Jeg sagde ja og gav hende 25 øre (1), hun så på mig med et smil og sagde at det kostede 25 kr., ikke 25 øre; ejeren kom til og spurgte hvad ønsker du det ur til? Jeg sagde "min mor", og så sagde han du kan ikke få det for 25 øre. Jeg begyndte at græde og de så på hinanden, jeg kunne se at de var rørte, men jeg fik ikke uret.

Gavtyvestreger og foretagsomhed

I Danmark er der en dag om året, "Aprilsnar", hvor det er skik at gøre grin med hinanden, og en aften tog vi naboens latrinspand og hejste den op i toppen af hans flagstang, hvorpå vi så ham tage den ned næste morgen, før han hejste flaget. Vi morede os alle herligt, mens vi gemte os bag buskene. Om aftenen gik en mand langs vores gade med en lang fiskestang med en krog i enden, rakte op for at tænde gasblusset i hver lygtepæl og kom så tilbage om morgenen for at slukke igen.

Hjemme havde vi et stort bord i spisestuen, hvor alle mulige aktiviteter ville foregå mellem spisetiderne. Én ville skære i træ med en løvsav, en anden sy, en malte et billede, en lavede et modelfly. Carl Henry var i gang med eksplosiver. Han ville formale kulstøv og svovl, jeg ville arbejde med at bygge en radio, og en anden ville skrive et brev, så hvis en gæst kom ind, ville han blive fascineret af al denne foretagsomhed. Engang eksploderede kullet og svovlet ved bordet, og min bror brændte al huden af sin højre hånd.


Næste side - barndom før krigen Home * Gæstebog * Næste side


Noter:

1. I originalmanuskriptet bruger Sven dollar og cents. Tilbage.