Lejligheden i Siracusa

Jeg fandt og lejede ferielejligheden over nettet (se link nederst på siden). Der var flere at vælge imellem, og vi valgte "bilo 13". Her nogle fakta:

3-etagers lejlighed i gammel bebyggelse, men renoveret. Beliggenheden er fremragende på sydspidsen af Ortigia, øen med den gamle by. Du kan finde den på Google maps ved at indtaste adressen: Via Salomone, 4, Siracusa SR, Italien.

Elevator til 2. sal (sovekammer). Badeværelse en etage op, og køkken, stue og lille tagterrasse endnu en etage op.

Glimt af den lille tagterrasse
Klik for større foto

Værelserne er små, og det lille soveværelse gør, at dobbeltsengen ikke hører til de bredeste. Jeg målte den ikke, men vil tro at den er 140 cm bred (max 160). I stuen er der en sofa, som vist kan trækkes ud og bruges som soveplads.

Lejligheden er veludstyret (også en adapter til stik med tykke ben). Eneste mangel i køkkenet var en skarp kniv/brødkniv. Den kokkekniv, der var, var så sløv at den dårligt kunne skære andet end blødkogte æg.

Aftenudsigt fra tagterrassen

To kogeplader (glaskeramik), mikro-alt-muligt-ovn, elkogekedel og brødrister. Strygejern og strygebræt. Mulighed for at bruge fælles vaskemaskine. Hårtørrer. To sæt nøgler til lejligheden og gadedøren.

Gratis WiFi med rimeligt hurtig internetforbindelse. Jeg testede ikke hastigheden, men vil vurdere den til at være mindst 2 MB/s.

Der var fjernsyn, CD-afspiller og to aircoolere (soveværelse og stue), men vi afprøvede ingen af delene.

I lejligheden var der en mappe med turistinformation, og der var også et lille bibliotek med bøger efterladt af tidligere lejere (flest på engelsk).

Transport fra lufthavnen i Catania

Lilla og Massimo er udlejere med styr på tingene. Lilla tilbød at arrangere taxi fra lufthavnen (65 km) for 60 €, og vi slog til. Rutebil ville have kostet 28 € plus knap 10 til en taxi fra stationen. Med ventetid ville rutebilen også have taget op mod to timer mere.

Husleje & website

Ved reservationen skulle jeg betale (vistnok) 90 € i depositum, og der var flere muligheder for at gennemføre betalingen. Jeg valgte at sende en check lydende på danske kroner, som jeg modtog og rev i stykker, da vi ankom.

Lejen for en uge i maj var 480 € plus 150 i depositum for evt. skader m.m. Alt at betale kontant ved ankomsten.

De har forskellige lejligheder til forskellig pris, og prisen er sæsonafhængig.

Website med information
13. februar 2022: Siden med billeder af og detaljer om de enkelte lejligheder eksisterer ikke mere.

Summa summarum

Småt, men charmerende og med orden i tingene. Professionelle udlejere som jeg kun kan anbefale. Vi ville absolut ikke betænke os ved at leje hos dem igen.