De sidste dage på Tenerife

Fredag den 19. januar 2018

Op kl. 8. De lidt spredte skyer tyder på, at det kan blive en varm dag, når solen kommer på himlen.

Der er ingen internetforbindelse, og det hjælper ikke at boote. Et par åbne netværk forsøges, men uden held. Netforbindelsen er dog tilbage efter tre kvarter.

Den gamle by

Facade i den gamle by

Solen bryder igennem, og vi spiser morgenmad på altanen. Ved 11-tiden er der dog for varmt, så vi spadserer en tur langs promenaden og videre til den gamle by, hvor vi slet ikke har været i år.

Vi sætter os uden for en café på et gadehørne og bestiller kaffe. Der er behagelig mildt, og e-bøgerne findes frem. 3,2 euro kan ikke siges at være dyrt for to espresso og en flaske vand.

Damen siger: "Have a nice day" med en accent, som tydeligt afslører, at hun er englænder og ikke spanier. Der er vist en del klimaflygtninge på disse øer.

Udsmykket gavl

Vi går lidt længere ud i den gamle by og drejer ned ved den hyggelige plads, hvor vi engang spiste sortfodsgris. Den restaurant er forsvundet, men nu er der kommet en anden, som ser god ud - det er i hvert fald lokale retter til rimelige priser.

Vi køber brød på promenaden og går så hjem til lidt sen frokost. Der er gjort rent, og minsandten om ikke det defekte hængsel på lågen under vasken er blevet skiftet. Til gengæld er loftslyset på badeværelset gået igen.

Jeg ordner nogle billeder, og det bliver tid til siesta. Jeg ligger en halv times tid, men kan ikke sove og står derfor op og laver kaffe.

Jeg kommer i tanker om skakturneringen, Tata Steel Chess, og finder en side, hvor man kan følge partierne. Det er en håndfuld af verdens bedste spillere, så det er skak på højt plan.

Aftentur

Vi spadserer en tur ved sekstiden, det er rituelt. I dag slår vi os ned på den italienske cafe for enden af Calle la Hoya og får en aperitif. Vinen smager væsentligt bedre end på Ebano, og snacksene er bedre, men så koster det også 6 € mod 4,2 - de er nu givet godt ud.

Paella på La Cazuela

På La Cazuela er Dario tilbage ved roret. Vi bestiller paella a la Cazuela og beder Dario bestemme en passende hvidvin. Mens vi venter, lander en lille forret på bordet: råmarinerede skiver af blæksprutte. Der er toner af hvidløg og chili i smagen, men kun toner.

Paella på La Cazuela

Paellaen er rigtig god, det kan de lave, og skaldyrene er kogt, så de er til at pille.

En lille, sort pige danser til musikken på fortovet. Piruetter indgår i repertoiret, hun drømmer måske om ballet. Mor arbejder i køkkenet og kigger ud et par gange, inden pigen går hjem ved nitiden.

Dario går også klokken ni. Han må være på nedsat tid. Barsel måske, det er ikke til at vide.

En af de unge tjenere forsvinder bag en søjle over for restauranten. Det er sikkert smøgtid, og tjenerne skal ikke stå og hænge synligt med en smøg. Vi har set Dario gøre det samme, og overtjeneren sætter standarden.

Vi kan ikke spise op, der er mere paella på fadet, men sådan er det. Vi slutter af med espresso og avec og går så hjem.

Hjemmehygge

Lørdag den 20. januar 2018

Sidste dag inden hjemrejsen. Jeg står op 7:30 og laver kaffe. Det lysner så småt, og indtil solen kommer frem, er der småkøligt.

Vi hygger os i lejligheden hele dagen og kommer ikke uden for en dør bortset fra altandøren. Først lidt i seks går vi en tur.

Konfiteret and

Konfiteret and

Vi køber et halvt brød på promenaden, så der er til morgenmad næste dag, får en aperitif på cafeen i Calle la Hoya og går så til La Cazuela.

Vi bestiller én kalve-capaccio til deling og konfiteret and. Carpaccioen med parmesan er meget mør og falder nærmest fra hinanden. Anden er også mør og serveres med en kraftig skysauce, rødkål og ris.

På K.P.'s bar er et større selskab ældre englændere i højt humør - de er nok lige ankommet.

Hjemrejse

Søndag den 21. januar 2018

Telefonalarmen ringer 7:10. Bussen til lufthavnen kører først 10:15, men det er rart at have god tid til at pakke det sidste.

Vejret er det smukkeste i en uge, der er ikke en sky på himlen, og Teides tinde står knivskarp mod den blå himmel.

Bussen kommer til tiden, og der er ikke meget at sige om hjemrejsen, der går helt efter planen.

Vi er ikke helt raske endnu og bjæffer stadig, men en uge med mildere vejr og intens afslapning har alligevel gjort godt.