Med bus til Serrara og Casamicciola Terme

Kaffe på altanen kl. 6:30. Helle har sovet skidt. Myggestikkene er slemme, hvor hun ikke fik sig smurt med citronella.

Fuglene varmer stemmerne op, og den blinde kat vender hjem efter en morgentur. Den følger en slingrekurs langs muren og tager et skridt ud, når knurhårene registrerer berøring.

I en af altankasserne bor en koloni af små myrer, og der er en livlig trafik på gelænderets flade overside. I går skabte Helle trafikkaos ved at lægge 3 - 4 sukkerkorn.

Helle har mest lyst til at blive hjemme, så jeg tager på udflugt alene og hopper på en Circum Destra et par minutter over 9. Det er den rutebil, der kører nedenom.

Der er ikke helt så tåget som i går, men alligevel temmelig diset. Det er nok et typisk morgenfænomen på sydkysten indtil solen får magt. Gusen og dens fugt bidrager sikkert til den vilde frodighed.

Jeg stiger af i Serrara, en lille bjergby, og beundrer udsigten over Sant'Angelo dybt nede. Jeg strejfer lidt rundt, men der er ikke så meget at se på. Mens jeg venter på den næste bus, kommer landsbytossen forbi og siger buon giorno med et stort grin.

Da bussen kommer, er der ingen ledige pladser, og hver gang et sæde forlades, påstiger med usvigelig sikkerhed en højgravid kvinde, en krumbøjet gammel kone eller en mand med to stokke. Så jeg må holde godt fast i svingene ned ad bjerget mod Sant'Angelo.

Intermezzo i bussen

I Sant'Angelo får jeg endelig en siddeplads bagest, hvor der er 2 x 2 sæder med front mod hinanden og dårlig benplads. Ved vinduet sidder to italienske mænd i 60-årsalderen, og en lokal knægt på ca. 15 år ser sit snit til at kapre sædet over for mig.

Knægten spejder pludselig frem i bussen og skynder sig at stemple sin billet i automaten, som er inden for rækkevidde. Et øjeblik efter står en lille korpulent kontrollør med skægstubbe og vil se billetter. Jeg får med besvær gravet pungen op af baglommen, og da jeg endelig kan vise billetten frem, er kontrolløren væk.

De italienske herrer stiller knægten et spørgsmål om busstoppestederne. Jeg tror, det har noget at gøre med, at man ikke kan se, hvilke busser der stopper hvor. Snart fortæller knægten om løst og fast.

Noget er om turister og neapolitanere, som besøger Ischia. Beskrivelsen af neapolitanerne er vist ikke flatterende, for en mand, som står lige ved siden af, bryder ind og siger, at HAN er neapolitaner og bla-bla.

Neapolitaneren er ca. 35 år, firskåren og iført mafiosolbriller, ulastelig hvid skjorte og sorte bukser med pressefolder.

Drengen bliver tavs for en stund, mens de voksne snakker i venskabelighed. Napolis fortræffeligheder opremses og smages på: den arkæologiske og historiske rigdom, charmen ved den gamle by, det fascinerende underjordiske Napoli osv.

Neapolitaneren taler meget med den frie hånd, og hvis han ikke skulle holde fast med den anden, havde han sikkert brugt dem begge. Ord og sætninger betones med håndbevægelser, som sikkert er et sprog i sig selv.

Jeg havde egentlig tænkt mig at stå af i Forio, som vi sprang over i går, men bussen fyldes til bristepunktet af turister og badegæster, som står af og på, på og af. Forio trækker ligesom ikke, så jeg fortsætter til Casamicciola Terme.

Casamicciola Terme

Den smukke promenade ligger i en blød bue ud mod kysten. Der er et bredt fortov, springvand og masser af grønt og blomster. I de små gader bag promenaden er der kønne små huse med altankasser og vasketøj. Et grønt bjerg rejser sig stejlt bag byen.

Trompetblomst i Casamicciola Terme Viskestykker på tørresnor
Klik for større billede.

Der er grønne åndehuller, og gamle mennesker sidder på stole i skyggen og siger buon giorno til en vildfremmed, som bare er nysgerrig.

Tilbage på promenaden sætter jeg mig uden for en caf og bestiller kaffe. Espressoen serveres med et glas vand, så man kan sidde og hænge med god samvittighed, når den lille mundfuld kaffe er drukket.

Jeg får kassebonen, da jeg skal betale, og den unge servitrice siger prisen på tysk, ifald jeg ikke kan læse. Der farer en djævel i mig, og jeg siger: "Non sono tedesco" ("jeg er ikke tysker"). Pigen udstøder et "Oh!", men statistisk har hun ingen fejl begået.

Jeg hopper på bussen og forlader denne kønne by. 10 minutter senere er jeg i Ischia Porto. Jeg køber frisk brød i minimarkedet bag rutebilstationen, og hjemme har Helle frokosten klar.

Eftermiddagstur til Ischia Ponte

Ved femtiden tager vi den lille 7'er til Ischia Ponte. Bussen stopper lige uden for det lille centrum, og chaufføren råber "Castello! Ponte!" Folk står af, og bussen drejer til højre mod S. Michele. Den kører åbenbart kun ud til borgen i dagtimerne.

Vi slentrer rundt og kigger og tager nogle afstikkere ind i de små gader. Castello Aragonese er smukt belyst af aftensolen, nogle drenge bader fra molen, og på bådpladsen slibes og males der flittigt.

Museo del Mare

Billet til Museo del Mare

Museo del Mare, havets museum, udstiller ting og effekter, som belyser Ischias historie og tilknytning til havet. Entre 2,50 euro.

Der er mange gamle billeder af skibe og fiskere, flotte skibsmodeller, avisartikler, skibsdele, frimærker og meget andet. Det er ganske interessant, og tingene er tydeligvis samlet med kærlighed.

Vi hæfter os bl.a. ved et foto af en færge, M/N Augustino Lauro, som oprindeligt hed "Isefjord" og blev bygget i Aalborg i 1935. En søgning på nettet har siden afsløret, at skibet i mange år tjente som færge mellem Grenå og Hundested, og at det først blev solgt til ophugning i 2008.

Det er tid til en forfriskning uden for en bar. Turister passerer på vej tilbage fra borgen, og lokale går aftentur. Temperaturen er særdeles behagelig. Byen kan ikke være særligt stor, for flere af de lokale passerer mere end n gang.

Spaghetti uden våddragt

Bussen bringer os tilbage til Ischia Porto og stopper næsten uden for Bar delle Rose til aperitivo-tid. Ved halvnitiden er vi på Ciro.

I aften står den på bruschette, skinke og melon og så pasta. Jeg får spaghetti med tomatfileter og passer morderligt på, for jeg har ikke våddragt eller tomat-T-shirt på; men italiensk spaghetti bliver ikke kogt helt død, og den slår et koket slag med halen, som sender to blodrøde dråber mod mit bryst.

Et langbord med svenskere er en evighed om at få betalt, fordi de har fået en fællesregning og vil betale parvis. Tjeneren er tålmodig og arbejder på højtryk. Svenskerne er nok alle + 50, og selvom de er i højt humør, er de afdæmpede og ikke larmende. Faktisk opdager vi først, at de er svenske, da de indleder betalingsprocessen.

Vores regning lyder på 37 euro og ledsages af et glas iskold limoncello på huset. Mums!