Rom

Fakta, praktiske rejsetips og turistinformation.

Rom er en fantastisk by at besøge. Byens enestående mix af nyt og gammelt giver en ganske særlig atmosfære. Snart går man forbi noget, der har stået siden romertiden, og snart er det moderne.

Indhold:
Lufthavne
Tog
Transport
Strejker
Hvor skal man bo?
Restauranter
Drikkepenge
Drikkevand
Seværdigheder
Banker og penge
Identitetskort
Shopping
Kvittering & kontrol
Lommetyve
Kopivarer - pas på!
Litteratur

Der er så meget at se, at man gør klogt i at begrænse sig. Mange førstegangsbesøgende vil se det hele på én gang og ender med vabler og ømme ben.

Giv dig tid til at sidde i ro på et piazza, nyd en forfriskning og sug atmosfæren ind. Nyd livet og gem nogle seværdigheder til næste gang.

Denne side er ikke en guide til Roms seværdigheder, men du får nogle praktiske informationer og rejsetips, som kan gøre turistlivet lidt nemmere. God rejse!

Lufthavne

Rom har to lufthavne: Leonardo da Vinci (Fiumicino) og Ciampino (mest charter og lavpris).

Fra Fiumicino kører Leonardoekspressen hver halve time fra 05:30 til 23 nonstop til Roms hovedbanegård, Termini, (ca. 30 minutter). Prisen (maj 2013) er 14 €. Køreplanen finder du på TrenItalias hjemmeside.

Gå til www.trenitalia.com og søg på "leonardo express". Køreplanens webadresse har ændret sig mange gange, så derfor ikke et direkte link.

Skal du med Leonardoekspressen fra lufthavnen, er det oftest meget hurtigere at købe billet i kiosken end ved TrenItalias billetsalg. Der går også busser, og de er lidt billigere. Fra Ciampino kører der regelmæssigt busser.

Tog

Roms hovedbanegård er Termini. Udførlig vejledning i at købe billetter m.v.: SlowTravel.

For køreplaner se TrenItalia. Søg ikke for langt ud i fremtiden, men vælg en tilsvarende ugedag i den aktuelle eller næste måned - ellers får du ingen resultater.

Transport

Busser og metro er en god og billig måde at komme rundt på i en by, hvor man hurtigt kan få ømme fødder. Billetter trækkes i en automat på stationen eller købes i kiosker ("Tabacchi"). Husk at stemple i en automat i bussen eller før man stiger på toget - der er hyppig kontrol, og bøderne er heftige.

Man kan også købe 24-timers billetter ("BIG" 4 €), et kort til 3 dage (11 €) eller et ugekort ("CIS" 16 €), som så kun skal stemples første gang. Metroen og busserne er ofte tætpakkede, så pas på lommetyve!

Man kan skifte og køre, så længe billetten er gyldig. Se SlowTravel for mere detaljeret information eller gå ind på busselskabets hjemmeside. De laver om på siden en gang imellem, men et eller andet sted kan man læse (engelsk/italiensk) om de forskellige billettyper.

Man skal have is i maven, hvis man selv vil køre i Roms hidsige trafik, og selvom man spiser en af de fantastiske italienske is, er det så godt som umuligt at finde en parkeringsplads.

Strejker

Strejker kan i høj grad genere den rejsende, men heldigvis annonceres de fleste strejker i forvejen, så man har en chance for at planlægge sig ud af problemet. Søg på "strikes rome" eller gå til denne officielle hjemmeside, hvor der er en kalender (Calendario Scioperi Nazionali) med annoncerede strejker. Siden er dog på italiensk.

Hvor skal man bo?

Vil man se Roms seværdigheder, er det selvfølgelig smart at bo centralt, men de fleste billige hoteller ligger i området omkring hovedbanegården Termini. Herfra er der et pænt stykke at gå, hvis man vil ind til det absolutte centrum, men det er til gengæld nemt at tage en bus eller metro. "Centralt" er ikke nødvendigvis et spørgsmål om geografi, men snarere et spørgsmål om transporttid.

