Ferie på Madeira

I februar tog vi med Startour på vinterferie på Madeira, den lille ø 600 km vest for Nordafrika.

Oprindelig havde vi planer om at tage til Egypten, men med overhængende fare for krig i Irak anså vi ikke Mellemøsten for det bedste rejsemål. Pyramiderne har stået i tusinder af år og klarer nok et par stykker mere. Klimaet på Madeira er mildt året rundt, og lidt sol og varme i februar er lige kuren mod overhængende vinter-kuller.

Ved midddagstid mandag den 17. lander flyet i Madeiras lufthavn, som ligger ca. 25 minutter med bus fra hovedbyen Funchal, hvor vi skal bo. Guiden fortæller os, at vi bare skal lade kufferterne stå på fortovet udenfor terminalen - så vil de blive bragt til hotellet senere.

Ærlig talt har jeg det ikke helt godt med at se bagagen stå ene og forladt, og andre steder ville det være det glade vanvid, men kriminaliteten skulle være meget lav her, såe...

Funchal ligger som et gigantisk amfiteater åbent mod havet.

Klik for større foto.

Allerede under den korte bustur ser vi, at Madeira er overdådigt frodig og smuk. Der er træer, planter og blomster overalt, og de vilde bjerge er gennemskåret af kløfter og dale. Da vi kommer gennem tunnellen til Funchal, åbner byen sig som et gigantisk amfiteater mod havet.

Ganske rigtigt ankommer bagagen til Carlton Park Hotel en times tid efter os. De fleste hoteller ligger et stykke vest for byen, og vi har valgt Carlton, fordi det ligger tæt på centrum - absolut ikke fordi kasinoet ligger lige ved siden af!

Funchal

Vi spadserer ned ad bakken, Avenida do Infante, ind mod centrum. Der er ikke langt, og snart strejfer vi rundt i Funchals gamle gader.

Noget af det første, jeg lægger mærke til, er de smukke fortove, der er lagt som mosaikker i hvide og sorte sten. Der er mange mønstre og motiver, og jeg har viet disse fortove en særlig side med billeder.

Der er mildt, men faren for at få solstik er ikke overhængende - det begynder nemlig at regne let. Vi søger ly i en port med en snackbar og får os en sandwich og en pilsner.

Bag markedshallen ligger den gamle bydel, Zona Velha. Nær markedet er der spækket med små knejper og lidt længere ude ligger restauranterne tæt. Her skulle man efter sigende spise både bedre og billigere end på f.eks. marinaen. Vi udser os et ydmygt sted, Restaurante Embaixador, på hjørnet af Rua Santa Maria og Rua dos Barreiros. I vinduerne hænger falmede postkort fra tidligere gæster, som roser stedet i høje toner.

Espada på Restaurante Embaixador

Efter et par timers hvil på hotellet indfinder vi os på restauranten. Det er et lille sted med en 6-7 borde, og der er frit udsyn til køkkenet gennem en glasvæg. Vi vil smage espada, den lokale specialitet.

Espada er en dybhavsfisk, som kun findes her og i havet ud for Japan. Fisken lever på ca. 2000 meters dybde, men går om natten op til ca. 1000 meter, hvor den så fanges på line. Man ved stort set intet om fisken og dens liv, men den er ca. en meter lang, slank og har store øjne tilpasset det evige mørke, og så har den en stor flab med sylespidse tænder. Den ser glubsk ud som en muræne.

Efter en lidt vandet tomatsuppe med løg kommer fisken ind. Den er meget delikat: hvidt, lidt løst udbenet kød med god smag. Helle har bestilt sin med sauce provencale, en tomat-/flødesauce som næsten overdøver fisken. Jeg har bestilt med stegt banan og grøntsager. Ganske godt. Kikærterne er meget lækre, og bananen lokal, sød og fast.

I sin bureaukratiske visdom har EU dekreteret, at Madeiras bananer er for små til eksport - og formentlig også for krumme - så de fås kun her og i Portugal.

Tjeneren har lige vel travlt med at få os ud, så der kan blive plads til næste hold, så vi sender ikke postkort til samlingen. Regningen for 2 retter med vin og vand er knap 30 Euro, og det kan man bestemt ikke klage over.

Det hævner sig nu, at vi har været meget tidligt oppe, så turen går direkte hjem i seng.