3. dag i Giardini Naxos

Onsdag den 20. maj 2015

Jeg er oppe at slå en streg ved sekstiden. Solen er ved at stå op over Calabriens kyst, og bugten er rosa. Man burde styrte ud med kameraet, men jeg drejer om på hælen og går i seng igen. Man har vel ferie.

Da jeg står op en time senere, har solen for længst sluppet horisonten, og havet er som stanniol. Jeg tror, det bliver en varm dag. På lidoen går nogle mænd og river sandet og samler turistaffald. Nogle få morgenduelige turister er ude at spadsere eller løbe.

Vartegn i Giardini Naxos

Ude ved molens krydstogtsterminal holder taxier og venter, og lodsbåden sejler ud. Da vi har fået vores cappuccino + vand på Angelina og går tilbage, ligger et femmastet krydstogtsskib for anker i bugten. Masterne er nu nok mest til pynt, skibet fører næppe sejl.

Helle fortsætter til supermarkedet, og jeg går hjem. Resten af dagen indtil aperitiftid drives af på terrassen.

Vi går et smut forbi supermarkedet og køber brød, afleverer det i lejligheden og går så ud til molen og får en aperitif på La Sirena, der har den lille havfrue som logo. Solnedgangen og udsigten over Giardini Naxos er meget smuk, og La Sirena skal kun have 3 € for et glas hvidvin.

Middag på Angelina

Vi har besluttet at spise på Angelina. Vi har besøgt stedet mange gange, men har aldrig spist der. Vi bestiller røget sværdfisk til forret og involtini di carne til hovedret. Hertil bønner og grillet aubergine.

Som velkomsthapser får vi en lækker bruschetta, og til den lækre, røgede sværdfisk nyder vi en prosecco - mest fordi de har små flasker.

Kødrullerne med kalvekød, skinke, mozzarellaost og brødkrumme er rigtig gode. Ditto bønnerne, der ikke mangler hvidløg. Det er faktisk overraskende godt - jeg havde forventet en mere turistet kvalitet, men kødrullerne slår Angelos så godt og grundigt.

Vi runder af med en limoncello og går så hjem på tagterrassen. Vinden har lagt sig, og mørket svøber sig om os som et lunt tæppe. Lysene spejler sig i bugten. Sikken idyl.