Vi er som flade batterier, der genoplades af solen og den afslappede atmosfære på Leros, og i går fik vi besøg af en kollega.
Vi orker ikke være så aktive i varmen og begrænser anstrengelserne til spadsereture om formiddagen og sen eftermiddag, hvor solen er mere nådig.
Her bor vi, i lejligheden nederst til højre
Det har vi det fint med. Vi kan sidde i timevis i skyggen på terrassen og løse krydsord og sudoku, læse, surfe. Det er ikke stort anderledes end hjemme, bortset fra at her er her, og at man kan klare sig med meget mindre tøj.
Måske bliver vi mere energiske senere, men jeg tvivler. Vi havde snakket om at leje et par cykler, men da vi havde besteget den stejle bakke op til udlejeren, mistede ideen sin tiltrækning for Helle – hvor der er én 10%-stigning, er der flere.
Besøg fra Kalymnos
I går fik vi besøg af Lars. Lars og jeg har været kollegaer på cementfabrikken i snart 30 år. Han er cirka halvvejs gennem tre ugers ferie på Kalymnos, der ligger lige syd for Leros, og havde besluttet sig for at besøge Leros et par dage.
Jeg tog imod ham, da hurtigfærgen anløb Agia Marina over middag. Han kom ned ad rampen, solbrændt og i topform. Vi fordampede en øl sammen, jeg udpegede retningen til hans hotel, og så aftalte vi at mødes om aftenen.
Det gjorde vi som aftalt på torvet i Platanos ca. kvart i syv. Her er det mest lokale, der holder til på caféerne og mætter det lydlige rum med uforståeligt græsk.
Fisker bøder garn i Panteli
Der var en eller anden ceremoni i kirken i sidegaden. Folk bar små buketter af mynte (?), der var en skare sortklædte kvinder og et orkester i hvide uniformer med pressefolder. Et lokalliv man ikke rigtig oplever på Kalymnos, som Lars har forelsket sig i.
I modsætning til os er Lars aktivitetsmenneske. Han går rask væk 20 km om dagen i stegende hede, og på Kalymnos er han begyndt at dykke og klatre – altså sådan op ad lodrette klippevægge.
Hjemme er han bidt af en gal windsurfer, men hernede blæser det ikke nær nok til at fornøje, derfor klatring og dykning.
Leros’ bløde bakker byder ikke på udfordringer, og med dykning er det vist så som så, men han havde alligevel ladet sig lokke af bl.a. vores lovprisninger, og da vi mødes på torvet, har han allerede spadseret en del rundt og gjort iagttagelser.
Forskelle på Leros og Kalymnos
Jeg har ikke nogen god forklaring på, hvorfor Leros virker mere velstående end Kalymnos, men huse og haver vidner om forskellen. Det er flere år siden, det store psykiatriske hospital lukkede, så det er ikke det, der giver beskæftigelse i dag.
Der er heller ikke flere turister, tværtimod er der væsentligt flere på Kalymnos. Måske er det fordi Leros er grønnere og giver bedre mulighed for at dyrke jorden, måske er indtægterne bedre fordelt, og måske spiller det en rolle, at befolkningen på Leros er mere spredt ud over øen, hvor langt de fleste på Kalymnos bor i hovedbyen Pothia.
Jeg ved det ikke. Svampefiskeri bragte for mange år siden velstand til Kalymnos, men erhvervet fik aldrig en rigtig afløser, da det døde.
For begge øer gælder dog, at de er ramt hårdt af den græske krise, og det er ikke ensbetydende med velstand, at det måske går lidt bedre på Leros. De mange til-salg-skilte taler deres eget sprog.
I Panteli
Vi går ned til Panteli Beach og får en aperitif et par meter fra havet. De bløde bølgeskvulp kan man ikke med den bedste vilje kalde for brænding. Snakken går godt, og jeg tror ikke, at arbejdet bliver nævnt med ét ord, bortset fra da vi kommer til at tale om tilbagetrækning.
En båd vender hjem til Panteli
Lars arvede for nogle år siden et sommerhus, som han lejer ud. Han mangler ikke kunder, og drømmen, når han bliver pensioneret, er at leje det ud i tre måneder om året, hvor han så kan være hernede. Resten af året kan han selv bo i sommerhuset.
Jeg kan sagtens følge ham i det med at være her tre måneder, for mig skulle det bare ikke være juni, juli og august.
På Psaropoula anretter de et bord i vandkanten. Det står lidt skråt, så man skal ikke hælde for meget vin i vaterpassene, men med benene boret godt ned i sandet, vipper det i det mindste ikke.
