Torsdag den 26. maj 2011

Siciliansk klipning

Jeg trænger til at blive klippet og går ned til herrefrisøren på strandpromenaden, Nino e Carmelo. Der er to barberstole, og der sidder kunder i dem begge. Jeg indtager en venteposition.

Frisørens skilt på promenaden

Den ældste af frisørerne ser på mig over halvglassene og hilser: "Buona sera", og jeg sera'er tilbage. Han er i tresserne, har kortklippet fuldskæg og nogle få grå hentehår over den nøddebrune isse.

Han trænger vist til nye briller, for når han arbejder, skyder han hovedet frem på halsen som en taksator, der vurderer signaturen på et maleri.

Han minder lidt om Gregers Dirckinck-Holmfeld. Skægget er blot tættere, der er mere høg over næsen, mere trane over halsen og mere hage over hagen. Nå ja, og så står han op.

Egentlig ligner han overhovedet ikke Gregers. Det er vist bare brillerne og blikket.

Han barberer en ung mand. Det gøres med ragekniv og blide ryk i næsen, når det er nødvendigt for at komme til. Kundens næse altså.

Kollegaen er en mand i trediverne med topmave i stram T-shirt. Han bruger trimmemaskine med afstandsklodser på kundens sorte hårpragt. Dog kun på siderne og i nakken - issen klippes med saks.

Min tur

Kvittering for klipningen

Efter ca. 20 minutter er det min tur. Den ældre barber ser på mig, gør en indbydende håndbevægelse mod stolen og siger: "Prego". Jeg sætter mig, tager brillerne af og får halsbind og dækken på.

Jeg siger, at jeg kun skal klippes, og at det er en måned siden sidst. Han spørger om noget, jeg ikke fanger, men det indeholder ordene "un poco," mens hånden glider blødt over min nakke. Jeg nikker bare og gentager mit: "È una mesa fa" - det er en måned siden.

Han går i gang med saks og barberkniv. Det er sikkert hans foretrukne redskaber, og han lader den yngre kollega om det med trimmemaskiner og afstandsklodser.

Efter lidt klipning over venstre øre spørger han: "Come si?" og løfter håret op med kammen. Det føles rigtigt.

Jeg svarer, at uden briller kan jeg ikke se noget, men at jeg har tillid til ham. Han rækker straks ud efter mine briller, men jeg gentager, at jeg har tillid til ham, og klipningen genoptages.

Jeg gør nakken blød og føjelig, for hovedet vippes ofte i nye arbejdsvinkler, så afstanden passer til halvbrillerne, der trænger til udskiftning. Vi har af gode grunde ikke pludret, og måske bliver tavsheden knugende, eller måske sejrer nysgerrigheden, for han spørger, hvor jeg kommer fra.

Da jeg siger Danimarca, roser han mit italienske: "Parla buono italiano!". Vi ved begge, at det er løgn, men høflig smiger er ikke nødvendigvis ilde anbragt.

Klipningen går stærkt, for han klipper med livslang rutine uden at ty til fordyrende og forsinkende brug af bindemidler som voks eller lak. Det er en ærlig klipning, hvor saks og kniv tager det fulde ansvar for resultatet.

Regnskabets time

Sikker på sit arbejde blæser han mig af med hårtørreren og fjerner dækken og halsbind. Jeg rejser mig, og han sætter sig over til et skrivebord. To ventende kunder begynder straks at diskutere, hvis tur det er.

Jeg sætter mig over for barberen, mens han skriver en kvittering. Det med kvittering er med garanti helt usædvanligt - de tidligere kunder betalte bare uden dikkedarer.

Jeg betaler 10 euro, får et håndtryk og vi udveksler endnu et venligt buona sera. Jeg går uden at se, hvem der vandt retten til barberstolen.

Lignende historier: