|
Seværdigheder og museer i TallinnByen er knap vågnet, da vi spadserer op mod Niguliste. Vejret er klart med blå himmel og en frisk kølig vind. Solen gløder i de gyldne kors på Alexander Nevsky katedralens løgformede kupler, og trinde koner i tykke frakker står for foden af trappen. De er vist ikke på vej ind, men står som om de beder. En af konerne har en plasticpose stående, og måske indeholder den fisk, for ganske tæt på står en stor måge og ligner en liebhaver.
Katedralen ligger nær Toompea, den gamle fæstning, og det er byens højest beliggende område. Her er mange officielle bygninger med ministerier, ambassader o.l. Der er også nogle udsigtspunkter med flot udsigt over byen ned mod havnen. Der er adskillige butikker med ravsmykker, men selvom nogle af dem skilter med både 30 og 50% rabat, er de dyre - meget dyrere end i Krakow, som vist ellers får sit rav fra Baltikum. Jeg tror såmænd også, de er dyrere end i Danmark. Underligt!
På byens store torv, Raekoja Plats, sidder folk uden for caféerne, og der er faktisk smålunt i solen. Her må være godt om sommeren! Vi sætter os med udsigt til rådhuset, får en kop kaffe og hviler fødderne. Vi er ikke i spadsereform, og det er hårdt at gå på toppede brosten og sine steder blank is. En kaffe koster 40 EEK. Det er ikke billigt, men torvet er jo Tallinns svar på Piazza Navona i Rom eller Markuspladsen i Venedig. Fair nok. Turistkontoret har åbent nu, og vi forsyner os med brochurer. En af de ansatte forklarer venligt om busture og spørger høfligt, hvor vi kommer fra. Svaret skrives ned. De fører nok statistik. Kvinder sælger strikketøj fra boder langs bymuren i Müürivahe. De er godt pakket ind - kvinderne altså. Man kan købe huer, vanter, sokker, veste, trøjer og hvad ved jeg. Tingene er flotte, og vi impulskøber en tophue til mig og et par nuttede babysokker til niecens kommende. BymuseetBymuseet ligger i gaden Vene i et gammelt hus. Det er ikke så stort, men ganske interessant alligevel. Der er den obligatoriske model af den gamle by, hvor man kan trykke på knapper og tænde lys her og der. En film fortæller om byens historie gennem tiderne. Blandt effekterne er der bl.a. forskellige redskaber, som byens håndværkere har brugt.
Epping-tårnetHjemme på værelset hviler vi fødderne og studerer brochurer fra turistkontoret. En af dem er om et restaureret tårn, Epping, i den gamle bymur. Her er en interaktiv udstilling i 6 etager.
Det lyder spændende, så vi beslutter os for et besøg. På vejen snupper vi en hotdog i en butik bag bytorvet. Tårnet ligger i Laboratooriumi (hjemmeside). Ud over at man kan slå en mønt og lave ringe af ståltråd til ringbrynjer, er det nu så som så med det interaktive. Som udstilling betragtet er det et flop - det er mestendels plancher med tekst om middelalderens stenbyggerlaug o.l. Tårnet i sig selv er dog ganske spændende, og for at komme helt op på øverste etage skal man op ad en smal vindeltrappe i sten. Vi kunne sikkert lige så godt have valgt nabotårnet. Her er nok ingen plancher, men der er gratis adgang! På konditori
Turen tilbage går ad Pikk. Nu trænger vi alvorligt til at sidde ned og falder ind på et konditori i wienerstil lige over for nationalmuseet. Her er mange mennesker, som drikker kaffe og guffer kage ved små borde. Der er træ og spejle på væggene og højt til det udsmykkede loft. Helle kaprer et bord, og jeg går op til disken. Folk i køen diskuterer de udstillede kager. Pigen foran mig peger på en kage og spør' på engelsk med accent, om jeg ved, hvad der er indeni. Det har jeg ingen anelse om, svarer jeg, men hun kan jo købe én - så er fyldet en overraskelse. Hvordan kan hun vide, at jeg er turist? Jeg har ikke sagt et ord, og kameraet er i Helles varetægt. Forklaringen melder sig, da hun taler engelsk med servitricen: hun er selvfølgelig selv turist. Hvilket sprog hun taler med sine rejsefæller, ved jeg ikke, men russisk er det ikke - måske lettisk eller sådan noget. Estlands nationalmuseum
Skråt over for konditoriet ligger Estlands historiske museum, og det er vel nærmest at betragte som nationalmuseet. Vi går ind. Der er en fotoudstilling med billeder af truede bygninger af national betydning. Man har vist ikke penge til at restaurere dem, så de fotograferes, før de falder sammen. Estland blev uafhængig af Rusland i 1991, så det er vigtigt med national identitet. Næste rum indeholder historiske mønter og pengesedler, og så kommer man ind i den store sal. Salen er smuk med buer og søjler og minder om et kirkerum. Der er store lysekroner af sort smedejern, men derudover er der ikke meget. Der står montrer med fund og effekter langs væggene, men der er langt mellem snapsene så at sige. De udstillede effekter er få sammenlignet med et middelstort dansk bymuseum. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at Estland ikke har eksisteret så længe som selvstændig nation. Det tager tid at opbygge samlinger. På fiskerestaurant MõõkkalaMed indlagt pitstop på O'Malley's går vi hjem til sen siesta, og ved syvtiden træder vi gennem døren til restaurant Mõõkkala. Restauranten er tom bortset fra et par, der er ved at betale. Det er pænt af dem, for deres barn græder og er pylret. Interiøret er en sjov sammenblanding af stilarter. Der er kunst på væggene (bl.a. et stort billede af en klumpfisk), og i det tilstødende lokale synes alt at være holdt i blåt. En enlig herre med en bog i hånden kommer ind og får et nabobord. Så er vi da 3 gæster. Mõõkkala er en fiskerestaurant, men det fremgår ikke af spisekortet, om fisken er dybfrost eller ej. Sværdfisken f.eks. er med stor sandsynlighed frosset, men det fremgår ikke. Kombineret med fraværet af gæster gør det os lidt nervøse. Vi bestiller en australsk chardonnay, og jeg gennemgår pligtskyldigt smageritualet, selvom risikoen for propsyge er nul, når flasken har skruelåg. Vinen er harm- og kønsløs, men de bedre flasker var vel pebrede i pris. Vi bestiller fiskesuppe til forret. Helles er med grøntsager, min med skaldyr, små blæksprutter og fiskestykker, og så er der en anelse karrysmag. Ganske godt - der var vist ingen grund til nervøsitet.
Til hovedret har vi begge bestilt sandart (pike-perch) med grøntsager. Fisken er lidt grov i strukturen, men smager godt. Damen presser på for at lokke os til dessert, men vi har ikke plads og runder i stedet af med espresso og en lidt sprittet brandy, der hedder Ararat som bjerget i Tyrkiet. Regningen lyder på 1015 EEK eksklusive drikkepenge. På vejen hjem går vi ind på O'Malley's, men her spilles tekno, og det er ingen fornøjelse - så hellere vemodige sange fra den grønne ø. Der rigges til på scenen, og diskolyset startes. Vi går skyndsomt hjem.
|