De har ged i aften, og da de ikke havde i går, må den være frisklavet. Den er langtidsstegt på græsk manér og er smørmør.
Kanel eller allehånde?
Helle og Lars mener, at tomatsaucen er krydret med kanel, mens jeg siger, at det kan være allehånde.
Diskussionen lukker, da indtil flere, hele allehånde dukker op. Helle og Lars fastholder, at der kan være tilsat stødt kanel, som ikke efterlader synlige spor, og den skygge af tvivl medgiver jeg storsindet.
Regningen for forret, hovedret og vin til tre personer lyder på 60 euro, og selv med drikkepenge er det billigt.
Da vi skilles, har Lars nogle kilometer til hotellet, men det regner han ikke for noget. Vi mangler ca. 50 meter, og det passer os fint.
Nok er vi forskellige på nogle punkter, men vi er fælles om kærligheden til disse øer.
Relateret:
Når jeg læser om jeres ferie, kan jeg godt mærke, det trækker en smule i mig, for at tage en tur til det græske igen, og nyde den stemning og lidt varmere vejr, som man er garanteret der. Det vil i så fald blive en god mellemting mellem jeres og Lars’ ferie.
Vejret er i sandhed pragtfuldt, især hvis man holder sig i ro de varmeste timer. Helt inaktive er vi dog ikke. I morges gik jeg fx op til Johanitterborgen, der knejser højt over øen, og det er ingen slentretur!
Er det ikke dejligt, at vi kan være så forskellige og så alligevel kan nyde at være sammen både som kolleger og i mere privat regi? Det har jeg oplevet flere gange.
Hehe, jeg tror ikke, jeg ville være i tvivl ét sekund om kanel kontra allehånde. Det sidste holder jeg meget af, mens jeg næsten kan miste appetitten, hvis jeg kan spore kanel i mad – og det kan jeg, selv om det er i mikroskopiske mængder. Det er okay med en kanelstang, fordi kanel skal, ifølge mine smagsløg, kun i kager.
Hvis der trods forskelligheden er et fællesskab, kan man fint samles om det sidste og nyfigent høre om det andet.
Jeg har ikke noget imod kanel, hvis det ikke er i overdrevne mængder, og hvis det passer ind i helheden. Fx ville karry ikke være det samme uden kanel som beskeden, men fast ingrediens. Et lille drys på en cappuccino er godt, og så er der visse desserter. Siciliansk kanellikør er heller ikke ilde 🙂
Jeg fandt lige dette om de sindssyge kinder på Leros: https://books.google.dk/books?id=-1RpDQAAQBAJ&pg=PT229&dq=sindssyge+leros&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwiqhprDiaXWAhXLAJoKHam3DecQ6AEIJjAA#v=onepage&q=sindssyge%20leros&f=false
Der omtales også Amorgos, hvor jeg også har været for en menneskealder siden.
Det var et skrækkeligt sted, indtil omverdenen blev opmærksom på forholdene og lagde pres på Grækenland. Der er dem, der skriver, at hospitalet gav Leros et dårligt ry, som stadig hænger ved, og at det er årsagen til, at der er så relativt få turister. Det sidste gør ikke os noget 😉
Når jeg nu læser om “sindssygehospitalet” på Leros hos dig, husker jeg pludselig, at jeg var der for mange, mange år siden. Jeg husker ikke hvornår, men det var medens hospitalet stadig var i drift. Der var sådan en lidt mystisk stemning om det.
Jeg husker pludselig også svampefiskeriet på Kalymnos, selvom det er længe siden.
Tak for at du aktiverer min hukommelse.
I har det fantastisk i strandkanten og på det lille spisested. Lars har fat i noget: tre måneder på Leros/Kalymnos og i Danmark de ni måneder. Det er en god måde at tilbringe otiummet på.
Ja, Lars har en drøm, og den er ikke så tosset – og lur mig, om ikke han realiserer den, når tiden kommer 🙂
Tak for historien om forskelle – på danskere, på græske øer. Mon man – som man kan have det på arbejdspladser – har en ubevidst fælles aftale om hvordan øerne fungerer? Det kunne tænkes fordi der er denne forskel på to øer, der ligger ved hinanden.
Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål, men noget af svaret bunder givetvis i forskellen på øernes natur. Det er forunderligt, men skønt øerne ligger ganske tæt på hinanden, er der meget stor forskel. Kalymnos er gold med forrevne klipper, der er skudt op som i vildskab, og Leros er grøn i sammenligning og har bløde bakker og venlige strande. Fundamentale forskelle i livsbetingelser.