Restauranter og spisesteder i Rom

Der er masser af spisesteder i Rom, og man bliver sjældent skuffet. Dog har jeg aldrig haft fidus til restauranterne i nærheden af hovedbanegården - for mig har de altid lignet turistfælder. Vil man guides, kan man købe Helge Kamps bog "Spisesteder i Rom" eller Per Pallesens "Spis i det gamle Rom. Trastevere".

Som regel betaler man for "borddækning" (coperto, cover charge), så regn med ½ - 1½ € oven i prisen på menukortet. Hvis det er et populært sted, er det en god idé (ja undertiden en nødvendighed) at reservere bord.

Vil man have et indtryk af, hvilke restauranter der er i kvarteret, hvor man skal bo, er www.menudiroma.com en god side, idet man kan søge 'geografisk' (Zona), på køkkentype (Cucina) og prisleje (Prezzi). Restauranterne anmeldes ikke, men præsenteres kort. Siden er på italiensk, men prøv alligevel - du vil blive overrasket over, hvor meget du forstår!

Restauranter, vi har besøgt, omtales i rejsebeskrivelserne:

Nu skal man altid passe på med omtaler af restauranter. Der kan komme nye ejere, som gør det værre eller bedre, så vores indtryk kan være forældede.

Drikkepenge

Er op til dig. Normalt er drikkepenge inkluderet i regningen, men det er ikke unormalt at runde beløbet op eller efterlade lidt klingende mønt som tak for god betjening (hvis den altså var god!).

Drikkevand

Og apropos drikkepenge, så har Rom fortrinligt drikkevand. Det kommer frisk fra bjergene i rigelige mængder.

Seværdigheder

Der er så mange, at det fører for vidt at opremse dem her. Køb eller lån en bog eller søg på nettet! Et rigtig godt sted at starte er Romguiden.

Banker og penge

Bankernes åbningstid er normalt 08:30-13:30 og 15:30-19:30 mandag til fredag. Husk pas hvis du vil hæve inde i banken. Der er masser af pengeautomater, som accepterer de almindeligste kreditkort som MasterCard, Visa og Diners Club.

Identitetskort

Borgere i EU har pligt til at bære et identitetskort, når de er i Italien, og andre udlændinge skal slæbe rundt på passet. Nu har vi jo mig bekendt ikke officielle identitetskort i Danmark, så hvis man vil være lovlydig, skal man faktisk have sit pas på sig. Det er jeg nu ikke meget for (lommetyve osv.), så i stedet har jeg en fotokopi af mit pas, og så håber jeg på, at den går.

Shopping - værd at købe

Enhver shopaholic kan få sin lyst styret i Rom. Jeg er så langt fra at være ekspert på området, som man næsten kan komme, men vi tager næsten altid to ting med hjem, nemlig parmesan og porcini-svampe.

Italien er parmesanostens hjemland, og her kan man for rimelige penge købe ost, som har modnet to eller tre år, og det er altså noget andet end det, man kan købe i danske supermarkeder.

Porcini er det italienske navn for Karl Johan-svampe, som bruges meget i det italienske køkken. De tørrede svampe har en utrolig intens smag, som kan give et gevaldigt pift til mange retter, og så er de meget billigere i Italien end i Danmark. En pose med 100 gram (en pænt stor portion) koster typisk 10 - 14 euro.

Kvitteringer & kontrol

I Italien er der lov for, at du skal have en kvittering (eller bon) for det, du køber. En sjælden gang hænder det, at man bliver passet op af "skatte-politiet", når man forlader en forretning eller restaurant. Det er ikke kunden, man er ude efter, men har kunden ikke en kvittering eller bon for det købte, bliver forretningsindehaveren sikkert snuppet for skatteunddragelse. Hvis du ikke får en kvittering, når du betaler, kan du være ret sikker på, at det drejer sig om skattesnyd.

Der er hyppig billetkontrol i offentlige transportmidler. Har man ikke gyldig billet, bliver man noteret og evt. afkrævet en bøde.

