Slentre i KøbenhavnMandag den 11. marts 2019 Vi går ud lidt i ni. Målet er i første omgang Sømods Bolcher i Nørregade. Det er mandag, og museerne holder fri. Vejret er meget bedre end de sidste par dage. Der er stedvis blå himmel, det blæser ikke nær så meget, og der er tørvejr.
Alligevel er der koldt. Der er salt på de fleste fortove, og der er frosne vandpytter. Foran rådhuset stimler duer sammen på en rist, hvorfra der kommer damp. De pudser fjer og nyder varmen. Helle får købt bolsjer. Produktionen af de zebrastribede stoppede for nogle år siden, og Helle undlader ikke at beklage dette over for ekspedienten. Torry GredstedVi drejer om hjørnet og går ad Fiolstræde tilbage til Strøget og mod Magasin. På vejen passerer vi en antikvarboghandel, og jeg bliver helt rørt, da jeg i en af kasserne udenfor ser "Paw i urskoven" til 25 kroner. I dag kan jeg læse Torry Gredsted og vrænge: "Sødsuppe og nationalromantisk spejdermentalitet", men som dreng var jeg tryllebundet. Gredsteds bøger var eventyr, og glemt var hverdagens kartofler og brune sovs. Magasin du NordVi når Magasin. Helle vil se, om der er noget, som trænger til et godt hjem. Jeg stiler mod en kop ventekaffe på 5. sal, men vil lige se, om de har el-espressokander. Det har de ikke. Helle har indhentet mig, der var ingen fristende tilbud, og vi får en forfriskning på 5. De brune læderstole er dybe og magelige. Ved et bord sidder en ældre mand og læser. Vi kan godt mærke, at vi ikke har samme stamina til at trave rundt som for 20 eller flere år siden, men pyt, gennem årene har vi jo set det meste, som kunne interessere os, så det er mest gensyn. Rundetårn uden elevator frister dog ikke til en genvisit. Ad de mindre vejeVi går tilbage til hotellet ad de mindre veje mellem Strøget og kanalen. Her er mere at se på for os end på Strøget med dets fashionable butikker. Her er gamle huse, en strikkebutik, antikvariater og en sølvsmed med så meget sølv udstillet, at vi blegner ved tanken om pudsearbejdet. Vi gør holdt ved eleven fra 7. og køber sandwich og frugt. Nu er der dømt afslapning og genopvarmning på hotelværelset, hvor solen står ind gennem vinduerne. Dejligt! Kaffe og Sortedams SøVi tilbringer et par timer på værelset og går så hen til Baresso-kaffecaféen, hvor vi hænger ud med sudoku og e-bogen en tid lang. Der er kombinationslås på døren til toilettet, koden kan man få af servitricen. 4488 er nemt at huske; det er sværere at ramme de rigtige knapper. Det er ikke så langt fra bymuseet, men det er lukket midlertidigt, har jeg set på nettet. Det skal flytte til Stormgade og dele tag med Nationalmuseet. Der er fint solskinsvejr, om end koldt, og vi går en tur ned til Sortedams Sø.
På vejen til søen passerer vi FDB-møbler og en forretning, der kan leve af at sælge arkitekttegnede dørgreb - den slags finder man vist kun i storbyer. Vinden har friere spil nede ved søen, men trods kulden er der ande-amoriner i sivene, en svane svinger vinger, en lappedykker dykker, og på bænkene sidder unge mennesker med snuden i smartphoneskærme. Forandringer i KøbenhavnSmartfonen har også erobret hovedstaden. Mange har blikket stift rettet mod skærmen og sanser knap, hvor de går - end ikke med barnevogn og ansvar for indholdet. Andre mange har øretelefoner og går/cykler og "snakker med sig selv". Mennesker i virtuelle bobler. Det er et mirakel, at der ikke sker flere sammenstød. Der er rigtig mange unge mennesker, som snakker udenlandsk - mest engelsk. De fleste må være studerende. København er blevet en langt mere international by, end da jeg kom her første gang (som voksen) for ca. 42 år siden. Jeg var her også som barn, når vi besøgte min mors kusine i Birkerød, men jeg kan ikke huske andet end forårsruller i Tivolis pagode og så Frilandsmuseet. Der er også flere tydeligt fattige i gadebilledet, hjemløse, flaskesamlere. Når man kun ser noget en gang imellem, bemærker man forandringer, der er snigende for dem, der ser tingene dagligt. Det er ganske som med børn, man ikke ser så tit: "Ih, hvor er du blevet stor!" Stilbrud
Arkitektonisk stilbrud er dog hverken nyt eller særlig københavnsk. Stilbrud som Danske Hvidvasks glasmonster ved siden af en ældre rødstensbygning på Vesterbrogade ser man mange steder i landet. Vi går hjem. Værelset er rengjort - de er sent på færde. Jeg er nede at ryge et par gange. Hotellet omkranser en gård, og med 5 etager er det utroligt, at det kan blæse i gården, men det gør det, og vinden er råkold. På Le PavePølsevognene er ved at køre hjem, og det er hundekoldt, da vi spadserer mod Le Pave. Termometret på Rådhuspladsen siger 4 grader, så det må være vinden, der isner. I det mindste holder det tørt. Vi bestiller månedens fiskemenu og en Riesling fra Alsace. Først dog et glas cremant fra Loire. Vi tror først, at tjeneren er dansk, men måske er han oprindeligt fransk og har boet her i rigtig mange år. Engelsk er han ikke, for han forstår ikke ordet "mustard", da en engelsk herre bestiller det til sine chips. Han fumler, da han skal åbne cremanten. Den bruser over, og laver en pøl på gulvet. Hvis han er professionel tjener, er han vist lidt rusten. Han har glemt vores Riesling og må påmindes. Måske er han afløser, hvad ved jeg, men høflig og venlig, det er han.
Forretten er stenbiderrogn med creme fraiche, hakket rødløg og blinis. Godt. Hovedretten er pandestegt, færøsk laks. Hertil nogle få kartofler og grøntsager. Vi ville nok have stegt laksen lidt mere, men den er rigtig god.
Til dessert vælger Helle ost og jeg chokoladekage. Tjeneren peger på en af ostene og siger, at det er pecorino. Den smager glimrende - faktisk smager den præcis som spansk manchego, og skorpen har manchegoens karakteristiske mønster. Tjeneren kommer med et glas sødt rødt fra Toscana. Det er på huset. Vi slutter af med espresso. I den fjerne ende af restauranten sidder to kvinder med hat. Den ene er professor McGonagall fra Hogwarts, den anden er Karen Blixen. Jeg stjæler mig til at tage et billede i et spejl. Det er ren trolddom.
|
