Home > Rejsebeskrivelser > Ferie på Karpathos > Olympos på Karpathos

Olympos på Karpathos

Olympos (eller Olimbos, som grækerne staver det) er en isoleret landsby på det nordlige Karpathos. Byen blev grundlagt for mere end 1000 år siden, hvor plyndrende pirater drev befolkningen op i de utilgængelige bjerge.

Indtil for relativt få år siden var det et af Grækenlands mest isolerede samfund. Selv sproget afveg fra normal græsk. Mange mænd drog ud for at tjene penge, og kvinderne måtte stå for det daglige. Det lille samfund blev matriarkalsk.

Fra Pigadia til Diafani

Turbåden sejler fra Pigadia kl. 9 fredag den 21.09.2007. Dovne som vi er, har vi booket turen gennem rejseselskabet. Vi kunne have sparet 2 x 9 euro ved selv at købe billetter på havnen. Så skulle vi have givet afkald på den svenske ungpige-guide, som vi alligevel ikke lytter til.

Det er en frisk sejltur på halvanden time til den lille havneby Diafani. Havet er roligt. Himlen over havet er skyfri, men inde over land kravler skyerne over bjergtoppene og siver lidt ned, til de opløses af solen. Her og der er der huse og en lille landsby, men det meste af denne barske kyststrækning ser ubeboet ud.

I Diafani stiger vi straks på en bus. Den er aldersstegen, og nogle af sæderne kan kun holde den tilbagelænede position. Snart er vi oppe i bjergene med skarpe hårnålesving, og jeg håber, at bremserne er i en bedre forfatning end sæderne. Der står mange bistader drysset rundt i landskabet.

Klik for større foto

Olympos

Efter ca. 20 minutter når vi Olympos. Byen klynger sig til en stejl bjergside, og de omkringliggende bjergtoppe er dramatisk indhyllet i skyer.

Husene er maleriske og gaderne krogede med mange trapper. Kvinder iklædt folkedragter sælger hjemmelavede souvenirs: tørklæder, kniplingsduge, olivensæbe, krydderier, timianhonning, keramik og alskens tingeltangel. Turisterne er en vigtig indtægtskilde.

Det er lidt paradoksalt; dette skulle være en af de bedst bevarede og autentiske landsbyer i Grækenland, og dog er nogle gader en spidsrod af souvenirbutikker.

Frokost

Den blonde svenske guide stiller sig op på en sten og holder foredrag. Vi har svært ved at høre hende, og det, vi kan høre, er svært at forstå. Hvorfor kan svenskere ikke bare tale engelsk?

Vi løsriver os fra selskabet og går vore egne veje. Maven knurrer og styrer os ind på en lille taverne med formidabel udsigt over havet og klippekysten mod syd. To lokale mænd drikker kaffe.

Den unge pige bag skranken taler glimrende engelsk. Snart er hun i gang med at tilberede to lækre omeletter med sprøde løg, tomat og grøn peber. Vi får et glas duggende hvidvin til og deler en græsk salat. Tomaterne er rene smagsbomber.

Udenfor begynder pappa med kruset, gråt hår at fiske efter gæster, men han har ikke større held. Toilettet har bræt, men om det er fordi kvinderne bestemmer her i byen, skal jeg lade være usagt. Regningen lyder på 21 euro.

Vi spadserer rundt i de stejle krogede gader. Husene og vindmøllerne er maleriske, og der er den ene forbløffende udsigt efter den anden. Heldigvis er der ikke for varmt - det er tværtimod særdeles behageligt. Vi var lidt bekymrede for at skulle gå rundt i middagsheden, men der er en svag dis og en svalende vind fra havet.

Helle, der gerne vil være bæredygtig turist, køber en klump olivensæbe og et glas timianhonning. Lidt længere nede af gaden bliver hun indfanget af en kontant handelskvinde. Hun draperer i græsk stil et tørklæde om Helles lokker, og efter denne intimitet er Helle jo nød til at købe.

Nær busholdepladsen uden for byen får vi en kop græsk kaffe. En ældre dame serverer. Hun er i sort folkedragt og har et imponerende overskæg. To katte har søgt skygge under et bord, og en papegøje i bur skræpper op.

Tilbage til Diafani og Pigadia

Bussen kører kl. 14. Nogle kilometer før Diafani stiger guiden af. De som har lyst kan følge hende på vandring gennem en kløft. En seks stykker stiger af og følger guiden, mens resten klogelig bliver siddende i bussen. Klokken er 14:15, og en 50 minutters stroppetur i bagende middagshede tangerer vanvid eller militærøvelse.

Bussen stopper på havnen, og vi stopper ved den nærmeste taverne. Terrasse med skygge og havudsigt, græsk kaffe på bordet og senere et duggende glas retsina. Kan man forlange mere? Den lille by Diafani synes at være et særdeles fredfyldt sted. Nogle bader i havnens krystalklare vand.

Skibet sætter kurs mod Pigadia kl. 16. Der er en frisk fralandsvind, og vi bliver blæst godt igennem.