Reklamefotos og Naturhistorisk Museum i Naxos

En rejseleder ringede i går og fortalte, at de havde fået fat i vinen, vi glemte i bussen søndag. Fornem service! Jeg henter den i lobbyen, hvor Startour har træffetid. Jeg køber også billet til Siracusa udflugten på lørdag.

Vejret er strålende, og guiden spørger, om vi skal til stranden i dag. Hun er et ungt menneske og endnu ikke tynget af menneskekundskab. Nej, den står nok snarere på Taormina og det græske teater, siger jeg.

Morgentur på havnen

Jogger på Giardini Naxos' strandpromenade

Men skyerne er blygrå og svangre inde over land, da vi kommer ned. Programmet ændres lynhurtigt - Taormina kan vente. I stedet går vi morgentur ud på molen og kigger på lystfiskerne, som har sardiner og andet småkravl i en blå plasticspand.

Gammelmor med hennahåret serverer cappuccino med buon giórno på restaurant La Angelinas fortov. En minibus med amerikanere gør holdt, og da de er kørt, står en dametaske tilbage med blomster og en stråhat.

Reklamefotos

Jeg går over vejen for at redde det glemte. Da jeg har taget effekterne i favnen, kommer en kamerabehængt italiener hen mod mig og siger "grazie". Det er rekvisitter til reklamefotos og ikke glemte amerikanske effekter.

I mellemtiden har en af de lokale mænd sluttet sig til dagdriverbanden. Hans cykel står parkeret ved molen. Det er en gammeldags hvid damecykel med rosa skærm og en cykelkurv. Vi har tit set ham i byen, og der er altid en pose i cykelkurven. Helle mener absolut, den må indeholde sardiner.

Reklamefolkene inddrager nu cyklen som improviseret rekvisit. En ung blond kvinde og en mørklødet mand i hvid jakke arrangeres omkring og på cyklen. Et knaldrødt tørklæde draperes om pigens hals, og blomster erstatter posen i cykelkurven.

Der cykles for reklamefotografen

Og så tages der billeder. Cyklen med de rappe farver inspirerer til en tur, hvor pigen sidder på bagagebæreren, som var den en damesadel. Fyren er tydeligvis ikke vant til at køre på cykel og da slet ikke med passager. Helle skraldgriner, og fyren i den hvide jakke smiler forlegent og vinker.

En ældre herre sætter sig ved nabobordet og spørger, om vi taler engelsk, og hvor vi er fra. Han er taxichauffør og fortæller, at der kommer et krydstogtskib kl. 11. Og det gør der ganske rigtigt: en femmastet fuldrigger anduver for motorkraft. Flot skib!

På tilbagevejen stikker jeg hovedet ind på La Cambusa for at reservere bord til i aften. Der er allerede fuld gang i køkkenet med store dampende gryder.

Jeg checker mail på netcaféen. Der er mere nyt om fyringerne: de offentliggøres vist den 29. maj. Det er vores første arbejdsdag efter ferien, og måske får man tidligt fri.

Vi slår os ned på altanen og nyder livet og udsigten. En højttalervogn kører forbi med mellemrum og reklamerer for et valgmøde i aften. Over alt i byen er der valgplakater med smilende ansigter, som angler stemmer til valget den 15. - 16. juni.

Naturhistorisk Museum

Ved firetiden spadserer vi hen til det lille naturhistoriske museum. I 2006 var der stort set kun udstillet sten og mineraler, men nu er der også gamle fotos fra Giardini Naxos. Billederne må være fra begyndelsen af 1900-tallet.

Terrakottafirgur på Naturhistorisk Museum

En mand sætter billeder op og arrangerer små terrakottafigurer på en forhøjning af trækasser. Han spørger, om vi taler italiensk, og da jeg svarer "un pocino" (en smule), dropper han billedophængningen for en stund og fremviser med brændende entusiasme de udstillede terrakottefigurer.

De er lavet af en lokal og berømt kunstner for ca. 25 år siden, og nu er samlingen overdraget til museet. Figurerne er fortryllende i deres naturalistiske detailrigdom.

Manden er en ildsjæl, en lokal frivillig, som arbejder ulønnet for museet. Der er også en lænestolsagtig terrakottastol med en blå snor udspændt mellem armlænene, så ingen sætter sig. Snoren fjernes resolut, og vi får efter tur besked på at sætte os og prøve stolen. Jeg forstår ikke alt det, han stolt fortæller, men stolen har vistnok været udstillet i New York.

