Napolis arkæologiske museum

Fresko fra Pompeii
Klik for større foto

Der er ikke langt fra hotel Palazzo Decumani til Napolis arkæologiske museum, Museo Archeologico Nazionale.

Udstillingerne med effekter fra Pompeii og Herculaneum er meget imponerende, og de nyeste fund fra papyrusvillaen i Herculaneum indtager med rette en hædersplads. Man må gerne fotografere, bare man ikke bruger blitz.

Vi går os trætte gennem sal efter sal. Museets samling er enorm, og man undres uvilkårligt over, at der er noget tilbage i ruinerne. Det er creme de la creme.

Personligt har jeg en svaghed for mosaikker, og her kan jeg få min lyst styret. Der er mosaikker i massevis, fantastisk levende og i farver, der får dem til at ligne malerier.

Det er storslået at se Pompeii og Herculaneum, men først på museet i Napoli fatter man, hvilke enorme skatte der gemte og fortsat gemmer sig i byerne, som Vesuv begravede den 24. august 79 e.Kr. Der er flere billeder af de antikke kunstværker på siden med fotos fra Pompeii, Herculaneum og det arkæologiske museum.

Kortspil på Piazza Dante

På hjemvejen får vi en forfriskning på Piazza Dante. Det er søndag, og folk går tur. Ungerne får is og en tur på den elektriske gyngehest uden for baren. Ved et bord bagved spilles kort, og spillet har tiltrukket en skare af mandlige tilskuere.

Vi køber ind til en simpel frokost på værelset. Da vi kommer hjem kl. 13, er værelset ikke gjort i stand. Stuepigens vogn holder lige udenfor, men det må vente. Vi trykker på "non disturbare" knappen, og det respekteres.

Napoli Sotterranea - det underjordiske Napoli

Ved halvfiretiden går vi op til Via dei Tribunali, hvorfra (Piazza San Gaetano 68) der er rundvisning på engelsk i det underjordiske Napoli kl. 16. En billet koster 9,30, og vi er en 10 - 12 stykker på holdet.

Låse på døren til det underjordiske Napoli

En pige i tyverne er vores guide, og hun taler udmærket engelsk. Hun giver et par af gadens småpiger lov til at komme med på turen og fortæller dem af og til lidt på italiensk. Pigerne fniser og er fjantede på en sød måde.

Først går vi et par gader væk og låses ind i en lejlighed på jordniveau. Under en seng gemmer sig en lem, og under lemmen en trappe ned til en kælder som er et lillebitte hjørne af Neros gamle amfiteater, hvor der var plads til 6.000 tilskuere.

Selskabet, Association Napoli Sotterranea, købte lejligheden for nogle år siden og udgravede kælderen. Der er gamle buer og murværk. Flere boligblokke ligger oven på det gamle teater, og her og der indgår antikke buer, mure og søjler i husene, der bedst kan karakteriseres som slum.

Den gale kejser Nero optrådte selv på teatret, og en af de antikke kilder skriver, at jorden begyndte at skælve mens han sang. Nero fortsatte med at synge på trods af jordskælvet og sluttede af med at takke både publikum og guderne for deres bifald.

Man kan læse mere om lejligheden og teatret på selskabets hjemmeside.

I det underjordiske Napoli

Vi går tilbage til udgangspunktet i Via Tribunali og ned ad mange trappetrin til det underjordiske Napoli 35 m under overfladen.

Allerede de gamle grækere, som grundlagde Neapolis, huggede stenblokke ud af den vulkanske tuf og brugte dem til at bygge på overfladen. Siden udbyggede de foretagsomme romere netværket af grotter og tunneller betydeligt, så det blev til en 400 km lang underjordisk akvædukt, som forsynede byen med frisk vand. Det var "bare" at lave en brønd ned til vandet.

Som byen voksede, blev der behov for en udvidelse af akvædukten, og en ny blev lavet i 1629. Under den forfærdelige koleraepidemi i 1884 lukkede man akvædukten definitivt, og de fleste brønde blev kastet til med affald. Mere end 2 millioner kvadratmeter tunneller og cisterner blev overladt til glemslen.

Først under 2. verdenskrig blev der igen adgang til det underjordiske Napoli, hvor flere tusinde mennesker søgte tilflugt for bombardementerne. Mange boede hernede i månedsvis, og adskillige omkom af sygdomme pga. det fugtige miljø.

Det er en fascinerende tur, og jeg er glad for, at jeg tog vindjakken med, for der er koldt hernede i dybet. Et sted passerer vi gennem en 100 meter lang og meget smal tunnel, hvor den eneste lyskilde er de stearinlys, vi bærer. Den del af turen er bestemt ikke for folk med klaustrofobi, og heller ikke for livvidde XL, men man KAN springe over og vente, til de eventyrlystne vender tilbage.

Man kan besøge det underjordiske Napoli flere steder, og nogle steder er det katakomber fra den tidlige kristne tid. Vil man læse mere om emnet, kan man søge på "Napoli sotterranea" - adskillige af de italienske sider, som søgemaskinen foreslår, har engelske versioner.

Aften i Napoli

Vi runder hotellet og går så op mod vores vandhul i Via Tribunali. I en af de små gader er der nogen, der smider snavset vand ned over os. Det kommer fra en altan eller et vindue højt oppe. Jeg kan ikke afvise, at det er en altankasse, som løber over under blomstervanding, men da vi kigger op, kan vi ikke se nogen person, så jeg tror, det var drengestreger.

Våde, rasende og med gullige pletter på tøjet går vi tilbage til hotellet og skifter. Møgunger! Da vi går ud igen, vælger vi at gå ad Via Duomo, og det er meget godt, for da ser vi, at den planlagte restaurant, Antica osteria Pisano, har søndagslukket. Der er ikke mange alternativer i kvarteret, men på vores vej fra museet i formiddags så vi en ristorante på Piazza Dante.

Først lægger vi dog vejen forbi vandhullet i Via Tribunali, hvor der er stillet en stor fladskærm op, så de fodboldgale italienere kan følge en kamp mellem Aston Villa og Newcastle. Vi sætter os med ryggen til, nipper til vores aperitivo og betragter verden, som ikke kan være på en storskærm.

Ristorante 53

Ad en mindre omvej når vi frem til Piazza Dante på Via Toledo, og Ristorante 53 har åbent. Vi får plads indenfor, og en solbrændt fyr på ca. 20 år dumper 2 tallerkner og bestik midt på bordet fra en højde, hvor det er utroligt, at porcelænet holder.

Han tager mut og ligegyldig mod vores bestilling og returnerer forholdsvis hurtigt med 1½ liter lunken vand og en halv liter lunken hvidvin. Efter ca. 20 min. kommer vores penne med fløde og skinke, og da det er spist, følger hovedretten. Helle får noget ovnstegt kød med kartofler og tomat, mens jeg får scallopini med svampe.

Maden smager såmænd udmærket, men sjældent har vi følt os så uvelkomne, og det er ikke fordi, vi er turister - italienere får samme elendige behandling. Stedet tildeles én dalende stjerne, for brødet er trods alt frisk. Regningen inkl. 12 % drikkepenge beløber sig til 44 euro. Jeg supplerede ikke med ekstra drikkepenge - tværtimod var de 12 % alt for meget.

Hjemme i hotelbaren får vi en skotsk Drambui-bombe og prøver forgæves at få adgang til internet på hotellets nye bærbare. Sengetid.