Home > Rejser > Sicilien 2008 > Siracusa, Siciliens gamle stormagt

Siracusa, Siciliens gamle stormagt

Turbussen til Siracusa (Syrakus) samler os op kl. 7. Vi overvejede at tage turen på egen hånd, men det er lidt bøvlet med busskifte i Catania, så dovenskaben sejrede med en færdigpakket udflugt.

Guiden er den danske pige, som fulgte os fra lufthavnen i Palermo. Hun konstaterer, at de fleste gæster er svenske, og snakker derefter løs på et kaudervælsk af svensk og dansk.

Stemmen er krukket og irriterende at høre på, og hendes historier er desuden fulde af faktuelle fejl. Det pinlige bliver komisk, da hun fortæller om den gamle kilde i Siracusa, hvor store "kapers" svømmer rundt. Jeg savner en fjernbetjening.

Den arkæologiske park

I Siracusa tager lokalguiden heldigvis over; hun har styr på tingene. Første mål er den arkæologiske park. Det græske teater skuffer lidt. Det er restaureret til ukendelighed, og scenen er støbt i beton. Det romerske teater har man heldigvis ikke lappet på, men der er ikke meget tilbage. Teatrene i Taormina og i særdeleshed Kourion på Cypern er bedre bevaret.

Det gamle stenbrud er flot og imponerende. Her knoklede slaver og fik med årene hugget et stort hul i klippen. I bunden af dette store hul er der nu en paradisisk frodighed.

Vores billetter til det historiske område er inkluderet i udflugtens pris, og det kan være, at det giver grupperabat. Ellers koster en billet 8 euro, og det synes jeg nok er vel pebret.

Siracusa - historisk baggrund

Siracusa blev grundlagt i 734 f.Kr. af græske kolonialister. Med tiden blev bystaten et magtcentrum og voksede i betydning; så meget at Athen i 415 f.Kr. sendte en stor flåde mod opkomlingen, som også havde modstandere på Sicilien (bl.a. Naxos).

Athen led et sviende nederlag, og det førte til enden på den lange Peloponnesiske Krig. Athen måtte indgå en ydmygende fredsaftale med Sparta og blev aldrig til stormagt igen. Sejren afstivede Siracusas magt, og byen voksede endnu mere i betydning. Først i 212 f.Kr. faldt klokken i slag for Siracusa, da romerne erobrede byen.

Kendte personligheder knytter sig til Siracusa. Platon besøgte Siracusa tre gange, første gang i 388 f.Kr. Han var på god fod med den herskende tyran, men formåede ikke gennem ham at realisere sine forestillinger om den ideelle stat.

Arkimedes boede i Siracusa og tænkte matematiske tanker, som har betydning den dag i dag. Den aldrende Arkimedes blev (imod ordre) dræbt af en romersk soldat i 212 f.Kr. Historien går, at Arkimedes sad og tegnede i sandet (geometri), og da soldaten trådte ind foran, sagde den gamle: "Forstyr ikke mine cirkler". Det blev hans sidste ord.

Skrøne eller ej, Arkimedes var en stor mand.

Isola di Ortigia - Siracusas gamle bydel

Det ældste Siracusa ligger på Isola di Ortigia, en lille ø med to broer til fastlandet. Det var her, de første grækere slog sig ned, og kilden, som forsynede dem med ferskvand, løber den dag i dag.

Den gamle bydel er en særdeles positiv oplevelse. Her er flotte huse, charmerende smalle stræder, små piazzaer, barer, restauranter og forretninger. Hist og her er der oldtidsminder som f.eks. resterne af Apollon-templet. Her kunne vi sagtens få et par dage til at gå!

Solen står højt og stikker, men en frisk havbrise gør det tåleligt at gå rundt i middagsheden. Resterne af Apollontemplet fremvises med svensk speaker, og domkirken skal vi også ind i. Den er speciel, fordi gamle græske tempelsøjler indgår i konstruktionen. Da jeg har lagt hånd på et par stykker, pjækker jeg fra guidens lavmælte foredrag og lister ud. Siddende i skyggen beundrer jeg den flotte plads foran domkirken. De blanke stenfliser er plettede af tyggegummi.

Turen går videre til den gamle kilde, som har løbet i årtusinder. I dammen vokser papyrus, og velvoksne karper (guidens "kapers") svømmer rundt.

Frokost i Siracusa

Vi løslades og har nu halvanden time på egen hånd, før vi skal mødes ved bussen. Helle og jeg går hurtigt vejen tilbage til Via Cavour. I en sidegade ligger et spaghetteria, Do Scogghiu (Via Domenica Scina 11).

Vi får hver en mixed salat. Helle er til spaghetti carbonara, mens jeg prøver husets specialitet, som er spaghetti med skinke, aubergine, tomat og basilikum. Det er store portioner og meget lækkert.

Tjenerne er i godt humør, går rundt og småsynger og joker.