I den forbindelse kan man komme ud for svindlere. Hvis du er helt sikker på, at din billet er gyldig, så kræv at se legitimation - og skriv navn m.v. op. Du kan nægte at betale her og nu (det er jo ikke et lovkrav, at man har penge på sig), og hvis vedkommende i den situation begynder at 'slå af på prisen', kan du være helt sikker på, at der er ugler i mosen. Svindleren kan sagtens bære uniform og se officiel ud.

Lommetyve & svindlere

Også i Rom skal man tage sig i agt for lommetyve. Deres foretrukne jagtmarker er steder med trængsel som f.eks. busser og metro. Det væsentligste er nok at bruge sin sunde fornuft, være opmærksom og så lade være med at tage flere penge med, end man kan undvære!

Godtroende turister kan narres på mange måder, og der er svindlere. Søg evt. på "scams tourist italy" for at få et indtryk af svindlernes tricks. På denne side kan du læse om dengang, vi blev passet op og forsøgt narret af nogle falske betjente.

Kopivarer

På gader og stræder sælges kopivarer i massevis. Kendte mærkevarer falbydes til spotpris: tasker, ure, solbriller osv.

Køb dem ikke! Det ligestilles med hæleri, og bliver du taget i at købe eller gå med en kopivare, kan der falde enorme bøder af. For nogle år siden fik en dansk turist en bøde på 10.000 euro for at købe et par kopi-solbriller på gaden, så det skal tages alvorligt.

Litteratur

Der er tonsvis af litteratur om Rom. Her er nogle titler, som vi har læst:

  • Per Pallesen: "Spis i det gamle Rom. Trastevere". En underholdende og stemningsfuld rundtur til Per Pallesens yndlingsrestauranter i Trastevere.
    Sesam 2000. ISBN 87-11-13520-4

  • Helge Kamp: "Spisesteder i Rom. Hemmelige adresser på 30 ægte romerske madhuler". Butzbach I/S. ISBN 87-988081-4-1
    30 af forfatterens foretrukne spisesteder i Rom. Fine kortskitser viser vej. Bogen er en lille let sag, som nemt kan medbringes på rejsen.

  • "Politikens visuelle guide. Rom."
    Vi købte den, første gang vi skulle til Rom. En meget grundig, flot og informativ guide, men efter vores smag for monument- og seværdighedsfikseret. Der er dog også en række gode praktiske oplysninger og kort. Jeg synes, den er for tung og uhandy at slæbe rundt på.

  • "Rom - en antik storby". Redigeret af Hanne Sigismund Nielsen og Hans Erik Mathiesen. Forlaget SFINX 1991. ISBN 87-89632-00-1.
    En samling af forelæsninger under titlen "Rom som storby" ved Aarhus Universitet 1990. Interessant læsning om Roms historie, levevilkår, kloakering, sundhed og sygdom og meget andet.

  • Ole Askov Olsen: "Glimt af et glemt Rom". Thaning & Appel 2003. ISBN 87-413-6424-4.
    En interessant (og dyr!) bog om forskellige steder og ting i Rom, hvor forfatteren opruller de spændende og interessante historier bag det, vi kan se i dag.

  • Anders Grøndahl: "Slentre i Rom". Forlag: Klematis. ISBN 87-7721-576-1
    Stemningsbilleder. En lille let sag som kan give appetit og feriestemning før rejsen. Udpeger også interessante ting og mål.

  • Den amerikanske forfatter Steven Saylor har skrevet noget så usædvanligt som en række detektivromaner, hvor handlingen udspilles i det antikke Rom og Italien. To er oversat til dansk og udgivet på Husets Forlag: "Romersk blod" og "Nemesis' arme". Der kommer sikkert flere oversættelser, for der er tale om en international bestseller.

Og så er der selvfølgelig mine rejsebeskrivelser:


Til Top  -  Oversigt rejsebeskrivelser  -  Andre fakta-sider

Sidst opdateret 9. februar 2014