Sten og mineraler er stadig den største del af udstillingen, og man fornemmer, at en samlende kraft har stået bag. Den kvindelige kustode taler kun italiensk, men på mit spørgsmål bekræfter hun, at samlingen oprindelig var privat. Jeg synes, hun siger et eller andet om en "professóre" i Catania. Jeg signerer gæstebogen og får overrakt en fin pose påtrykt kommunens våben og navn og med snore som håndtag.

(Opdatering 2014: Museet er nu lukket, men statuetterne er udstillet på turistkontoret.)

Der er delvis overskyet, og når solen bryder gennem et hul, er det som om et spotlight. Vi slår os ned på tagterrassen med et glas lokal nektar og beundrer udsigten. Der er næsten ingen vind, og temperaturen er særdeles behagelig. Det er et liv som dette, vi er designet til.

Regnbuen

Da vi er tilbage i lejligheden, passerer en let byge, som efterlader en smuk regnbue over bugten. Jeg tager billede efter billede, for regnbuen bliver bare flottere og flottere, og til sidst bliver den dobbelt.

Regnbue og femmaster i bugten ved Giardini Regnbue i Giardini Naxos
Klik for større billede

Restaurant La Cambusa

På La Cambusa får vi et bord inde. Jeg synes, det er for koldt til at sidde stille på terrassen. Udsigten til byen og Taormina i højderne er smuk med alle lysene, og i bugten ligger 5-masteren med lys i hele rigningen.

Der er dækket op til to store selskaber, og i vores ende er det med balloner og diskjockey, men gæsterne er ikke kommet endnu.

Vi får fiskemosaik m/citronsauce til forret. Det er marinerede stykker af blæksprutte og rejer. Det smager godt, der er rigeligt, og én portion havde været nok til os begge. Blækspruttebenene med sugekopper smager lidt i retning af saltet tunge og har en pragtfuld konsistens. Hist og her knaser et sandkorn og gør oplevelsen af frisk fisk mere autentisk.

Et kamerahold indfinder sig med en sorthåret vamp. Hendes sorte kjole kunne være malet på, hvis det ikke var for svajet midt på hofterne.

Nogen beslutter, at ballonfesten skal holdes på terrassen i stedet for. Musikfyrene begynder at flytte deres grej, og tjeneren slæber balloner og service. For at lette denne migration åbner man et par fløjdøre nær vores bord, så det trækker koldt. Jeg skumler, og på et tidspunkt lykkes det da også at få lukket dørene igen.

Vores secondo er involtini di spada, sværdfiskeruller, og de er meget lækre: spændstige, saftige og velsmagende. Vi får samme flotte hvidvin som sidst: Leone d'al Merita. Snyd ikke dig selv, hvis du får chancen: den har fin syre og frugt med antydninger af fersken, æble og citrus. Dejlig tørhed og fedme med lang eftersmag. Vi er glade.

Ude på terrassen poserer den veldrejede, og der tages billeder. Et par balloner danner tallet 18 eller 81, men da den sorthårede skønhed er i centrum, er det sikkert hendes fødselsdag.

Jeg går ud på gaden for at få en smøg. Her står ca. 20 unge i fint tøj. De er alle omkring de 18 år, og moden er med sikkerhed sort i år. På vej ind må jeg træde et skridt til side for en mand i shorts og storblomstret skjorte, hvor der hviler et kamera på hylden.

Helle får citronkage til dessert og jeg citronsorbet. De to store selskaber starter kl. 22 - sicilianerne spiser sent. Regningen lyder på 75 euro. Maden var fremragende, men vi sad i kold træk den halve tid, fordi Miss Black ville holde festen ude. Det bevirkede, at tjenerne måtte agere flyttemænd, og det gik ud over betjeningen (af os). Ikke desto mindre kan La Cambusa varmt anbefales.

Hjemme på altanen er der flot udsigt over bugten. Fuldriggeren med de fem master er illumineret fra mastetop til dæk, og en næsten fuld måne hænger over molens silhuet.

Illumineret femmastet sejlskib Måneskin over Giardini Naxos
Klik for større billede

Der er fest på femmasteren, og de tager ikke hensyn til, at hele byen er nabo: bongo-bongo-disko høres tydeligt over vandet med hele skroget som resonansbund. Før de skruede op for højttalerne, virkede skuden romantisk, men nu er det helt sikkert, at vores næste (og første) krydstogt på Middelhavet ikke skal være på den galej.