Strandpromenaden i Puerto de la Cruz

Hotellet ligger kun få minutters gang fra den brede strandpromenade, Avenida de Colón og San Telmo.

Her er masser af restauranter, caféer og forretninger med turister som byttedyr, men der er også kønt med udsigt over havet, og man kan sidde i små parklignende oaser og nyde udsigten.

Her finder man også havbassinerne, Lago Martiánez, som er et arkitekttegnet friluftsbad med pools og palmer ved siden af kasinoet.

Havet er imponerende. Skønt det ser roligt ud, ruller tunge dønninger ind fra oceanet og smadres til skum mod de sorte lavaklipper. Nogle steder sprøjter det flere meter op, og der kan hænge en dis af dråber over brændingen.

Udsigt over bugten En grøn oase på strandpromenaden
Klik for større foto

Promenaden er fodgængerområde, og der er en livlig trafik dagen lang. Livlig og livlig, hører jeg nogen sige, for mange af de spadserende har for længst fået gråt hår. Men uanset hårfarve, sætter atmosfæren en rolig kadence. Promenaden ægger ikke til hastværk.

Der er også plattenslagere. Negre der sælger kopivarer og smykker, og folk der prøver at prakke dig brochurer på, til hvad ved jeg; men politiet patruljerer regelmæssigt, så det ikke tager overhånd. Når politiet nærmer sig i roligt tempo, forsvinder dametaskerne og smykkerne ned i en plasticsæk.

Find dig en bænk i en af de grønne oaser, eller sæt dig på en café, og giv dig tid til at betragte livet, som passerer, eller den ældre mand som håndfodrer de hvide duer og jager de andre væk.

Om aftenen kan der være havgus i luften, så fortovene bliver våde og næsten fedtede af salt. Så er det godt med en trøje eller jakke.

Gæstefiskeren

På strandpromenaden faldt vi gerne ind på Pizzeria la Bodega og fik en aperitif i første parket med udsigt til de mange forbipasserende. Vi følte os ikke fristet til at spise her, men det var en glimrende observationspost.

Som de fleste restauranter på promenaden har dette pizzeria også en gæstefisker. Det er en affarvet pige i lilla bluse, kort cowboyskørt og ruskindsstøvler. Det er interessant at se hende arbejde.

Hun passer folk op og spørger, om de har lyst til noget at drikke eller spise. De fleste ryster bare på hovedet og går videre, mens nogle er høflige og siger pænt nej tak.

Hun er helt sikkert englænder, men taler bestemt ikke kostskoleengelsk. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men hun ligner bestemt en Brenda.

Selv kan jeg ikke fordrage at blive antastet af gæstefiskere, og nogle af dem er ulideligt anmassende - render efter dig og spørger, om du taler tysk eller engelsk.

Så slem er Brenda ikke, og man må beundre hendes evne til at spotte, om hun skal tiltale folk på spansk eller engelsk. Tyskerne taler hun også engelsk til, for hendes tyske begrænser sig vist til "Sehr gut!"

Brenda er flittig, men formår ikke at kapre nogen, første gang vi sidder der. På et tidspunkt siger hun opgivende til os, at det er hårdt.

Hun er meget umiddelbar og fortæller, at det er svært på denne årstid. Mange har ingen penge og bor på hotel med alt inklusive. Dem kan man kende på de kulørte plasticarmbånd. Nej, så er det bedre om sommeren, når der er mange unge spaniere.

Her om vinteren er turisterne mest ældre mennesker, og for englænderne er det også svært at få pundet til at slå til over for euroen. For hende selv er det svært nok endda, for priser og huslejer er høje, og hun har boet her i 19 år.

Nu synes vi jo ikke, at priserne er specielt høje, tværtimod, men alt er jo relativt, og lønningerne er nok ikke så høje hernede. Det siger vi dog ikke noget om; vi nikker blot deltagende.

På hendes lilla bryst står med afblegede bogstaver: "It isn't easy"