Rejsebeskrivelse fra Rom. Mandag den 12. juni 2007 Peterskirken Metroen mod Peterskirken er stuvende fuld, og jeg kan knap mase mig ind gennem døren. Først efter en 2-3 stationer letter presset. Vi kommer gennem kirkens sikkerhedskontrol uden anmærkninger og undrer os over de kvinder, som tror at forbuddet mod bare skuldre gælder alle andre end lige dem. Der er ellers skilte nok med piktogrammer, som tydeligt viser, hvad der ikke er anstændig påklædning. Vi var her i 2001, men ville lige imponeres igen og det lykkes da også. Den sidst afdøde paves gravsted har samlet en del bedende, og selv ældre mennesker knæler på det kolde stengulv. Nogle græder. En ældre gråhåret mand henvender sig til vagten og giver ham noget i hånden - måske en stump stof. Vagten løsner det røde afspærringstov, tager et par skridt ind og lader genstanden berøre gravstenens nederste venstre hjørne, hvorpå tovet hænges på plads igen. Den ældre mand kysser genstanden og gemmer den omhyggeligt. Fra krypten kommer vi op i det enorme kirkerum, hvor der ligesom er flere kirker i én. Man kan skrifte på flere sprog, men vi afstår - det vil tage for lang tid. I Roms centrum og Trastevere Vejen tilbage går over Tiberen og ind i det gamle kvarter vest for Piazza Navona. En lille bar i Via del Governo Vecchio serverer kaffe til en billig penge. Toilettet er på første sal op ad en stejl jerntrappe, og servitricen skal lige tænde lyset først. Fra Argentinapladsen kører sporvognen til Trastevere. Museet på Piazza s. Egidio har åbent i dag. De store moderne fotostater i stueetagen fænger ikke os, men udstillingen på 1. sal med akvareller af Ettore Roesler Franz er åbenbart permanent. Franz malede det gamle Rom før 1800-tallets bysanering. Vi nød billederne for to år siden og er glade for, at de stadig er her. Efter en spadseretur i kvarteret står den på frokost på restaurant Ponentino på Pz del Drago, og så er det hjem til siesta. En suspekt person I bussen får Helle en siddeplads ud mod midtergangen, og jeg stiller mig ved siden af. Helles sidedame puffer hende i ribbenene og gør diskret tegn til, at hun skal kigge. Helle ser uforstående ud, indtil damen siger: "Attenzione!" (pas på) og peger på - mig! Eftermiddag i Monti-kvarteret På Caffe Fantini går Kelvin, indehaveren, rundt og snakker med gæsterne. Han genkender os straks, og vi hilser. Han kan slet ikke forstå, at det er to år siden sidst. Kelvin er englænder og har giftet sig ind i en italiensk familie. Han bliver stående og snakker, men må af og til ind og passe kassen. Kelvin er klædt i krøllede jeans og ditto skjorte og går tydeligvis ikke - som italienere - op i at være velklædt. Personalet er dog ikke i tvivl om, hvem der er chef. Kelvin har nu to børn og overvejer at sælge caféen og flytte til Norcia i Umbrien. Her vil han ernære sig med antikvitetshandel og af bjergluft. Kelvin fortæller mange historier - et godt snakketøj har han altid haft. Måske vil han også lave en film. Han kender en gammel italiener, som har haft et eventyrligt liv, og det kunne filmen handle om. Vi får historien om Gino. Ginos historie Gino var en bondedreng fra egnen omkring Rimini og en af de første italienske soldater som blev landsat i det nordlige Afrika ved starten af Anden Verdenskrig. Uheldigvis blev regimentets tunge materiel og andet udstyr landsat mange kilometer væk. Befalingsmanden mente, at det nok var bedst at komme væk fra stranden og ind bag klitterne, før de slog lejr. Telte havde de, men ingen vidste noget om at rejse den slags, bortset fra en fyr der havde arbejdet i et cirkus. Så han overtog ledelsen for en stund. Gino og hans makker blev sendt på rekognoscering med besked om tage det med tilbage, de måtte finde. Da de vendte tilbage med en kamel og et æsel, blev befalingsmanden rasende: hvad F… de havde tænkt sig med de dyr? Det vidste de ikke - de havde jo bare gjort, hvad de havde fået besked på. Alle spiste godt om aftenen, for i alle rygsække var der lækkerier med fra Mama. I nattens løb stjal beduinen sin kamel og sit æsel tilbage, og så var det problem løst. Det satte ind med sandstorm, og soldaterne sad i deres stormsikrede telte, til uvejret drev over. Da den første forsigtigt lindede på teltdugen, var lejren omringet af englændere, og således blev de alle taget til fange, før nogen havde løsnet et skud. De blev sejlet til Liverpool og var nogle af de første krigsfanger i England. Gino der jo kom fra landet blev sat i arbejde på en gård. Det gjorde han så godt, at han blev bestyrer, da krigen var omme. Forinden havde han også overtaget madlavningen, for det kan englænderne jo ikke finde ud af; de koger f.eks. bare kartoflerne i stedet for at lave dem til lækre gnocchi. En billedskøn sigøjnerpige arbejdede på et tidspunkt i marken. Gino giftede sig med hende og blev i England. Medvirkende til beslutningen om at blive var, at nyheden om giftermålet ikke blev godt modtaget af familien hjemme i Italien. For få år siden døde den billedskønne af det store C, og Gino genoptog kontakten med familien. Årene havde mildnet sindene, og han rejste til en lykkelig genforening i Italien. Her viste