Rom - de ømme fødders by

Vi står op så betids, at vi kan sige farvel til de andre, som skal med bus til lufthavnen kl. 8:20. Morgenmaden er ok bortset fra den enerverende popmusik.

Vi checker ud og tager en taxi til hotel Ariston i Via Filippo Turati ved Termini, hvor vi skal bo resten af ugen. Trafikken er tæt, og chaufføren læser avis, når vi venter for rødt, eller når der er kø.

Selvom vi er der tidligt, kan vi heldigvis flytte ind straks. Tidligere gæster har glemt noget tøj i en skuffe, og et kig i minibaren afslører, at der er spist en halv stang chokolade. Vi afleverer det glemte tøj og den halve chokoladestang i receptionen, og portieren sukker dybt og opgivende.

På Termini køber vi to ugekort til bus og metro. Det er fantastisk billigt - kør alt hvad du vil for € 16. Vi tager det straks i brug, tager en 64'er med digitalt infosystem og hopper af på Piazza Venezia.

Vi siger goddag til vores gamle ven, Berninis lille elefant på Piazza Minerva. Hvordan kunne Bernini dog finde på at lade den balancere med en obelisk på ryggen?

Gammelt i nyt Berninis elefant på Piazza Minerva
Klik for større billede

I Pantheon er der stillads næsten op til kuplens centerhul, og det kunne godt se ud, som om den antikke beton er blevet renset - eller måske er lyset bare særlig skarpt i dag.

Vi går hen om hjørnet til en lille café, vi besøgte i 2003, hvor man kan sidde undenfor og følge livet på det lille torv.

Tilbage på Termini køber vi et kort med bus- og metroruter, og jeg finder mig en roman i den store boghandels engelske afdeling. Efter en velsmagende panino på café Fantini overfor Santa Maria Maggiore er det siesta-tid.

Aften i kvarteret

Ved 5-tiden vågner vi op til dåd. Nu skal der findes et vandhul, og det må være muligt at genfinde restaurant Angeletti, hvor vi spiste godt i 2003.

For enden af Via Urbana og rundt om hjørnet finder vi restauranten i Via dell'Angeletto. Den åbner først kl. 19, så vi slår os ned på "Bar la Piazzetta" med udsigt til springvandet og lokallivet, som udfolder sig på pladsen, Piazza della Madonna Dei Monti.

Der er dejlig varmt, men ikke for varmt. Temperaturen her i storbyen er mindst 4 - 5° varmere end i Toscana. Mure og asfalt holder bedre på varmen.

De fleste på barens fortovsafsnit er lokale, og henne ved springvandet sidder mange og får en aftenpassiar. På trods af den sparsomme trafik er her er meget mere afslappet og fredfyldt end i Trasteveres vrimmel af turister og gadeplattenslagere.

Restaurant Angeletti lukker op, og vi går hen og reserverer bord til kl. 20, før vi slentrer en tur i kvarteret. Gaderne er belagt med brosten, og der er intet fortov. Hvor fortovet kunne have været, holder biler og scootere parkeret, så man alligevel må gå ude på gaden.

Husene er misligholdte med puds, som skaller af i flager. I stueetagen er der små forretninger, værksteder barer og restauranter og etagerne ovenover rummer lejligheder. Vi passerer en restaurant, der reklamerer med gårdhave - det lyder ikke så tosset!

Klokken otte indfinder vi os på Angeletti. Forretten er tomater fyldt med sardinpasta. Kyllingegryde til Helle og angus beef med porrer og gorgonzola-sauce til mig. Udmærket, bortset fra at det tager en evighed med at få serveret hovedretten - det er fint nok med slow food, men den kan altså også blive for sløv.

Det lovede askebæger nåede aldrig frem. Med en husets rød og vand løber regningen op i € 56,5. Vi spadserer hjem i den lune aften.