Til Rom på forlænget weekendLørdag den 3. april 2010.
"Piccioni!" udbryder den lille italienske dreng og peger på duerne. Trods sin unge alder mestrer han flertalsformen. Han kigger på de to danskere på bænken og tilføjer: "Due!" Sprogtalent? Måske, men han kan nok bare ikke tælle endnu. Der er nemlig 3 og ikke 2 duer (1, 2, 3, 4 = uno, due, tre, quattro osv.). Drengen stavrer forbi de trætte danskere på marmorbænken og forsvinder med mor i hælene. De to danskere på marmorbænken er os, og vi er trætte, fordi vi måtte meget tidligt op for at nå flyveren til København, hvorfra turen gik videre til Rom. Vi er på en forlænget weekend i forbindelse med påsken. Vi lander i Fiumicino kl. 11 og hopper på Leonardo-ekspressen en halv times tid senere. Hotellet på Via Cavour er i gåafstand fra hovedbanegården, Termini, og værelset er klar til indflytning. Det går i olie! Rundt om hjørnet ligger Caffé Fantini med udsigt til Santa Maria Maggiore basilikaen. En panino (sandwich) gør det ud for frokost. Der er forår i luften, og træerne står med sartgrønne blade. Monti og det gamle Suburra
Parallelt med Via Cavour, men et stykke under dennes niveau, ligger Via Urbana og det gamle Suburra kvarter. Det kan næsten ikke blive mere romersk end her, hvor brostenene ligger ujævnt i smalle gader, og etageejendomme i varme farver lejlighedsvis lukker lyset ned. I det gamle Rom var dette Suburra - slumkvarteret hvor rosset boede, og hvor man fandt spillebulerne og bordellerne. Kvarteret ligger som i en dal mellem Via Cavour og Via Nazionale. Der er masser af små værksteder og forretninger, og familiedrevne restauranter lokker lokale og turister til med ypperlig kogekunst. For enden af Via Urbana ligger Piazza della Madonna dei Monti, hvor folk sidder ved fontænen eller på caféerne i torvets periferi. Børn leger, og det er vist kun i Italien, at mænd står på gaden og læser avis. Torvet syder af liv. De fleste borde er optaget af spisende gæster, så vi indtager en espresso stående ved baren. Tjeneren lader muntert underkoppen snurre et par gange i luften, før han serverer. Derefter sætter vi os på marmorbænken ved fontænen, og den lille dreng kommer forbi.
Området er gjort til en zone med begrænset trafik, og et skilt fortæller, at bilerne registreres elektronisk, når de kører ind. Måske er det resultatet af den demonstration, vi overværede i 2007, hvor beboerne protesterede mod, at den gennemkørende trafik tog livet af kvarteret. Noget kunne tyde på, at de havde ret, for der er ikke nær så mange (parkerede) biler nu, og kvarteret virker ikke helt så nedslidt, selvom det stadig har patina. Faktisk synes det at blomstre med nye små forretninger, som især gør det i tøj og design. Det skulle ikke undre mig, om dette gamle slumkvarter snart bliver mondænt. Colosseum
Fra piazzaen er der kun få hundrede meter til Colosseum, og vi går en tur forbi. Her er bare vildt mange turister, og med få meters mellemrum bliver man antastet og spurgt, om man taler engelsk. Mere når de ikke at sige. For en skilling kan du fotografere eller blive fotograferet med mænd i legionær-mundering. Det ser fjollet ud, når de har en mobiltelefon i den ene hånd og et plasticsværd i den anden. Der er dejlig varmt i solen, og det er vist første gang, vi er ude på denne tid i Rom; men det er også første gang, vi er her i april. På piazzaenTilbage på piazzaen bestiller vi bord til i aften på Ristorante Gli Angeletti og slår os ned med et glas hvidvin og betragter folkelivet. Det er godt bare at sidde og glo. En italiensk herre ved nabobordet har bølget gråhvidt hår og bærer jeans og karrygul hørjakke. Han læser La Repubblica, når han ikke kigger i en bog med digte eller tager billeder med sin mobiltelefon. Der er også en del amerikanere. Man behøver ikke høre dem for at bestemme nationaliteten; man kan se det på den måde, de spiser med gaflen i højre hånd. Tre danskere slår sig ned, men vi giver os ikke til kende som landsmænd. Vi sidder her for at glo, ikke for at konversere. Kelvin på Caffé FantiniFør aftensmaden går vi hen på Caffé Fantini for at nyde en aperitivo. Den engelske indehaver, Kelvin, står i døren. Han genkender os straks og siger: "Welcome to my country!" Det er ikke til at forstå, at det er tre år siden sidst. Kelvin er i løstsiddende tøj, håret er lidt mere gråt og topmaven lidt mere prominent. Bakkenbarterne slår et sving ind på kinderne.
Kelvin er italiensk gift og har to piger. Sidst vi mødtes, drømte han om at flytte til Norcia i Umbrien og leve af bjergluft og antikvitetshandel. Jeg konstaterer, at de ikke er flyttet endnu, og så disker Kelvin op med en lang historie om, hvordan de købte konens søster ud af baren ved juletid efter gemytternes uoverensstemmelse. Kelvin har altid haft et godt snakketøj, og munden står ikke på ham. Til sidst lykkes det os dog at undslippe, og vi går ned på Gli Angeletti, hvor vi har bestilt bord til kl. 20. Ristorante Gli AngelettiVi spiste på Gli Angeletti i 2003 og 2007. Maden var god, om end serveringen var temmelig sløv. Stedet har måske skiftet ejer, for nu er serveringen særdeles kvik og maden ganske ringe. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. For det første går der kuk i det, fordi tjeneren ikke taler nær så godt engelsk, som han giver udtryk for. Vi bestilte forskellige forretter, men tjeneren forstod åbenbart ikke, at "duck for both of us" betød 2 x and. Lad det være en lære: bestil altid med brug af talord (1 af det, 2 af det osv.). Fruens forret (bresaola med gedeost) kommer først, og vi får en tallerken hver. Nå ja, okay. For selskabs skyld spiser jeg en af de små ruller, selvom min lugtesans aldrig har yndet gedeost. Dernæst kommer min forret, en fyldig suppe med spelt og porcinisvampe - og samtidig bliver der serveret and for fruen! Det er nu indlysende, at tjeneren har misforstået bestillingen, men her og nu gør jeg ikke noget, for suppen brænder ikke på tungen. Helles and er meget lidt varm. Det præcise danske ord er kold. K-O-L-D. Jeg fanger tjenerens opmærksomhed, og da mit italienske ikke rækker til spydigheder, peger jeg bare og siger: "É freddo!" (den er kold!). Han bortfører tallerkenen i løb. Lidt efter kommer anden løbende tilbage fra mikroovnen - varm, men endnu mere tør. Suppen er fyldig, og efter at have smagt en bid af anden ser jeg ingen grund til at klage over den manglende hovedret.
Vi slutter af med frisk frugt, som smager dejligt; men det er nok sidste gang, vi spiser på Gli Angeletti, som svinger sig op til én kokkehue uden puld, fordi vi er på ferie og i godt humør.
|