det sig, at han i årevis var blevet snydt for sin krigspension. På Kelvins råd har han ikke taget pengene med tilbage til England, hvor skattevæsenet er så emsigt. Det skattevenlige San Marino ligger ikke langt fra Rimini, og euroen er en stabil valuta. Her bliver Kelvin forstyrret, og vi hører ikke mere om Gino. Vi udnytter hullet i talestrømmen til at sige farvel og lykke til og spadserer så ned på Osteria Tempio Mecenata, hvor vi spiste godt forleden. Osteria Tempio Macenata Vi kan ikke klare en hel parade af retter og bestiller bruschette til forret. Hovedretten er filetto o gorgonzola til Helle og en bøf til mig. Salat og frites til deling og så en rød Bardolino. Min bøf er perfekt stegt, og vinen har karakter. Til dessert får Helle panna cotta med skovbær, mens jeg får forskellige slags is. Det store selskab støjende tyskere, som sad lige indenfor, går og efterlader ro. Et ungt norsk par får bord lige ved siden af os. De er nok på bryllupsrejse: guldringene skinner, og der skal holdes i hånd hele tiden. Vi slutter af med kaffe og grappa. Grappaerne smager godt og er enorme - mellem 6 og 8 cl gætter jeg på. Vi bonnes for 77 €. Det er lidt over middel, men denne gang nøjedes vi jo heller ikke med husets vin. Det er et godt sted: god mad og effektiv betjening. Det er ikke tilfældigt, at der er mange romere blandt gæsterne. Onsdag den 13. juni 2007 Ned med forkølelse I dagevis har vi skålet og sagt: "Ned med forkølelsen", og det har virkelig hjulpet: Helle er næsten symptomfri. Da jeg vågner, er mit hoved toptungt som en snurretop og bristefærdigt som en moden blomme. Forkølelsen galopperer, og jeg trives afgjort bedst i vandret stilling. Den planlagte udflugt til Albano i bjergene aflyses. Kvart i 10 begynder rengøringspersonalet at rumstere, og vi går ud for ikke at være i vejen. Skråt overfor Santa Maria Maggiores hovedindgang er der et velassorteret supermarked i kælderen. Her køber vi først og fremmest papirslommetørklæder, men også tørrede porcini-svampe af god kvalitet til kun 5,99 € for 100 gram. Det er 4-5 € billigere end på Campo dei Fiori, hvilket man kun kan beklage. Caffe Fantini byder på skygge, kaffe og ikke mindst mulighed for at sidde ned. Vi slår en time ihjel og er tilbage på hotellet 11:30. Heldigvis er de færdige med værelset, så jeg kan genindtage den vandrette stilling. Betalingsvanskeligheder Vi skal videre i morgen, og ved sekstiden går jeg ned i receptionen for at betale hotelregningen. Det giver straks problemer: deres antikverede apparat som tilsluttes et telefonstik kan ikke læse mit VISA-kort. Han prøver flere gange at polere magnetstriben mod silkeslipset, men lige lidt hjælper det. Surt show - vi har ikke 570 i kontanter. Jeg går hen til banken om hjørnet og hæver uden problemer 250 €, men mit forsøg på at gentage succesen i en anden automat skydes lakonisk ned med en besked om, at min kredit for i dag er opbrugt. Fnys! Her er sgu' ikke tale om kredit - der er kold kasse på kontoen - men det er selvfølgelig for at minimere bankens tab ved misbrug. Jeg vender tilbage med 250 penge i knitrende sedler, men det overbeviser ikke receptionens maskine om, at kortet er ok. Nå, men så kan Helle da hæve 250 på sit kort, og så har vi nok med det løse. På vejen ud prøver vi lige kortet en gang mere i receptionen, og nu kan det pludselig godt læses. Formentlig har der været tale om klumper i den antikverede modemforbindelse. På højkant Rom er god mod forkølelse, men en stor fadøl på Piazza d. Madonna dei Monti er heller ikke ringe, når man har lidt ondt af sig selv. På pladsen er en lille demonstration i gang. De lokale protesterer mod den tætte trafik i kvarteret, samler underskrifter og uddeler operationsmasker mod luftforureningen. "Via del Boschetto er ingen motorvej" og "Trafikken dræber forretningslivet" er blandt plakaternes slogans. Det hele er meget fredeligt, og to carabinieri går rundt og hyggesnakker med beboerne. Planen var at besøge restauranten med gårdhave i Via Boschetto, men vi falder i stedet ind på Vecchia Trattoria, hvor vi spiste en enkelt gang i 2005. Vi er de første gæster. Familien sidder samlet ved et bord foran køkkenet, og nu må den i arbejde. Teenage-sønnen tager imod vores bestilling, mor kommer med brød og grissini og far smider et par ekstra brændeknuder i stenovnen. Helle får hjemmelavet tagliatelle med bacon til forret og jeg en ordentlig skudefuld grøntsagssuppe. Karaflen med husets røde er meget sympatisk afkølet. Helles hovedret er mixed grill, og jeg får en bøf, Bistecca di Manzo. Bøffen er enorm og desværre helt gennemstegt. Helles mixed grill er glimrende, og vi deler en salat. Der er langt mere kød, end vi kan spise, så vi nøjes med kaffe og grappa som afslutning. I mellemtiden er nogle lokale faldet ind. Dem ved siden af os får pasta med muslinger og taler ustandseligt i mobiltelefon. En enlig mand i tyverne ved et andet bord bliver færdig. Han betaler og får sat proppen i flasken, så han kan tage resten af vinen med hjem. Vi bonnes for beskedne 47,5 € og tager også hjem. Forrige side | Home | Rejsebeskrivelser | Fakta | Gæstebog | Næste side