Tre unge amerikanske piger kommer ind og studerer menuen med assistance fra en ord- eller guidebog. To skal have spaghetti alla Norma, mens den tredje skal have med fisk eller skaldyr. Tjeneren kommer med parmesan og belærer med løftet pegefinger om, at det bruger man IKKE til fisk.

Vi modstår tilbuddet om dessert (der er ikke plads), slipper 34 euro og slentrer tilbage mod rutebilstationen, hvorfra vi skal køre kl. 13:30. Der er lige tid til et par kopper kaffe på en bar med fortovsplads og parasoller.

Det historiske museum er desværre lukket pga. renovering, så i stedet kører bussen ud til en kirke fra det 20. århundredes sidste halvdel. Guiden fortæller historien om en grædende madonna, som reddede en fødende kvindes liv. Hændelsen fik de lokale til at bygge kirken. Denne stærke tro på mirakler er et interessant kulturtræk i Sydeuropa, og der er mange lignende eksempler.

Guiden fortæller imidlertid om miraklet, som var det et historisk faktum. Det er nok naivt, når publikum er en flok midaldrende skandinaver.

Arkitektonisk er kirken som ét højt spir. Vi finder et sted i skyggen, mens de andre går ind og anslår loftshøjden.

Døsigheden overmander mange i den varme bus, og heldigvis er guiden løbet tør for historier om helgener og mirakler. Vi er hjemme ved halvfiretiden. Det har været en fin tur, men det er længe siden, jeg har måttet høre på så meget ævl.

Trafik- og parkeringskultur

Hornet gjalder højt og vedvarende fra en turistbus. En personbil er igen smidt på strandvejen, Via Tysandros, så de store køretøjer ikke kan passere. Den holder præcis og spottende, hvor et skilt fortæller, at parkering er forbudt. Her skal noget være "meget forbudt", hvis det skal gøre sig håb om at blive respekteret.

Bilens ejer dukker ikke op, og bag bussen holder nu en lang række biler. Alle er fanget og kan hverken komme frem eller tilbage. Kun Vespaerne og motorcyklerne kan smyge sig forbi.

Bussens horn gjalder mere og mere utålmodigt. En skare af mennesker har samlet sig. Nogle mænd mener, at bussen godt kan passere, stiller sig foran og vinker lokkende. Men chaufføren ved bedre og lader igen hornet spille en lang fanfare.

Der er nu folk på alle altaner, som kan overskue dramaet. Man gestikulerer og diskuterer. Biler i bussens lange hale begynder også at dytte. Trafikproppen kan høres over hele byen.

Endelig dukker en mand op med nøgler i hånden. Han slår opgivende ud med armene, som for at sige: "Hvorfor tager I sådan på vej?", låser bilen op og kører.

En dagligdags begivenhed på Sicilien. Skal man ind i en forretning, dobbeltparkerer man gerne uden tanke for, om andre kan komme ud eller forbi. De mest hensynsfulde lader lysene blinke som for at signalere, at "jeg skal bare lige".

Ser man en person på fortovet, som man lige vil hilse på, stopper man kareten, ruller vinduet ned og råber: "Ciao Francesco!" (eller hvad personen nu hedder). Francesco kommer hen til bilen, og så får man sig en passiar, alt mens køen af biler bagved vokser og vokser.

Alle synes at acceptere dette og tager det med knusende ro, indtil en eller anden hårfin grænse overskrides. I samme øjeblik én mister tålmodigheden og dytter, så smitter det ned langs hele rækken. Francesco og bilisten tager roligt afsked, og trafikken flyder igen.

Valgkamp

Der skal være valg den 15 - 16. juni. Overalt i byen hænger plakater med smilende, ansvarlige mænd, som vil samfundet det godt.

En vogn med megafon på taget kører igen og igen langs promenaden og afspiller den samme båndede besked: "I aften kl. 8 taler […] på Piazza […]" og så en musikfanfare.

Lørdag aften i Giardini Naxos

Den solide frokost ligger stadig tungt. Vi har ingen appetit og går tur på promenaden. Det vrimler med lokale - hele byen synes at promenere eller køre langs promenaden. Børn vises frem og beundres, og nogle lufter deres gamle slægtninge med en støttende arm.

Fine håndlavede lyseduge med borter og mønstre hænger til tørre fra altanerne. Lørdag er åbenbart dagen, hvor man vasker sine fineste duge og hænger dem til skue, som var det en offentlig konkurrence.

Vi falder ind på Taverna Naxos ved nitiden og bestiller Pizza Romana. Modo laver gode pizzaer i sin stenovn, og Romana er med gode salte ansjoser. Når man beder om regningen, går der besked til papà Angelo, som står for den del af forretningen.

Den første aften på Taverna Naxos fik vi en rigtig regning på fortrykt papir, men siden har det været papirslapper med ulæselige skriblerier og sammentælling til højre. Papirslappen forsvinder med pengene. Det er nok ikke hele omsætningen, der belaster skattevæsenets administration.