Home > Rejser > Paphos på Cypern > Tombs of the Kings

Tombs of the Kings

Efter morgenmaden spadserer vi nordpå mod Tombs of the Kings - kongegravene, som er Paphos' gamle nekropolis. Ganske vist er der ingen konger begravet, men det lyder jo bedre end så meget andet, man kunne finde på.

Vejen derud går også til Coral Bay, en turist- og hotelenklave nord for byen, og strækningen er utroligt grim. Der er skilte og rædselsfulde facader overalt, og alle synes opsatte på at overgå hinanden for at fange vores opmærksomhed.

Klik for større billede

Et sidespring om Paphos og turismen

Kato Paphos er fra naturens hånd et smukt sted med Middelhavet på den ene side og bjerge på den anden, og på denne årstid er der livsbekræftende frodigt med blomster og grønt.

Men i skærende kontrast til skønheden står turistindustriens facade af neon, skilte og lyd. Overalt, hvor der er plads, skyder det op med restauranter, pubber, barer, kiosker, supermarkeder, souvenirbutikker, biludlejningsfirmaer, diskoteker, spillehaller og ejendomsmæglere.

Det er så organiseret som ukrudt i en prydhave. Hver især prøver de at indfange turisten med skilte og særprægede facader, som tilsammen bliver et kalejdoskopisk stilbrud. Skiltene råber "Property Developers", "Precious Jewelry", "Factory Prices" osv.

Og udviklingen fortsætter. Der bygges overalt, og gode veje brydes op, så der kan anlægges nye med EU-tilskud. Cypern er i Commonwealth, og mange englændere bosætter sig hernede og tager pensionen med. En villa på en bjergskråning uden for byen kan sagtens koste 3 mio. kr. Skatterne er lempelige - fra 0 til 40 % alt efter indkomst.

I de seneste år er der også flyttet en del østeuropæere hertil. Nogle fungerer som daglejerproletariat, mens andre, tja…? Politiets opklaringsprocent for kriminalitet er i hvert fald faldet fra ca. 98 % til et væsentligt lavere niveau.

Turismen er vigtig for Cyperns økonomi, og Cypern har meget andet at tilbyde turisten end det gode vejr, men som udviklingen kører, bliver det i hvert fald i dette område en selvundergravende virksomhed, hvor plat og farvelade nedtramper den oprindelige charme og egenart; en udvikling som Mallorca er et skræmmeforbillede på.

Vi nyder ferien, men savner alligevel Larnacas lidt uskyldige charme og fred. Priserne i Larnaca (for mad og drikke) er også væsentligt lavere. Ikke at det er specielt dyrt her, men forskellen illustrerer, at citronen presses til det yderste.

Vi betaler 2 * 75 cents i entré og kommer ind i dødebyen. Gravpladsen er fra 400 f.Kr. og frem, og formentlig var det Paphos' overklasse, der blev begravet i de udhuggede gravkamre. Området er stort. I de blotlagte gravkamre er der ingen døde nu, men naturen sørger alligevel for et sørgeflor af blomster, og fuglene synger rekviem.

Klik for større billede

På tilbagevejen ligger den offentlige badestrand på højre hånd. Sandstranden er ikke lang, men der er en snackbar, liggestole, parasoller og nogle ganske få strandgæster. Vi slår os ned i skyggen få meter fra den dovne brænding og bestiller en kop cypriotisk kaffe.

En lille pige sopper med farmand og kan slet ikke få nok. Snart er hun gennemblødt, og på stranden gennemroder mor forgæves sine tasker for at finde et tørt alternativ.

Vi spadserer mod byen ad grusvejen, som løber mellem havet og det store område med arkæologiske udgravninger (Dionysos' hus osv.). Her er naturskønt og dejligt, men solen er ved at blive skarp, så Helle sætter tempoet op.

Vejen slutter ved det gamle havnefort, og vi går videre til O'bar, hvor vi får en let frokost med toast (ost-skinke-tomat og tun). I sprutbutikken nærved fås vores yndlingsouzo, Keos extra fine, kun i halvliters, men vi køber én og en flaske commandaria, og så er det ellers tid til siesta.

På vejen hjem passerer vi strækningen med vejarbejde. Der ligger en stor dynge dampende asfalt, og arbejderne står passive og betragter bunken med mismod.

Efter siestaen er der afslapning på altanen. På altanen skråt under vores sidder et ældre ægtepar og spiller kort. Det eneste der høres derfra, er kortenes svirp mod bordet og så konens lavmælte "ha!", når hun vinder, og det gør hun næsten hver gang.

Ved aftenstid går vi ned mod Ejegods basilika, som i dag skulle være smykket med blomster. Det er den sikkert også, men den lukkede kl. 19, så det blev ikke til blomster i dag.

Vinden har lagt sig, og det er lunt. På promenaden falder Helle i staver foran en guldsmeds udstilling og siger efter en stund, at det er ærgerligt, at alle priserne er skjult. Jeg siger, at én af mærkaterne i det første vindue vendte forkert og afslørede en pris på 1158. "Danske kroner?" spør' Helle, før hun indser, at jeg nok ville have omregnet til et rundere beløb.

Der er lunt på ouzo-baren, og vi nyder havets og himlens blå tilnærmelse. Om et kvarter mødes de blå nuancer, og Vorherre ruller ned.

Vi går igen på Othellos og får en treretters menu med honningmelon, kleftico og flamberede crêpes suzettes. Hertil en Othello 1992 som smager godt, men som er over sine bedste dage.

Det bryder løs med regn, og gaderne er våde og blanke, da vi spadserer hjem. Vinden har rejst sig, og der er lummert.