Rialtomarkedet og Ca' Pesaro

Reflektion: hvad gør stolen?

Morgenpiben tændes kl. 7:20 på vej ned til Canal Grande. I dag ligger der en anden kat og sover i blomsterkassen på muren. Katten er venlig og hilser pænt. Langs kanalen får husenes farver en varmere glød i det bløde morgenlys.

En kop espresso hos bageren på hjørnet får blodet til at rulle raskere. De lokale hilser som vanligt på hinanden, siger "Ciao", "Ci vediamo" og "Arrividerci".

Efter morgenmaden går turen til Rialtos grøntsags- og fiskemarked. Her er en overdådighed af grøntsager, frugt, fisk og skaldyr af alle mulige slags.

Der er mange slags fisk, og mange er importeret fra Nordatlanten (f.eks. pighvar) og nogle helt fra Stillehavet. Der er sardiner i forskellige størrelser, sværdfisk, krabber, og mange typer blæksprutter og muslinger. Der er sågar små levende snegle. Bjerge af rejer i forskellige størrelser ligger ligesom og sitrer, og en enkelt reje har spjættet sig ned til de levende taskekrabber.

Bær på Rialtomarkedet Sardiner på Rialtomarkedet Krabber og hummere på Rialtomarkedet
Klik for større billede

I zigzag mod Markuspladsen

Fra Rialto er der kun ét stop til Ca' d'Oro, det gyldne hus. Herfra krydser vi langsomt mod Markuspladsen.

Der er rimelig varmt, og Helles ene ankel er voldsomt opsvulmet af de myggestik, hun pådrog sig den første aften i Venedig. Hun humper let - det er ikke godt. Cirka halvvejs damper vi af med kaffe og vand, og får os så snoet frem til Markuspladsen, hvor det vrimler med så mange turister, at der knap er plads til duerne. Vi får siddeplads på en etter og tager hjem og starter AC'en. Pyh, den er varm i dag!

Klokken 12:30 går jeg ud for at få en bid. Helle bliver på værelset med benet oppe og siger, at hun kan klare sig med kiks. Jeg falder ind på La Rivetta ved Ponte dei Meloni.

Tjeneren siger, at der er endnu varmere indenfor, så jeg accepterer bordet under parasollerne og bestiller spaghetti carbonara og fadøl.

En gondolier ser på

I kanalen ved siden af ligger en flot gondol, og mange turister stopper op på broen for at fotografere. Gondolieren i blåstribet T-shirt og stråhat spør' af og til, om de vil sejle: "Gondola?", men der er ikke bid. Han keder sig tydeligvis og betragter den arbejdsmand, som roder i jorden overfor.

Spaghettien er overkogt, der er ingen parmesan og så er den med kogt skinke og ikke bacon, som der stod på kortet. Øllet til 5,5 € for 0,4 liter kunne være koldere, og stedet får ikke rosende omtale herfra.

Ca' Pesaro

Efter en siesta tager jeg på museum. Målet er Ca' Pesaro, som har en samling af billedkunst og orientalsk kunst. Helle vil hellere skåne ankelen og læse på værelset. Med vaporetto hopper man af ved San Stae, og så er der ikke langt.

Billet til Ca' Pesaro

Samlingen af billeder er ganske imponerende. Jeg falder især for et stort billede af Joaquin Sorolla, "Mending the Sail", som har et fantastisk spil af lys og skygge. Der er minsandten også en Carl Larsson, "Matina", fra 1904 og erhvervet af Venedig kommune i 1907.

De fleste kender Carl Larsson fra talløse postkort og reproduktioner med børn og svensk bonderomantik. Da jeg ikke kan sige noget pænt og kultiveret om den moderne kunst, som ikke ligner noget, lader jeg vær'.

På 3. sal findes samlingen af orientalsk (mest japansk) kunst. Samlingen blev grundlagt af en eller anden greve på jordomrejse i starten af 1800-tallet, og den kom vistnok på italienske hænder som en del af den østrigske krigsskadeerstatning efter 1. Verdenskrig.

Her er våben nok til at bevæbne en mindre hær af samuraier, men også masser af "traditionel" orientalsk kunst, og det er ganske imponerende.

Der er imidlertid også kvælende varmt heroppe under taget. Jeg kan sagtens - jeg kan gå igen, men de stakkels kustoder sidder lige så stille og smelter.

Jeg spadserer tilbage mod San Polo gennem labyrinten af gyder og ignorerer ganske skiltene, som viser vej mod Rialto. Jeg følger det indre kompas, og det går meget godt, for pludselig træder jeg ud på Campo san Polo. Herfra er der ikke langt til Bar ai Nomboli og en vederkvægende cola. Kl. 17:40 betaler jeg og går hjem.

Aften i San Polo og hos Da Sandro

Vi går ud ved syvtiden og reserverer bord hos Da Sandro i Campiello Meloni, lige overfor bageren på hjørnet. Vi spiste der et par gange i 2004, og stedet anbefales i "Chow Venice". Damen spørger om navnet. Jeg svarer, at det er "difficile", og at hun kan skrive "il danese". Det fremkalder smil - min nye præsentationsteknik virker glimrende.

Luften står helt stille. Der er varmt og lidt lummert. Alle borde udenfor Bar ai Nomboli er optaget, så vi fortsætter til Ciak ved Campo san Tomà. Hvidvinen er let perlende og ganske liflig. Det er formentlig en forglemmelse, men vi får ingen peanuts, chips eller hvad de normalt finder på for at spolere gæsternes appetit.

Der er reserveret plads på bænken udenfor Da Sandro. Her er meget varmt, og det er som en varm luftstrøm fra en AC'er gør det endnu varmere. Jeg spørger tjeneren, om der er køligere indenfor, og et øjeblik efter er vi flyttet. Ja, det var meget bedre - lækkert! De fleste borde er flyttet ud på fortovet, men der er fire tilbage.

Helle får spaghetti con ragú - god og rigelig. Jeg får en grøntsagssuppe, som også er god og rigelig. Meget sympatisk er husets rødvin afkølet.

Helles hovedret er et stykke kylling, som kokken med fordel kunne have taget ud af ovnen i går. Min oksefilet er bestilt medium stegt, men da den store bøf ankommer, er alt undtaget den yderste millimeter rå tartar.

På min opfordring kommer den på grillen igen. Da den vender tilbage, er den stadig langt fra "medium", men hvad ligner det også, at kunderne blander sig i den slags? Kokken ved vel nok, hvordan en bøf skal steges! Trods denne uoverensstemmelse er bøffen meget fin og meget velsmagende.

Vi slutter af med is, kaffe og grappa. På den anden side af gaden står Osteria Vivaldis personale og ryger. Tre mand høj. Restauranten er mennesketom, men vi kan godt få et glas vin ved baren.

Vi slentrer ned til Canal Grande. Der er nattemørkt og stille. Nogle få lys og skibslanterner spejler sig i det mørke vand.