E-bogslæser og lammeskank

Mandag den 15. januar 2018

Jeg sover som en sten og vågner ved halv ottetiden. Lidt over ni når solen op over lavaryggen og hamrer sin afrikanske kølle i altanen. Herligt!

I går var der overskyet, men her til morgen står Teides tinde skarpt mod den blå himmel. Ude over havet er der dog grå samling, som sniger sig mod land, og knust ocean svæver som dis over bugten.

Teide er vulkanen på De Kanariske Øer, men har adskillige mindre slægtninge. Efter menneskelige begreber er det længe siden, der har været udbrud på Tenerife, men vulkaner er tålmodige og kan sove længe.

Den vulkanske aktivitet er i dag kraftigst ved øen El Hierro mod sydvest, men det er ingen garanti.

Promenaden Blomster ved St. Elmo
Klik for større billede

Vi nyder det på altanen, til det bliver for varmt, og går så en tur på promenaden langs havet. Bageren har brød, og tobakshandleren har minsandten tobak.

Vel at mærke mit mærke. Det er under halv pris hernede, så jeg skal have forråd med hjem. Vi må hver have 250 gram, så jeg sparer rundt regnet 500 kr.

Sundhedslobbyen tror sikkert, at jeg så fordobler forbruget, men netop det forbrug er ikke markedsstyret.

På udkig efter en e-bogslæser

Vi gør holdt ved nogle elektronikforhandlere. Vi har lovet Helles niece at se efter en e-bogslæser. Jeg købte min hernede for nogle år siden, og de er sikkert billigere end hjemme.

Byens største forhandler har kun en ældre Kindle, og selvom den er billigere, end den niecen har kig på i Danmark, synes jeg, at den er dårligere. Det er mig også en kilde til undren, at bøger i Kindles filformat fylder fire gange så meget som e-pub.

I en anden forretning ser vi en Kobo Aura. Navnet er mig bekendt, men jeg skal have googlet specifikationerne.

Vi køber lidt i supermarkedet. Jeg har glemt at få min deo med, og en ny koster knap en euro. Prisniveauet er generelt en del lavere end hjemme, og kvaliteten er fin.

Hjem til frokost og afslapning. Der er nu overskyet, men behageligt på altanen, indtil det starter med støvregn. Vejret er omskifteligt.

Jeg googler Koboen, og specifikationen ser fornuftig ud. Senere går vi ud bevæbnet med paraplyer, så er der gode chancer for, at det holder tørt. Vi går til elektronikforhandleren.

Det er en Kobo 2. edition, men den koster næsten lige så meget, som den niecen har kigget på hjemme, og den har det halve RAM, så jeg trækker følehornene til mig.

Forhandleren snakker for sin syge moster om alle de formater, den kan læse, og ved måske ikke, at man nemt kan konvertere til og fra dem alle. Han vil slå 10 euro af prisen, hvis jeg køber nu, men niecen skal have valget.

Aftentur og middag på La Cazuela

Vi går en tur i byen og slår os ned på Ebano Café ved kirlen og får en aperitif. Det er her, man kan trække præservativer i en automat på toilettet - med den katolske kirke som nabo, hvor vovet!

Vi sidder udenfor og glor på de mange, der kommer forbi, og det slår os hvert år, hvor mange ældre og gangbesværede turister, der kommer til Puerto de la Cruz.

Lammeskank

Vi slentrer langs promenaden til La Cazuela. Overtjeneren Dario (med tryk på "ri") er der, men betjener mest det udendørs. Vi spørger, om der er noget dagens "roasted", og det er der: lammeskank. Det bestiller vi.

Fifty-fifty anbefaler en reserva til samme pris som den Pergamino, vi plejer at få, så den hopper vi på. Den er udmærket, men ikke bedre end Pergaminoen.

Lammet og de tilhørende kartoffelskiver med løg og squash er helt perfekt. Vi slutter af med espresso og Carlos III, som vi bedre kan lide end Carlos primera, og så er den tilmed billigere.

Vi er her ikke for at spare, men selvom det er mange år siden, vi var fattige som kirkerotter, satte det spor.

Udenfor spiller musikanten igen på tværfløjte. Det er bedre, end når han griber guitaren og crooner.

Hjemme er internetforbindelsen røget, så Helle kan ikke se resultatet af håndboldkampen mod Tjekkiet. Fjernsynet er også umuligt. I seng.