|
Home > Rejser > Malta > Marked i Marsaxlokk
MarsaxlokkMarsaxlokk, en fiskerby på Maltas sydøstkyst, er målet denne søndag morgen, da vi stiger på nr. 27 fra Vallettas busterminal. Chaufføren giver ubarmhjertigt den gamle bus af sporerne, og motoren brøler rasende igen. Støddæmperne er pensionerede for længst, og alt ryster og rasler, så man må holde godt fast for at blive i sædet. Det meste af vejen går gennem bymæssig bebyggelse, men efterhånden som vi nærmer os kysten, kommer der svedne marker med rød jord. Figenkaktus vokser overalt, og der er nogle få grønne vinmarker.
MarkedTuren tager en halv time. Marsaxlokks dybe naturhavn har i historiens løb været en bekvem indfaldsvej for invaderende hære, og i dag er byen invaderet af turister og handlende. Der er nemlig søndagsmarked på havnen. Selv den del af havnefronten, hvor restauranterne plejer at stille borde op, er besat af boder og stande. Her sælges fisk, tun, rejer, skaldyr, blæksprutter, grøntsager, levende fjerkræ og småfugle, kaniner, sko, tøj, isenkram og ragelse (souvenirs) i massevis. Vi får en rædsom pulver-espresso på torvet mellem kirken og havnen, før vi går en tur i den nyere bydel. Så snart man kommer lidt væk fra havnen, er der stille og søvnigt. Tilbage på havnen parkerer vi mig på en fortovscafé, hvor jeg kan sidde sikkert, mens Helle kaster sig over markedets fristelser på egen hånd.
Markedet er malerisk, men det var nok bedre at besøge byen en stille dag, som vi gjorde sidste år. Vi beslutter os for ikke at blive til frokost. Der er alt for mange turister, og bussen vil med garanti være overfyldt til det ulidelige, når vi skal tilbage.
Vi kommer med den samme bus, som kørte os herud. I en by på vejen (Tarxien) må vi holde tilbage for en religiøs procession. Den består af hundredvis - ja måske tusinder - af glade cyklister, og sjovt nok er der næsten ingen piger/kvinder iblandt. En lokal på sædet foran fortæller, at det er en årligt tilbagevendende begivenhed. De ventende bilister dytter utålmodigt, mens de sidste cyklister passerer. Det er egentlig underligt med alle disse cykler, for til daglig ser man næsten ingen. Måske vover de sig kun ud i flok. VallettaI Valletta går vi hen for at se, om Tony's Sicilia Bar har åbent. Det har den ikke, så vi falder ind på en turistrestaurant, Cafe Marquee, på St. John Square og bestiller pasta. Her sidder vi godt og svalt i skygge. Tjeneren som henter mad i køkkenet tåger konstant rundt og kan ikke finde ud af, hvilke borde der skal have hvad, og hans kvindelige kollega må hver gang tage over eller give ham retningen. Aften i Sliema og St. JuliansOg så er det hjem til siesta. Ved firetiden kommer jeg til mig selv og går over på promenadecaféen for at få en kop kaffe. Ved nabobordet sidder et ungt asiatisk par. Fyren læser i en bog: "Facts about Korea". Ud på aftenen spadserer vi over til St. Julians marina. Her slår vi os ned udenfor Caffe Raffael med forfriskninger og betragter bådene, ænderne, folkelivet og en spinkel teenage-kat, som fjoller rundt.
Senere bestiller vi mad. Helle får fyldte oksekødsruller, Bragjoli, som er en maltesisk specialitet, og jeg får cevapcici ("Balkan-frikadeller"), som er stedets specialitet. Hertil en solskinskrydret rød La Valette. Vi er dovne og tager bussen hjem.
|
